Fantastiske kvinder – Surreelle verdener

Centralt i udstillingen er naturligvis Frida Kahlo. Hun gik i glemmebogen efter sin død, men er i dag en af verdens mest kendte kvindelige kunstnere. Centralt i billedet ses hendes “Selvportræt med tornehalsbånd og kolibri”, 1940. Olie på lærred, 62,2 x 48,3 cm.
Maleriet pryder udstillingskataloget og udstillingens plakat.

Af Niels Lyksted

I 2018 satte Kunstforeningen GL STRAND fokus på tre danske kunstneres karriere under overskriften Kvindernes surrealisme – Franciska Clausen, Rita Kern-Larsen og Elsa Thoresen. Udstillingen havde til formål at kaste nyt lys over deres virke og indskrive dem i den del af kunsthistorien, som de længe havde stået uden for. De var pionerer inden for den surrealistiske bevægelse i begyndelsen af 1930’erne, omend de havde vidt forskellige formelle udtryk. De tre kunstnere kan umiddelbart sammenstilles med andre betydelige surrealistiske, kvindelige kunstnere fra tiden. Det gælder fx Meret Oppenheim (1913-1985), Kay Sage (1898-1963) og Frida Kahlo (1907-1954), med hvem de også deler deres motivverden. Alle repræsenterer de en bevægelse med sin egen agenda. For surrealismen var langt mere end en kunstretning. Den var en livsholdning og en søgen efter en (ny) kvindelig identitet.

 Louisianas nye udstilling Fantastiske kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo, tager over, hvor GL STRAND slap, med en langt bredere anlagt udstilling, der rummer flere end 260 værker af 34 kvindelige surrealister inklusive førnævnte Rita Kern-Larsen og Elsa Thoresen.

Meret Oppenheim
Udgangspunkt for udstillingen er kunstscenen i Paris i starten af 1930’erne, hvor de første surreale værker blev skabt. Ofte drejede det sig om tegninger og malerier med tilfældighedsmetoden som skabende princip, men der var også bemærkelsesværdige undtagelser. Det gælder fx Meret Oppenheims (1913-1985) ikoniske ’pels-kop’. Værket opfattes af mange som indbegrebet af surrealismen. Dermed sikrede hun sig som en af de første kvindelige surrealister berømmelse og fik tidlig tilknytning til surrealismens inderkreds. På udstillingen er Oppenheim repræsenteret med værker fra 1930’erne til 1970’erne – eksempelvis skulpturen Urtidsvenus (1933/62) og maleriet Mona Lisas øje (1967). 

De kvindelige surrealister gjorde snart oprør mod en kønsspecifik rolleadfærd og nogle af dem fremstillede sig selv med markant androgyne træk eller i usædvanlige roller eller forklædninger. Det gælder fx Leonora Carrington (1917-2011), som i Selvportræt (1937/38) viser sig selv klædt som en ung mand fra det attende århundrede. Claude Cahun (1894-1954) skabte en række iscenesatte fotografiske selvportrætter og fotomontager, som kredser om androgyni og leg med kønsroller, som i selvportrættet fra 1921 Du skal ikke kysse mig ... Jeg træner. Og endelig beskæftigede Leonor Fini (1907-1996) sig ofte med nøgne mandeskikkelser og stærke kvinder, der leder dem på rette vej som i I tårnet (1952) eller beskytter dem, som i Jordgudinde våger over en ung mands søvn (1946).

Frida Kahlo og Mexico
I forbindelse med 2. Verdenskrig emigrerede mange af surrealisterne til bl.a USA og Mexico. I Mexico blev Frida Kahlo (1907-1954) den centrale skikkelse i udviklingen af en ny og levende kunstscene. Hun kombinerede billeder fra Mexicos prækoloniale kultur med kristne symboler samt elementer fra sit eget liv. I udstillingen er Kahlo blandt andet repræsenteret med værkerne Selvportræt med tornehalsbånd og kolibri (1940) og Selvportræt på grænsen mellem Mexico og USA (1932).

 Hidtil troede jeg, at Bunuel og Salvador Dalís legendariske film Den andalusiske hund fra 1929 var den første surrealistiske film. Men nu er jeg blevet klogere. Germaine Dulac (1882-1942) kom først med den surreale film Præsten og konkylien i 1927. Den vises på udstillingen sammen med Maya Deren's (1917-1961) Eftermiddagens net (1943), som udstiller Hollywoods tilbøjelighed til at anskue femininitet fra et maskulint synspunkt.

Udstillingen slutter med en lang række værker af Louise Bourgeois (1911-2010), der udforskede temaer som seksualitet og kvindelig identitet. Hun opfattes i dag som en samtidskunstner, men det skyldes, at hun først blev anerkendt og værdsat sent i karrieren. Rent faktisk tilhører hun samme generation af kunstnere som Meret Oppenheim. Hun levede blot langt længere end sine samtidige, surreelle kunstnerkolleger.

Se den fantastiske og farverige udstilling og bliv klogere på et ofte overset kapitel i kunsthistorien. Kan absolut anbefales!

Louisiana Museum of Modern Art. Udstillingen “Fantastiske kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo” vises frem til den 8. november 2020.

Leonora Carrington viser sig selv klædt som en ung mand fra det attende århundrede i “Selvportræt” (1937/38). Olie på lærred, 65 x 81,3 cm.

 

Amerikaneren Kay Sage er rigt repræsenteret med malerier på udstillingen.  Det fremhævede maleri herunder er “At the Appointed Time” (Til aftalte tid), 1942. Olie på lærred, 81,3 x 99,1 cm.




Til venstre værker af Jane Garverol, i midten Rachel Baes.
Til højre Jane Graverol.


Her ses en række malerier af belgiske Rachel Baes. Hun er selvlært. Oprindeligt er hendes stil påvirket af flamsk ekspressionisme.
Siden vender hun sig mod surrealismen inspireret af vennen René Magritte, som anerkender hendes talent.


Louise Bourgeois udforsker temaer som seksualitet og kvindelig identitet
i en omfattende række skulpturer.


Germaine Dulacs film “Præsten og konkylien”, 1927. 35 mm, s/h, uden lyd, 40 min. En ung præst forfølger sin rival, drevet af sit begær mod en kvinde. Dulac benytter sig af ekspressionistiske virkemidler som forvrængninger, overlejringer og drømmesekvenser. Og så spiller det erotiske naturligvis en afgørende rolle. Desværre vises filmen i samme lokale som “Eftermiddagens net”, der er en talefilm. Det betyder, at stumfilmen ikke kan opleves som stumfilm, da lyden fra den anden film konstant forstyrrer.


 

Vejret var nærmest surreelt, da Kunstnyt.dks udsendte medarbejder deltog i pressemødet om udstillingen.


Niels Lyksted (Fotos og tekst)
Kunstnyt.dk
25. juli 2020