Af Niels Lyksted

Paul Gauguin blev sidste år taget under kritisk belysning af Glyptoteket med udstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? Gauguin var nemlig en mester i tvivlsom selviscenesættelse. Han hævdede, at have “integreret” sig med den lokale befolkning, hvilket var en sandhed med modifikationer. Selv efter adskillige år på Tahiti kneb det gevaldigt med at tale og skrive det lokale sprog. På andre områder var han primært en iagttager, der mente at kunne verificere de mange utroværdige myter om Tahitianerne.

Nu er det Ernst Ludwig Kirchner og Emil Noldes tur til at blive kigget nærmere efter i sømmene. Det sker på udstillingen Kirchner og Nolde – til diskussion på Statens Museum for Kunst. 

Udgangspunktet for undersøgelsen er museets egen samling af Emil Nolde-malerier, som blev skænket af kunstneren selv. Malerierne præsenteres side om side med værker af Ernst Ludwig Kirchner. Hertil kommer nogle af deres kunstneriske inspirationskilder fra Afrika og Oceanien. Derved stilles der spørgsmålstegn ved magtforholdet mellem de to forskellige “verdener”. 

Kort sagt: Vi skal tilbage til årene 1910-1918 – de sidste år, hvor Tyskland var kolonimagt.

Benin-relieffer

Dengang vendte de ekspressionistiske kunstnere sig bort fra det moderne vestlige samfund og normerne i tidens borgerligere kultur. I stedet hentede de inspiration fra fremmede kulturer, som de så på etnografiske museer. Det gælder fx nogle af udstillingens hovedværker: to bronzerelieffer fra det daværende kongedømme Benin (i dag en del af Nigeria). Der er tale om sofistikerede kunstværker udført af edo-folket i 15-1600-tallet og højt beundrede allerede på Kirchner og Noldes tid.

Præsentationen af reliefferne står ikke alene. Samtidig fortælles historien om den britiske kolonimagts blodige straffeaktion imod Kongedømmet Benin i 1897, hvor bronzerne blev røvet, og om nutidige indsatser for tilbagelevering af genstandene til Nigeria. I den forstand giver udstillingen “stemme” til de folk og kulturer, der blev brugt som inspiration til at forny det tidlige 20. århundredes euroæiske kunst.

Fire temaer

Udstillingen viser, hvordan Kirchner og Noldes billedkunst udviklede sig gennem et komplekst samspil mellem kunst, antropologi og kolonialisme. Den er bygget op omkring fire temaer: Museer, populærkultur, Kirchners atelier og Papua Ny Guinea.

Kirchners og Noldes tilgange til den fremmede kunst var forskellige, men alligevel forbundne. Nolde rejste sammen med sin danskfødte kone Ada ud til den tyske koloni, der i dag er Papua Ny Guinea, mens Kirchner blev hjemme i Tyskland og eksperimenterede med indretningen af sit atelier. Udstillingen fremhæver det særlige ved hver deres praksis, samtidig med at den undersøger principielle spørgsmål om kolonialismens betydning for kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede.

Udstillingen er noget at en øjenåbner, når det gælder menneskesynet omkring 1900-tallet. Dengang var det den gængse opfattelse, at der eksisterede et hieraki mellen racerne, hvilket fremgik af folks udseende. Dette racesyn har Nolde bragt videre i en lang række akvareller, som han udførte, mens lægerne undersøgte befolkningen ud fra datidens fysiske antropologi. Disse karikaturer er afskyelige og formentligt bevidst fra SMKs side anbragt i et mindre lokale sidst i  udstillingen. Desværre er det ikke muligt for Kunstnyt.dk at dokumentere dette på grund af ophavsret, men akvarellerne foregriber nazisternes racelære. Nolde nedskrev i øvrigt sine erindringer fra Papua Ny Guinea i 1936, hvor han var medlem af det nationalsocialistiske parti. 

Kirchners børnemodeller

Ernst Ludwig Kirchner var ligeledes præget af datidens racelære, men sammenlignet med Nolde var han nærmest et naivt søndagsskolebarn. Han var fascineret af de fremmede, som han mødte i datidens “folkeudstillinger”, i cirkus og på varieteer. Det var her, europæere kunne møde og more sig over eksotiske mennesker fra fremmede verdensdele. Kirchner inviterede endda nogle af dem hjem, hvor han iagttog dem og fotograferede dem i bar figur. Hvordan han behandlede dem, skal være usagt, men der hersker tvivl om deres navne. Og det gælder ikke for de mange andre personer, der gæstede Kirchners atelier. 

Et tvivlsomt kapitel i Kirchners karriere var børnemodellerne. Han havde en forkærlighed for at male børn, oftest småpiger, nøgne både i atelieret og i naturen. Om han nogensinde begik egentlige seksuelle overgreb på børnemodellerne, ved vi ikke. Men der eksisterede uden tvivl en magtmæssig ubalance - både mellem kunstneren og modellen generelt og mellem kønnene, men her vigtigst af alt: mellem barnet og den voksne. I dag var det næppe gået.

Uanset hvad man mener om de udstillede værker, rykker udstillingen ikke ved, at der er tale to store kunstnere, som fortsat fortjener en fremtrædende plads i kunsthistorien. Vi kan formentlig fortsat glæde os over Kirchners storbyscener og Noldes naturmotiver, men det er altid godt at bevare sin kritiske sans, uanset hvor betydelige kunstnere, man konfronteres med.

Statens Museum for Kunst: “Kirchner og Nolde – til diskussion”. Udstillingen omfatter cirka 200 værker - heriblandt maleri, skulptur, tegning og etnografika samt plakater, postkort, bøger og dokumentarisk materiale. Udstillingen vises frem til den 1. august 2021.
Den er blevet til i tæt samarbejde med Stedelijk Museum Amsterdam i Holland, der viser
den efterfølgende. Til udstillingen er udgivet et fremragende katalog med titlen
“Kirchner og Nolde. Ekspressionisme / Kolonialisme”.