Af Niels Lyksted

Der findes lige så mange historier om mødre, som der er mødre til, fastslår Nivaagaard Malerisamling, der har valgt at illustrere moderrollen gennem 500 år med udstillingen “Historier om mødre”. Titlen leder straks tanken hen på H.C. Andersens berømte eventyr “Historien om en Moder” - en grum beretning om en mor, der følger efter Døden for at få sit barn igen. Trods hårrejsende ydmygelser er  hendes forsøg forgæves. Historien er naturligvis en del af udstillingen i form af Fritz Sybergs berømte serie med 18 tegninger, der viser de forskellige scener i eventyret. Den blev udstillet første gang i Den Frie Udstillingsbygning i 1898 og er siden blevet reproduceret gentagne gange. 

Historierne om mødre gennem tiderne er fulde af symbiotisk kærlighed, had, gensidige forventninger, opofrelse og skyldsfølelse. Men til at begynde med var beretningen i malerkunsten ganske enkel. I renæssancen var der kun én mor og kun ét barn, nemlig Jomfru Maria og Jesusbarnet. På udstillingen er der et fremragende eksempel på dette motiv af Lucas Cranach d.Æ (1472-1553). Det har titlen “Madonna og Kristusbarnet med den lille Johannes Døberen og engle”, efter 1537.
 

Inden da malede Cranach “Caritas” (Næstekærligheden), 1535, der viser en nøgen kvinde, der ammer fire børn i forskellige aldre efter tur. Nøgenheden understreger, at hun er en mytologisk urkvinde, en arketype på linje med Jomfru Maria. Motivet fremstiller moderskabet som et billede på den ideelle kærlighed og fundamentale barmhjertighed. Det skabte idealer og forventninger til alle kvinder og mødre i de kommende generationer. Idealer, som det var nærmest umulige at leve op til, hvilket det fremgår af Hanne Højgaard Viemoses ledsagende tekst fra 2015.

Barnet i centrum

I 1762 satte Jean-Jacque Rousseau med bogen “Emilie eller Om opdragelsen” fokus på, at børn skulle have en egentlig barndom, der adskilte sig markant fra voksenlivet. Hermed indvarsledes det moderne begreb om moderkærlighed, som vi kender det i dag. Motivet med Maria og Jesusbarnet erstattes nu af borgerskabets mødre og deres børn. Det gælder fx Jens Juels (1745-1802) “Portræt af grevinde Sophie Magdalena Raben med søn” fra 1785. Maleriet er et af de første ammebilleder i dansk kunsthistorie. Den intime situation til trods er både mor og søn rolige og selvsikre. De ved, hvem de er!

Med realismens indtog sidst i 1800-tallet erstattes idealskildringerne af moderskabet med mere realistiske billeder. Et eksempel er “Sovende mor”, 1883, af den norske maler Christian Krohg (1852-1925). Hans hjerte bankede for de lavere klasser i samfundet, som han ofte portrætterede med respekt, værdighed og sans for de nære relationer.

Ikke alle børn voksede op hos mødre, der kunne leve op til det ideelle moderskab. Mødre uden mænd var ringeagtede. De havde ofte ingen andre udveje end at opgive barnet, prostituere sig, blive vaskekoner eller ammer, hvilket i samtidens øjne gjorde dem til dårlige mødre. Børnene endte ofte i et børneasyl, som det Emilie Mundt malede i 1886.

Mens mor-barn motivet er et af de hyppigste i kunsthistorien, er gravide maver sjældne og oftest kun antydet under en kjole. Den danske maler Alexander Tovborg (f. 1983) har i en serie billeder fremstillet sin gravide kæreste som en livgivende urkvinde. Værkerne skal ses som en hyldest til kvinden som arketypisk og mytisk figur.

De kontemporære værker er udstillingens svageste. Erik A. Frandsens “Weekendbarn”, 1987, er en decideret bundskraber, og meget bedre bliver det ikke med et tidligt Kvium-værk “En køkkenscene”, 1986. Her ser vi en skummel kvindefigur, der er i færd med at kvæle en lille pige med strittende rottehaler. Maleriet har reference til renæssancens og barokkens engle og djævle, der trækker et forhæng til side og afslører ugerningen: Jo, mennesket har såvel gode som dårlige sider!

Mest indtryk gør den danske fotograf Krass Clement (f. 1946) med billeder fra bogen “Ved døden”, 1990. Der tale om tre smukke og indfølende billeder fra hans mors dødsleje. En mor er noget man har, også når man er voksen!

En spændende og interessant udstilling om et evigt gyldigt tema ledsaget af et velskrevet og informativt katalog. Kan absolut anbefaler. Og så tager Louisiana temaet op igen til januar udelukkende med kontemporær kunst. Titlen bliver MOR!

Nivaagaard Malerisamling viser udstillingen “Historier om mødre” frem til 24. januar 2021. Temaet formidles også i sæsonens arrangementsprogram, der omfatter særomvisninger, foredrag, film, litteratur og workshops.

Se Lyksteds video fra udstillingen.

Til venstre: Jens Juels “Portræt af Peter Tutein med sin yngste søn Louis Alexander, ca. 1800. Et af de sjældne eksempler på portrætter af kærlige fædre med deres børn. Og udstillingens eneste. Bemærk drengens røde kinder og det lange uklippede hår. Det var moderne at være naturlig dengang. Til højre:
Jens Juels “Portræt af grevinde Sophie Magdalena Raben med søn”, 1785.
 Olie på lærred, 102 x 78 cm.

Ikke alle børn voksede op hos mødre, der kunne leve op til det ideelle moderskab. Emilie Mundt (1842-1922): Fra asylet i Istedgade, Interiør med asylmutter og børn, 1886. Olie på lærred, 82 x 116,5 cm.

Alexander Tovborg: “Cecilie gravid”, 2020. Akryl på lagen, 30 x 80 cm.
En hyldest til kvinden som arketypisk og mytisk figur.