Paul Gauguin - Hvorfor er du vred?

Paul Gauguin: “Tahitianer”, ca. 1895. Bronze, 25 x 19 x 10 cm. Musée d’Orsay.
 Bronzemasken menes at være et selvportræt, der skulle understrege myten om en kunstner, som havde gjort sig fri
af Europas lænker, talte Tahiti sprog, kendte dets mytologi og levede som en lokal. En smuk løgn!


Af Niels Lyksted

 

I Danmark er Gauguin måske bedst kendt som ”vildmanden”, der i 1891 forlader Paris, sin danske kone og sine fem børn til fordel for en spirituel og kunstnerisk rejse til det Sydlige Stillehav. Alene her bør vi sætte spørgsmålstegn ved myten om Gauguin. Han blev nemlig smidt ud af hustruen Mette Sophie Gauguin iflg. en førende britisk kunstekspert.

 

Men der er langt mere, der bør tages op til kritisk revision. Gauguin var nemlig en mester i tvivlsom selviscenesættelse og netop derfor bliver Glyptotekets nye særudstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? uhyre interessant. 

 

Det er sjette gang, at museet viser en monografisk udstilling om Gauguin. Men denne gang er konceptet nyt. Glyptotekets fornemme samlingen sættes nemlig i samspil med historisk materiale fra både Gauguins fortid og hans samtid samt ikke mindst med international samtidskunst. Og det kaster for alvor nyt lys over kunstneren og hans værkproduktion fra Tahiti.

 

Allerførst må vi se nærmere på, hvorfor Gauguin valgte Tahiti som mål for sin søgen efter et nyt og bedre liv samt nye kunstneriske udfordringer. Tahiti var gennem mere end hundrede år blevet kendt af europæerne som et sexuelt fristed og et jordisk paradis. Men den konkrete anledning var formentlig verdensudstillingen i Paris i 1889. Her mødte han ikke blot kunst fra Stillehavsområdet, men også repræsentanter fra befolkningen. De blev ligefrem udstillet i menneskelige zoologiske haver. Hertil kom oplysningspjecer – eller snarere politisk propaganda – som opfordrede folk til at slå sig ned i det franske imperiums kolonier. 

 

Myten om den integrerede kunstner

Paul Gauguin realiserede sin rejse til Tahiti som udsending af den franske minister for offentlig uddannelse og kunst for at skildre øens oprindelige kultur kunstnerisk. Problemet var bare, at den vestlige kolonisation allerede havde fundet sted. Og så må man jo bruge sin fantasi til at skabe en fortælling, der levede op til opdraggivers forventninger.

 

Gauguin valgte at “integrere” sig med den lokale befolkning – specielt med purunge piger. Ikke unge kvinder, som museumsverdenen indtil nu har påduttet os. Han havde tilsyneladende samme interesser som vore dages Harvey Weinstein. Men det var så som så med integrationen. Selv efter adskillige år på Tahiti kneb det gevaldigt med at tale og skrive det lokale sprog. Det fremgår med al tydelighed af de tekster, han påførte sine malerier. På andre områder var han primært en iagttager, der mente at kunne verificere de mange utroværdige myter om Tahitianerne. Var de unge piger ikke smukke nok, var han mand for at rette op på dette, ligesom han valgte motiver, der undgik at afspejle indflydelsen af europæisk kultur. Kort sagt, Gauguin handlede lige som de danske guldaldermalere, når de søgte motiver i datidens Rom. Han skabte en smuk løgn, hvilket var titlen på en udstilling om Guldalderen på Statens Museum for Kunst for få år siden.

 

Nutidskunstnere

Men hvordan opleves Gauguins værker i dag? De påvirker os forskelligt afhængigt af hvilken kultur, historie, etnicitet, alder og køn, vi kommer med. I den sammenhæng har Glyptoteket valgt at præsentere en række internationale samtidskunstnere, hvis værker ikke tidligere har været vist i Danmark. De bidrager i udstillingen med nye og anderledes forståelser af den arv, Gauguins kunst har efterladt os i dag.

 

Så mangler vi lige en forklaring på udstillingens titel Hvorfor er du vred? For det første bærer et af Gauguins berømte billeder denne titel. Desuden har kunstnerduoen Nashashibi/Skaer (UK) skabt en videoparafrase over samme værk. Hertil kommer, at det i langt højere grad gælder den vrede, som mange haitianere oplevede ved at få frataget deres land og kultur i forbindelse med koloniseringen. 

 

Alt i alt lægger udstillingen endnu et væsentligt kapitel til fortællingen om Gauguin og hans mangesidige værkproduktion på tværs af maleri, grafik, keramik, tegnekunst, tekster og træskærerarbejde. Uhyre interessant og tankevækkende!

 

En udstilling som denne kræver en hel del forklaringer. Dem får vi i udstillingens fremragende katalog. Men hvem læser dette, inden de ser udstillingen? Der er dog lidt hjælp at hente i form af en lommevenlig publikation, der fortæller kort og præcist om udvalgte værke. Den er gratis og ligger fremme i udstillingssalene.

 

Glyptotekets særudstilling “Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?” vises frem til den 16. maj 2021. Museet vil i løbet af udstillingsperioden være vært for en række arrangementer, der sætter fokus på udvalgte dele af udstillingen. Arrangementerne vil løbende blive offentliggjort på museets hjemmeside.

Se Niels Lyksteds smukke video fra udstillingen.


Paul Gauguin: “Og deres kroppes guld”, 1901. Olie på lærred, 67 x 76 cm. Musée d’Orsay. Malet kort tid efter Gauguin ankomst til øen Hive Oa.
Her malede han atter kvinder og mænd i idylliske scener, der for ham repræsenterede den sydlandske romantik, han drømte om, men som
sjældent havde rodfæste i virkeligheden.


John Hali (1739-1797): “Overgivelsen af øen Otaheite til Kaptajn Wallis af den formodede Dronning Oberea”. 1773. Kobberstik, 28 x 37,4 cm. Gengiver en gaveceremoni, hvor den tahitianske leder Purea overrækker et bananblad til den britiske Kaptajn Samuel Wallis som et symbol på overgivelse.
Romantiseret propaganda for besættelsesmagten!


William Hodges: “Udsigt fra bugten i Oaite Peha (Gensyn med Tahiti)”, 1776. Olie på lærred, 92,7 x 138,4 cm. Nationale Maritime Museum, Greenwich, London. Et idyliseret landskab uden antydning af vestlig tilstedeværelse.
Det solbeskinnede landskab fremstår som et sensuelt paradis, der summer af frugtbarhed og erotik. Kvinderne har en påfaldende lys hudtone, hvilket synes at lægge sig i forlængelse af tidens racelære.


Yuki Kihara (WS/J): “Culture for Sale”, 2014. Interaktiv installation
med fem skærme. Hver skærm viser en samoansk danser med teksten:
“INCERT 20c TO WATCH ME DANCE”.
For at få en udvalgt danser til at performe på skærmen, skal publikum betale per visning i en møntautomat (på Glyptoteket en tokrone). Værket refererer til den dehumanisering og eksotisering af personer fra det sydlige Stillehav, der også fandt sted på Verdensudstillingen i 1889.


Paul Gauguin: “Oviri”, 1894. Delvis glaseret stentøj, 75 x 19 x 19 cm. Musée d’Orsay. En kvindelig figur, der med hænderne enten kvæler eller omfavner en ulveunge. Blod løber ned langs benet på figuren, der med sin fod knuser hovedet på en hunulv. Gauguin brugte sommetider Oviri som sit alter ego og dramatiserede således sit eget selvbillede som “den vilde”. Skulpturen støbt i bronze står på Gauguins gravsted i Hiva Oa på Marquesas-øerne


Niels Lyksted
(samtlige fotos og tekster)

Kunstnyt.dk
21. november 2020