Kurt Faurholm er død
 
 1933-2019

Indgangen Greve Strandvej 31

  
 Kunstavisen før påstigning på Bornholmer Pilen til en herlig endagstur.
 Fra venstre Alex Steen, Annelis Steen, Kurt Faurholm, Bent Irve, hans
forlovede Bente, Annelis Faurholm og Lotte Seeger. I dag lever kun
Irve, Annelis Faurholm og Lotte Seeger. Foto fra før 1995.
Forleden ringede Annelis, at hendes mand, Kurt Faurholm var død. 
Kurt Faurholm overtog i 1989 Kunstavisen og købte et lille hus på Greve Strandvej 31 til redaktionen. Fra 1989 til 1995 ansatte Kurt mig som redaktør, en stilling jeg delte med Alex Steen, Bent Irve, Torben Weirup samt Lisbeth Tolstrup, som stadig er tilknyttet avisen. Jeg var eneste lønnede, alle andre var "frivillige".
 
I disse år blev avisen i fremstillet på en reproanstalt i Haslev, hvor jeg en gang om måneden kørte ned og satte den op sammen med Jørgen Walther, herunder, som har en stor ære i, at avisen udkom layoutet på rette måde. Det foregik på "gammeldags" vis, med udklip, der blev tilpasset. Firmaet eksisterer ikke mere, men Walther er stadig aktiv. Har siden mødt ham til familiefester, på min kones side.
 
Kurt Faurholm var en drømmechef, energisk, gennemsympatisk og med en humoristisk sans, som ikke kan undværes, skal man fungere i et job. Han og hans kone, Annelis, sprudlede altid af humør, holdt herlige fester og sammenkomster med speciel underholdning. Deres glansnummer handlede om hatte, 15-20 forskellige, som de skiftede lynhurtigt kombineret med sjove kommentarer. Og Kurt kunne finde på at sætte sig til flyglet og slå nogle toner an. En enkelt ting kunne få Kurt op i det røde felt. Det var, når nogen trådte på hans dørtrin. Så fik de læst og påskrevet, at de måtte have fået en dårlig opdragelse. Og det var ikke ironisk, han mente det.

Lige i nærheden af redaktionen havde Kurt og Annelis Strandmotellet, ledet af Annelis, og hvor de holdt Alex Steens 60-års fødselsdag med flere kunstnere indbudt, husker ikke alle, men blandt andre var der Peter Bonnén og Hans Voigt Steffensen. Med var også Palle Fogtdal og daværende kone, Mette Nørby.

 Kurt Faurholm vil blive savnet. Efter at have solgt huset i Solrød flyttede de i lejlighed 100 meter fra min og min kones, og vi er ofte stødt ind i hinanden, når der skulle handles i Meny, lige uden for deres dør. Vi har også flere gange været til store frokoster i deres skønne lejlighed, udsmykket med fornem moderne dansk og international kunst.

 Kurt Faurholm døde 31. maj 2019, 85 år gammel. Han efterlader sig Annelis, datteren Anne Mette, sønnen Jesper og fem børnebørn. Æret være hans minde.

Jørgen Walther arbejder på at færdiggøre Kunstavisen.
 Tekst og fotos: Preben Juul Madsen
Kunstavisen eksisterer fortsat i bedste velgående, har en meget fin hjemmeside.


 Fra Kurt Faurholms bisættelse 7. juni 2019

Kurt kunne godt lide et glas øl, og her kunne hans kolossale humor folde sig ud i fuld flor. Når han og Annelis var i Spanien elskede han at bestille to øl, for tjeneren underforstået en til hver. Når tjeneren så kom med dem, sagde Kurt: Jeg bestilte to glas, men min kone skal jo også have et.
Det er det, forsidebilledet herover er et apropos til.

Ved bisættelsen blev der sunget Se, nu stiger solen af havets skød, Under dine vingers skygge og Dejlig er jorden. Som afslutning havde sønnen Jesper medbragt en lydoptagelse af musikken fra Kurts yndlingsfilm, Once upon a time in the west, på dansk Vestens hårde halse, fra 1970, med Claudia Cardinale, Henry Ford og Charles Bronson. Et ualmindeligt smukt stykke musik af Ennio Morricone. Originalindspildningen varer ca. 30 min. og kan høres her på YouTube, har det interesse.

Jesper fortalte, at han var 12 år gammel, da hans far tog ham med til filmen, som var forbudt for børn. Hvis nogen spørger, hvor gammel du er, så skal du ikke sige noget. Det klarer jeg. Og Jesper kom ind.


Efter bisættelsen var der traktement i Pile Allé 10, hvor Jesper holdt en herlig tale. Hans stemmeføring er helt som faderens og hans humoristiske sans er 100 procent gået i arv fra faderen.
Jesper fortalte fx om engang hans forældre havde været til et eller andet på Charlottenborg, da hans mor, Annelis, pludselig hopper op på et af bordene og begynder at danse og underholde. Herligt, herligt! Der var fest og farver, hvor de to færdedes, ude og hjemme.
Galgenhumor var Kurt også leveringsdygtig i. En dag ringede en af hans børnebørn og spurgte hvordan det gik. Det kunne gå bedre, sagde Kurt. Men jeg har lige sat en annonce i Den Blå Avis, hvor jeg vil sælge min sygdom. Hvis nogen vil have den.

På et tidspunkt, herunder, gjorde Annelis sin søn selskab på "talerstolen" og der blev fyret mange morsomheder af.
Foto: Lotte Seeger.

Det var småt med gæster fra Kunstavisen. Faktisk var der kun undertegnede og Bent Irve, som
Annelis herunder hilser på. Bent er ikke helt oppe på dupperne, er faldet nogle gange, og blev kørt
til bisættelsen af sin søns kone.


Fra Kunstavisens festlige bornholmertur for mange år siden.
Alex Steen er ikke stærkt beruset eller overfalder Kurt.
Det var simpelthen livsfarligt at gå op på dækket, den lille katamaran gyngede, så det
 var en ren fornøjelse. Fotoet viser, hvor svært det var at stå stille, og hvordan man måtte
 støtte hinanden. Fra venstre: Preben Juul Madsen, Kurt Faurholm og Alex Steen.


 Det har altid været en sand fornøjelse at være i selskab med Annelis og Kurt.
Her underholder Annelis ud for et røgeri med sit køkkenrulle-nummer, mens
 Lotte Seeger er ved at dø af grin og Alex Steen fremtvinger et lille smil.


Kurt Faurholms bisættelse
7. juni 2019
Søndermark lille sal
Præsten Birgitte Haahrs tale.

Jeg har fået den betroede opgave at fortælle om Kurt, Kurt Faurholm. Det er ikke nogen helt let opgave, der er meget at sige og det skal balanceres rigtigt. For nok var Kurt en succesfuld forretningsmand, og en meget dygtig og passioneret iværksætter, men hans store rigdom, det meget værdifulde, var noget andet, at han havde Annelis.

De mødte hinanden som ganske unge og startede en samtale som aldrig hørte op, og forhåbentlig fortsætter. Kurt og Annelis har været så forbundne, så enige og har været hinandens bedste venner. Sammen fik de to børn og fem børnebørn, og det var alt sammen Kurts store rigdom, måske beskrevet med hans sidste og runde 85 års fødselsdag, som blev holdt i Tivoli med kun de fem børnebørn. Måske også godt beskrevet med aftensmåltiderne tilbage i tiden, hvor Kurt altid, uanset hvor meget han havde at se til, var der til spisetid og ikke ønskede andet end at sidde med Annelis, med Anne Mette og med Jesper. At hygge sig, have det sjovt og tale sammen.  Anne Mette og Jesper måtte så også prioritere det, ikke noget med kammerater der imens lige kunne være på værelset, så maden kunne sluges i en fart. På den måde satte Kurt nogle rammer og gav sine børn en tryg og god opvækst.

Man kan nemt fortabe sig i de mange forretninger Kurt har haft. Hotel, restauration, ejendomsmæglerfirma, vekselererfirma. Noget med kork, noget med diamanter. Det kunne også være forretninger Kurt lidt tilfældigt kom forbi, som det gav mening at købe, udvikle og sælge. Det var måske mest af alt det Kurt synes var sjovt, sammen med det at sidde med næsen i de regnskaber, som han var en ørn til. Det kommer alt sammen nemt til at fylde for meget, for målet var at være familie, målet var at være lykkelig, målet var at leve et godt liv med dem, han holdt aller mest af. 

Da Kurt blev syg, var han parat til at bide meget i sig for ikke at belaste sin familie unødigt. Han ønskede ikke at være mere dopet af medicin end højst nødvendigt, for han ville stadig livet, også som forfærdelig syg. Han ville den fest, som man må sige det har været. Med herlige fester, sjove sammenkomster og så hans sprudlende humør.

Da jeg selv havde talt med familien og cyklede hjem, var der en enkelt historie, som særlig blev hængende. Den handlede om den humor Kurt fastholdt, også i sin sygdom, som en styrke, måske også som et skjold.  En læge gennemgik på et tidspunkt en forestående operation med alt, hvad den indebar af ubehageligheder. Kurt svarede. Nu har vi hørt om alt det gode. Fortæl os nu også, hvad det dårlige er. Et sådant ordskifte vidner om en styrke og et gåpåmod. Og en helt særlig personlighed.

Der har været meget energi. Der har været meget omsorg. Det har været en del af det usædvanlig gode makkerskab. Det er ikke helt dækkende bare at tale om et meget lykkeligt ægteskab. Det har været et helt usædvanligt parløb, som når Kurt og Annelis optrådte og gjorde hvad de kunne for at en fest også skulle være en fest. Med trylleri, med udklædning og hatte.

Hjemmet har været omdrejningspunkt. Huset i Solrød, dejligt ved vandet. Huset i Spanien, hvor de på et tidspunkt flyttede ned og boede kortvarigt med børnene. Lejligheden også i Spanien, som de kom til at have glæde af i mange år, med gode venner. Lejligheden på Frederiksberg. Deres hjem har været et godt sted at gæste.

Jeg kan ikke tænke andet end at et sådant liv må kalde på en god portion taknemmelighed. Som Annelis sagde, har der været så meget lykke og så meget godt, at den vældige sorg aldrig nogensinde kan overskygge alt det andet.

Kurt var været så givende, så generøs, så favnende, så ordentlig, så forudseende, så gennemsympatisk og i øvrigt ydmyg, at der ikke er grund til andet end også at sige tak.

Det er et meget fantastisk liv han har haft, haft med familien som omdrejningspunkt, familien som også var der omkring ham helt til det sidste.

Meget succesrig i forretninger, men først og fremmest familiemenneske.

 

Kunstnyt.dk
7. juni 2019