Af Niels Lyksted 

Theodor Philipsen (1840-1920) - ofte kaldet “lysets og farvens mester” - levede sidste halvdel af sit liv i Kastrup. Her malede han i impressionistisk stil egnen omkring Kastrup og Saltholm i Øresund på utallige lærreder. Motiverne kunne være gader, marker, enge og sundet - eller hans foretrukne motiv: dyr og primært kvæg. Tårnby Kommune ejer en større samling af Philipsens værker, som er deponeret på Kastrupgårdsamlingen, og det er derfor naturligt, at museet har valgt at sætte fokus på kunstneren i anledning af 100 året for for hans død. 

Traditionelt hylder man et kunstnerjubilæum ved en nyopsætning af kunstnerens allerbedste bedste værker hentet fra nær og fjern og tilsætter evt. værker af kunstnere, som har inspireret hovedpersonen selv. Kastrupgårdsamlingen har imidlertid valgt at gribe jubilæet an på en mere utraditionel måde. Udgangspunktet har været to bogudgivelser inden for de senere år, som har skabt fornyet interesse omkring Philipsen og hans forhold til Saltholm. Det gælder Finn Terman Frederiksens Theodor Philipsen: en traditionsbevidst nyskaber samt Klaus Mønsted Pedersens bog: Theodor Philipsens Saltholm – en tidsrejse. Især sidstnævnte har inspireret til udstillingen.

Med Klaus Mønsted Pedersen som skipper sejlede kunstnergruppen Stablede Kanter til Saltholm for at gå i Philipsens fodspor. Målet var at lade sig inspirere af kunstnerens særlige blik for lokaliteten og hans behandling af lyset.

Udstillingen

Når man træder ind i første udstillingsrum mødes man af kaos. Endevæggen ligner en opslagstavle med gode og mindre gode ideer, der trænger til at blive kraftigt sorteret. Til de bedre hører et par billeder af Philipsen. Hans værker er præget ro og nøje afstemte farver modsat mange af de øvrige udstillede genstande i lokalet. De stritter i mange retninger. På gulvet ligger en metalgenstand, der formentlig skal illustrere en ko - et af Philipsens yndlingsmotiver. Og det viser straks udstillingens problematik. Philipsens tid kontrasteret af den moderne. Hvis kvaliteten fra begge tidsperioder er af samme karat, burde det imidlertid ikke være så problematisk. Men det er netop tilfældet her. Der er enkelte sympatiske forsøg på at tage Philipsen alvorligt og finde inspiration i hans kunstneriske univers på hans elskede Saltholm. Der gælder fx Gay Christens serie af træsnit med titlen “Arkadien eller Saltholm” og Malene Hartmann akrylmaleri “Terræn”, der har en klar reference til landskabet på Saltholm. Helt hampen er imidlertid Svend Danielsens Fluxus-inspirerede skulpturer. En markant undtagelse er imidlertid de smukke fotografier fra Saltholm af Stablede Kanters gæst, fotografen Steen Møller Rasmussen. Hans billeder er katalogets højdepunkt. På udstillingen indgår de desværre kun i en video om projektet. Og så vises de endda på en fladskærm af tvivlsom kvalitet liggende på gulvet i et af udstillingslokalerne. De fortjener langt bedre. Rasmussens fotos i stort format i dialog med Philipsens bedste værker kunne blive en spændende oplevelse!

Traditionsbevidst nyskabelse?

Kastrupgårdsamlingens begrundelse for den anderledes mindeudstilling er, at Philipsen var en fornyer i sin egen samtid. Titlen på Finn Terman Frederiksens bog understreger imidlertid, at Philipsen var en traditionsbevidst nyskaber. Og i den aktuelle udstilling savner jeg i høj grad en forbindelse til traditionen. Hvilken tradition i givet fald? Desuden anfører museet, at “flere af Philipsens værker tager udgangspunkt i nuets omskiftelighed. I form af uhåndgribelige lys- og farvevirkninger ændrer han vores fokus fra objekt til proces”. Vi skal åbenbart fokusere mere på lys- og farvevirkninger end på selve motivet! Det forklarer i hvert fald, at mange af motiverne er så langt fra Philipsens billedverden, som tænkes kan. Men er billederne så visuelt spændende? Phillipsen lærte af Paul Gauguin, hvordan han med korte, farvemættede parallelle penselstrøg af ublandet farve kunne få billedet til at vibrere af lys, farve og atmosfære. Det førte til en radikal fornyelse af traditionen. Byder Stablede kanter på en tilsvarende radikal visuel fornyelse af traditionen? Eller bare en fornyelse? Nej, desværre. Muligvis oplever kunstnerne selv, at de har set lyset og skabt nye lys- og farvevirkningerne? Men for en erfaren museumsgæst er der intet nyt under solen!

Stablede Kanters nye værker vises sammen med nogle af museets egne Theodor Philipsen værker samt enkelte indlån. De udvalgte værker er udmærkede, men de repræsenterer med få undtagelser langt fra Philipsen, når han er bedst. Men de giver det appetit på mere. Statens Museum for Kunst ville uden tvivl have bidraget velvilligt med udlån af velkendte hovedværker som fx “En allé, Kastrup”, 1891, “Lange skygger. Kvæg på Saltholm”, 1890 eller “En kostald. Saltholm”, 1890. Og hvad med et udlån fra Ordrupgaard, som pt. ligger stille pga. ombygning. Det ville have ydet Philipsen langt større retfærdighed! 

Fotos og tekster: Niels Lyksted

Kunstnyt.dk
6. september 2020