Af Niels Lyksted

På Davids samling kan man i de kommende måneder opleve en imponerende udstilling, der fokuserer på de islamiske fyrsters fascinerende våbenarsenal fra perioden 1500-1850. Våben, der blev brugt på slagmarken, ved jagten og i forbindelse med hoffernes ceremonier. 

Men hvorfor fokusere på våben? Medierne beretter dagligt om massedrab i USA på uskyldige mennesker, der blot befandt sig på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt. Hertil kommer meningsløse, religiøst betonede drab, der jævnligt forekommer i en række europæiske lande. Orker vi virkeligt at beskæftige os mere med våben?

Svaret er ubetinget ja, når det gælder de udstillede, antikke våben fra den islamiske verden. De finest forarbejdede våben var nemlig hverken beregnet til kamp eller jagt, men skulle tjene som mandlige smykker og statussymboler. Der er kort sagt tale om betydelige kunstværker baseret på enorm teknologisk viden og kunstnerisk kreativitet. Men tag ikke fejl. Selv om nogle af våbene er prydet med nok så mange juveler, har der i de fleste tilfælde være tale om fuldt funktionelle våben. 

Kamp
Hvadenten man skulle i kamp eller på jagt, var heste noget helt centralt. Det gjalt derfor at lære alt om furusiyya dvs. horsemanship på engelsk. Begrebet dækkede oprindeligt læren om heste og ridning. Siden blev det en samlende betegnelse for alt, hvad der vedrører en god soldat, jæger og sportsmand. Det gælder fx våbenbrug, taktik og krigsførelse. Og bemærk, at sport og jagt blev dengang betragtet som en introduktion til den militære træningen.

Våbnene blev ofte forsynede med indskrifter. Det kunne være citater fra Koranen, der blev anset for at være lykkebringende. I andre tilfælde kunne indskrifter fortælle om hvem, der havde fremstillet dem, ejet dem og hvornår. Ofte er der tale om kalligrafi af meget høj kvalitet, og teksterne kan være indlagt med guld. 

Efterhånden som våbensmedene blev stadig dygtigere, blev deres navne er brand - et kvalitetsmærke, der var særligt eftertragtet. Dengang som nu gælder det, at man aldrig skal stole på en signatur. Også dengang, var er penge i forfalskninger.

Udrustningen i den islamiske verden omfattede primært blankvåben som fx dolke, sværd og krumsabler, samt skydevåben som refleksbuer og geværer. Dertil kom udstyr til beskyttelse: hjelme, brynjer og skjolde. Endelig indgik signalgivere, fx standarter, trompeter og trommer i udrustningen.

Jagt
Ved at forfølge og nedlægge vilde dyr kunne regenterne vise deres mod og deres evner til at nedkæmpe oprør og indtrængende fjender. Det vidste regenterne alt om, og derfor blev jagtscener inddraget i propagandaen på utallige miniaturemalerier. Men det var ikke altid herskeren, der var den jagende. Undertiden var det regentens falke, der nedlagde byttet. Endnu mere spektakulært blev det, når geparder skulle jage antiloper og gazeller. En indisk konge fortælles at have haft ikke mindre end 1.000 geparder og 200 folk til at tage sig af dem.

Jagterne var også regenternes mulighed for at dukke op i fjerne afkroge af landet for at løse politiske konflikter og demonstrere deres magt over for lokale guvernører. Herved fik de tillige et godt indtryk af tilstanden i deres rige. Endvidere var det vigtigt at træffe den islamiske verdens lærde eller mystikere. Det gjalt nemlig om at sikre sig støtter blandt de populære og indflydelsesrige religiøse personligheder.

Pragt
Våben er nu som dengang vigtige accessories i visse dele af den islamiske verden. De indgår nemlig stadig i en mands påklædning som en slags statussymbol. At traditionelle våben også markerer status på højeste niveau, erfarede den daværende amerikanske præsident Donald Trump i 2017, da han besøgte Saudi-Arabien. Her foranstaltedes en sabeldans for Trump og medlemmer af det lokale kongehus. Dansen skulle understrege alliancen mellem de to lande.

Der er også en lang tradition for at benytte våben som gaver. Og udvekslingen heraf var i høj grad sat i system og fulgte bestemte regler. Foræringer til herskeren skulle modsvares af gaver, der var mere kostbare. Andre gaver kunne være tekstiler, juveler, penge, heste med kostbart rideudstyr samt dolke og sabler/sværd, der ofte var dekoreret med ædelsten.

Uanset hvor smukke og kostbare våbene i den islamiske verden var, kan man ikke se bort fra, at der er tale om reelle våben. Og det er svært at abstrahere fra deres dødelige formål, når man læser om krigsførelsen i perioden fra 1500-1850. Krigene må have været ufatteligt blodige og ført til umådelige lidelser - ikke mindst for civilbefolkningen. Lige som dengang er regionale og religiøse konflikter i dag hyppigt forekommende. Eneste forskel: våbenarsenalet har skiftet karakter og er uden kunstnerisk værdi.

Davids Samling: ”Kamp, jagt og pragt. Våben fra den islamiske verden 1500 – 1850”. Vises indtil videre. Udstillingen ledsages af en imponerende, gennemillustreret publikation på 296 sider med artikler, der relaterer sig til udstillingens emner samt et katalog over de 151 udstillede genstande.