Konceptchef Anders Jensen hos lauritz.com
sender dårligt behandlet kunde en omgang sort snak
(lauritz er heller ikke gode til at undskylde)

 

Kære (navnet udeladt af kunstnyt.dk, men bekendt)

Tak for din mail!

Jeg beklager meget at du tilsyneladende har haft et uhensigtsmæssigt langt forløb, med store anstrengelser for at få fat i vores Helsingborg afdeling. Jeg skal bede dem om at kontakte dig for nærmere aftale omkring levering af din vare snarest.

Jeg har kigget lidt på din konto historik, og kan ikke se at du skulle være lukket af nogen anden grund end manglende betaling. Jeg vil gerne understrege, at vi absolut ingen interesse har i at lukke kunder unødigt. Men da vi både har købende og sælgende kunder, er vi nødt til at afbryde samarbejdet med de kunder, som ikke overholder vores generelle købs- og salgsbetingelser. Hvorvidt en kunderelation skal afbrydes er helt op til den enkelte filialchef, som måtte stå med sagen. Og kun denne filialchef kan genåbne for en kundes adgang. Derfor vil jeg tilråde at du kontakter filialen direkte, når der er tvivlsspørgsmål.

Lauritz.com er ubetinget Nordens største og mest synlige online auktionshus. Som markedsledere er vi meget stolte af at kunne tilbyde alle kunder 14 dages fuld fortrydelses ret. Det giver sikkerhed for alle parter. Men ved gentagne eksempler på ”misbrug” af fortrydelsesretten forbeholder vi os retten til at afbryde samarbejdet med kunden. Et ”misbrug” kan eksempelvis være gentagne vinderbud og efterfølgende fortrydelse af den samme vare, gentagne fortrydelser uden overhovedet at have set varen fysisk og bud på flere ens varer med den hensigt kun at købe den der får lavest hammerslag. Sådanne situationer stiller os i en uhyre vanskelig situation overfor de mange sælgende kunder vi har, og derfor kan vi selvsagt ikke fortsætte samarbejdet med købere der udviser denne form for adfærd.

Såfremt du oplever at dine hensigter er blevet misforstået af en eller flere filialer, er du velkommen til at kontakte hovedkontoret her, hvor vi så vil sætte os ind i problematikken. Dog har jeg ikke tidligere set nogen henvendelse fra dig.

På dit spørgsmål angående www.kunstnyt.dk og hvorfor vi linker dig til denne hjemmeside, må jeg melde hus forbi. Vi kender ikke til vores kunders tredjeparts relationer og har hverken tid eller teknisk kompetence til at fremkalde sådanne adfærdsmønstre. Jeg forstår heller ikke hvori vores interesse heri skulle ligge.

Jeg håber at du, trods det seneste hændelsesforløb, fortsat vil være at finde som Lauritz.com kunde i fremtiden. Såfremt du har spørgsmål til vores koncept, procedurer mv. er du altid meget velkommen til at kontakte hovedkontoret igen på ssc@lauritz.com.

Med venlig hilsen / Best regards / Mit freundlichen Grüßen
Anders Jensen
Konceptchef / Head of Concept
LAURITZ.COM A/S
Dynamovej 11, 2730 Herlev, Danmark
Tlf (+45)44509800 Fax (+45)44509801
Mailto: andersj@lauritz.com
Website: www.lauritz.com

 

Kære Anders Bay Jensen

Tak for dit brev, som nok udtrykker det nærmeste du kan komme en beklagelse uden at inkriminere dine egne, men som måske ikke helt yder mig retfærdighed. Især den passus med de generelle bestemmelser synes malplaceret i forhold til 'sagens' karakter. Jeg har fortrudt et køb, det er det hele. Der er hverken tale om gentagne gange eller skumle hensigter, hvorfor du kunne have sparet mig for disse bemærkninger, som jo står tydeligt for enhver at læse i jeres bestemmelser. Ved at placere dem her mister de noget af deres generelle karakter og kædes sammen med min 'sag', hvilket er helt urimeligt.

Men lad nu det fare, du kan jo ikke hænge dig i bagateller, i hvert fald ikke så længe de ikke rammer dig selv!

Mine problemer med Helsingborg var ikke mit hovedærinde, og dem kendte I jo til i forvejen, da jeg flere gange har rettet henvendelse til jer derom, både ved personlig henvendelse i Herlev, hvor en yderst venlig og effektiv dame den ene gang ordnede sagen straks, og telefoniske henvendelser samt skriftlige, som ikke blev besvaret.

Da den effektive dame havde sat lidt skub i Helsingborg-folkene, blev jeg ringet op fra Sverige og fik 'en sang fra de varme lande' om at tæppet desværre var 'blevet væk', hvorfor de ville tilbagebetale mig mine penge. Man forklarede mig at alle havde ledt og søgt både højt og lavt, men ingen steder var det ulyksalige tæppe at finde. Dette skete mere end en måned fra købsdagen og betalingen af varen, så jeg formoder, at de må have kigget meget grundigt efter alle vegne mange gange, for så stor er den afdeling nu ikke. Derfor foreslog jeg dem at melde sagen til politiet, da der jo forelå en  mulighed for, at nogen uretmæssigt havde tilegnet sig varen. Dette forslag blev på det bestemteste afvist, og da tæppet var forsvundet før jeg havde fået det udleveret kunne jeg ikke anmelde det som stjålet, oplyste det svenske politi. Denne teknikalitet standsede det videre forløb på en meget frustrerende måde, og min frustration blev ikke mindre af, at Helsingborg pure afviste at give mig deres forklaring skriftligt. Det så ud som om, der ikke skulle gøres mere i den sag. Da jeg ikke har modtaget pengene, anser jeg stadig tæppet for at være min retmæssige ejendom. Hermed skulle den sag være forklaret fra min side.

Men som sagt var denne sag blot en biting, som jeg skrev om, da jeg nu alligevel skulle skrive til jer.

Men tak alligevel for at du gav dig tid til at svare mig, og har du læst dette til ende så også en tak for din tålmodighed.

Med venlig hilsen
(Navnet udeladt men kendt af kunstnyt.dk)

1. maj 2007 

© tekstforfatteren og kunstnyt.dk