Per Kirkeby Bronze

Et kig ind i Louisianas vestfløj, hvor Per Kirkebys skulpturer
 er i samspil med nogle af hans store malerier.

Af Niels Lyksted

Lousiana Museum of Modern Art satte i 2002 fokus på Per Kirkebys (1938-2018) tidlige fase, hvor han arbejdede med pangfarver på kvadratiske masonitplader. I 2008 fulgte en monumental, retrospektiv udstilling af hans hovedværker på lærred med mange lån fra internationale samlinger. Netop nu præsenterer museet Per Kirkebys arbejder i bronze. Og dem har han lavet mange af siden begyndelsen af 1980’erne – såvel i små størrelser som i de helt store, tonstunge formater. Bronzeskulpturerne opstod i forbindelse med en kunstnerisk krise, hvor popkulturens billedverden og de første naturinspirerede malerier skulle afløses af noget andet og mere substantielt.

 

Per Kirkebys mindre bronzeskulpturer er ofte forarbejder til større værker fx murstensskulpturerne. De helt store værker er derimod som oftest skabt til specielle udsmykningsformål. Det gælder fx de kæmpemæssige bronzeskulpturer, vi finder på taget af Bundesrat-bygningen i Berlin. Udsmykningen består af Jason Balken I+II samt Nasen I-VI, 1999.

 

Per Kirkeby har ofte taget udgangspunkt i en legemsdel, som forstørres op, i sine bronzeskulpturer. Det kan fx være en næse, en arm, en fod etc. Ideen med at fokusere på en del af kroppen frem for hele kroppen har Kirkeby fra den franske skulptør Auguste Rodin, hvis museum han besøgte i 1985. Rodin mente, at de manglende kropsdele var underordnede. Dem kunne beskuerne selv tilføje. Af stor inspiration for Kirkeby var tillige et besøg i Sonja Ferlov Mancoba og Ernest Mancobas værksted i Paris i 1980.

 

Porte og huler

Umiddelbart ser den almindelige beskuer formentlig ikke den store sammenhæng mellem Kirkebys farverige oliemalerier og de sortpatinerede bronzeskulpturer. Men ved nærmere eftersyn bliver sammenhængen tydelig, og de to udtryksformer smelter sammen. Særligt tydeligt er det i perioden efter Kirkebys hjerneblødning og deraf følgende forringede syn. Her dukker symboler på den personlige krise op overalt. Det gælder fx de mange vandrette bjælker, der optræder som en slags blokering.

 

Andre gennemgående symboler er porte og huler. Portene går helt tilbage til Kirkebys møde med Rodins enorme Helvedes port, som kunstneren arbejdede på i 37 år lige til sin død. Og hvad er Kirkebys steler uden uden en mystificerende udhuling?

 

Louisianas udstilling har det hele med lige fra skitser i diverse medier, fotos og oliemalerier til skulpturer i alle størrelser. Hertil kommer andre kunstneres værker, der har inspireret Kirkeby. Det gælder fx Asger Jorn, Francis Bacon, Alberto Giacometti, Eugene Leroy, Jean Fautrier og J.F. Willumsen. Udstillingen er smukt sat op til inspiration for alle dem, der endnu ikke har fået øjnene op for denne betydelige del af Kirkebys omfattende oeuvre. Ser man udstillingen, forstår man Kirkebys samlede værk endnu bedre. Anbefales på det varmeste.

 

Per Kirkeby - Bronze. Louisiana Museum of Modern Art indtil 6. december 2020.


Oversigtsbillede med store bronzeskulpturer.


Per Kirkeby: Det store hoved med arm, 1983.
Patineret bronze, 199 x 82 x 40 cm.
Figuren opfattes forskelligt fra den ene side til den anden.
Måske er figurens egentlige motiv en skamløs forstørrelse af vulva?
Det erotiske element er oftest overset i Kirkebys oeuvre.


Model: “To arme”, 1981. Patineret bronze, 91 x 38 x 42 cm.


“Port”, 1981. Patineret bronze, 36 x 24 x 15 cm.
Porten er iflg. Kirkeby et mangetydigt begreb: indgang, udgang, tærskel, længsel, overskridelse og afsked.


Skulpturen ligner en klippeformation med en hulning. Hulen symboliserer noget hemmelighedsfuldt, noget dragende og formentlig også noget erotisk. Titlen er imidlertid “Port II”, 1987, inspireret af Auguste Rodins “Helvedes port”. En port kan holde én ude, eller den kan være noget, vi skal igennem. Hos Per Kirkeby er det eksistentielle spørgsmål ofte: Skal vi gå videre ad denne vej, skal vi stoppe her, eller er vi nødt til at fortsætte?


Oversigtsbillede med mange små bronzeskulpturer.


Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
1. juli 2020