Retsmøderne i sagen om kunsttyverier
Frederiksberg ret 2., 9., 17. og 22. marts
samt domsafsigelsen 23. marts 2005

Torsdag den 17. marts 2005 startede vidneafhøringerne i sagen.

Forinden gentog den anklagede kunsthandler sin tilståelse af at have stjålet flere malerier fra Carl-Henning Pedersens hjem på Grundtvigsvej 8B, 4., Frederiksberg. Tre malerier fra samme sted nægtede han dog at have stjålet.

Forsvareren, Hugo Steinmetz, krævede flere tiltaleforhold afvist, da han ikke mente at kunne forsvare sin klient på grund af manglende kendskab til politiets undersøgelser i Sverige og Frankrig. Anklageskriftet var ikke klart nok formuleret, mente forsvareren. Det blev afvist af dommeren, Niels Foldberg, og de to domsmænd.

1. vidne var en langturschauffør, Peter Baaring, som kom helt fra Sydeuropa for at vidne. Han fortalte, at den tiltalte havde pralet med at have stjålet malerier og andet fra Kurt Trampedachs atelier i Baskerlandet. Endvidere, at han havde stjålet skulpturer fra den franske billedhugger Reinhoud i Frankrig. Vidnet havde dog aldrig set nogen af kunstgenstandene. Vidnet fortalte også, at den tiltalte havde fortalt, hvor nemt det var at stjæle. Han fortalte også, at tiltalte havde oplyst, at han havde gemt tyvekosterne på en banegård, da han ikke turde sælge dem med det samme.

Vidnet fortalte, at han selv var blevet kontaktet af politiet og afhørt i et MacDonald-cafeteria som sigtet for medvirken til indbruddet hos Carl-Henning Pedersen, ved blandt andet at have skaffet en låsesmed. Men sigtelsen var frafaldet. Han havde lovet politiet et brev fra den tiltalte, hvis han fik garanti fra politiet om at slippe for tiltale. Der var lidt usikkerhed omkring dette brev, kunne ikke finde det, så det er vel ikke indleveret, sagde han. Han fortalte, at der i brevet ikke stod noget, der var en anklage mod tiltalte. Til Kunstnyt.dk fortalte han i en pause, at han havde været sigtet i 7-8 måneder, og at sigtelsen først for en måneds tid siden var frafaldet. Det fortalte han ikke som vidne.

2. vidne var Kurt Trampedachs bror, Ulrik Trampedach, der fortalte, at hans bror var syg, var manio-depressiv. Vidnet bekræftede, hvad tiltalte tidligere havde fortalt, at han af tiltalte havde købt nogle tegninger af Kurt Trampedach for 12.000 kr., tegninger, man påstod var stjålet fra Trampedachs atelier i Baskerlandet. Ulrik Trampedach fik også tilbudt en skulptur og en maske, som Kurt Trampedach havde erhvervet for flere år siden. Disse to genstande ville tiltalte sælge ham for 60.000 kr., hvilket Ulrik Trampedach afviste. Nogle dage senere sendte tiltalte en fax til Ulrik Trampedach med trusler om at anmelde Kurt Trampedach til Told & Skat for at sælge sin kunst uden om skattevæsenet. Der blev arrangeret et nyt møde, hvor det endte med, at tiltalte forærede Ulrik Trampedach både skulpturen og masken.

Den 24. august 2002 brændte Kurt Trampedachs hus i Baskerlandet. Ulrik Trampedach fortalte, at hans bror mere end et år senere savnede nogle tegninger, masken m.m., og at dette først var anmeldt på dette sene tidspunkt.

Ulrik Trampedach fortalte, at der tre dage før branden, den 21.8. 2002, havde været indbrud i atelieret, men han vidste ikke, om de mange tegninger og masken var stjålet ved denne lejlighed. Forrespurgt af forsvareren, om nogen havde været under mistanke, svarede vidnet nej. Senere fortalte han dog, at en svensker (er vist nordmand), Svante, der boede i området, var blevet set omkring Trampedachs hus umiddelbart før branden. Men han havde åbenbart ikke været under mistanke.

Da forsvareren blev ved at bore i tyveriet af masken, afbrød dommeren ham: »Kan vi ikke blive færdige med den maske?« »Ikke før jeg er færdig«, sagde forsvareren. »Spørg kort«, sagde dommeren. »Nej! Jeg varetager min klients interesserer«, svarede forsvareren. Under det tre retsmøder har der været flere »slagsmål« mellem dommer og forsvarer, der forsvarer sin klient fortræffeligt.

Tiltalte er også anklaget for at have stjålet billeder fra Trampedachs atelier i København. Her kom det frem, at Kurt Trampedach en dag, han havde smækket sig ude, havde lavet et stort hul i muren, så man kunne række en hånd ind og lukke døren op »indefra«. Dette hul forblev urepareret i halvanden måned. »Det var noget lort«, sagde vidnet.

Ulrik Trampedach sluttede af med at sige, at han siden april 2004 har forhandlet sin brors malerier.

3. vidne, Knud Bjarne Christensen, mødte op i arbejdstøj og en plasticpose med planter. Tiltalte havde reflekteret på en avisannonce, hvor vidnet havde tilbudt at låne penge ud. Tiltalte ville låne 150.000 kr. mod pant i fire skulpturer og et maleri, som vidnet ud fra et foto i en kunstbog havde fået Bruun Rasmussen i Århus til at vurdere til 200.000 kr. Vidnet sagde, at tiltalte havde sagt, det var ham selv, der havde malet billedet. Kunstnerens navn blev ikke nævnt under afhøringen, men da der var tale om et maleri af Carl-Henning Pedersen, skulle tiltalte så, hvis vidnets udtalelse var korrekt, have udgivet sig for at være Carl-Henning Pedersen.

Lånet blev ikke til noget, da vidnet følte, tiltalte virkede utroværdig. Kunstbogen, tyk som en telefonbog, sagde vidnet, var tilsendt ham med posten og kostede 45 kr. at sende tilbage, sagde vidnet lidt sur over beløbet. Vidnet havde ikke forstand på kunst, sagde han.

4. vidne var tømrermester Esben Olsen, der var blevet påført et formuetab på 11.700 kr., som han havde lånt tiltalte. Pengene var aldrig betalt tilbage. Tiltalte havde kendskab til, at vidnet havde 600.000 kr. til gode hos en, der var gået fallit. Tiltalte havde så tilbudt at inkassere de 600.000 mod en eller anden procentdel af beløbet. Men det var aldrig blevet til noget, som tiltalte tidligere havde forklaret,  idet Espen Olsen havde medvirket til en politianmeldelse mod tiltalte for ikke at have betalt en hotelregning. Tiltalte havde sagt på hotellet, at han var ansat hos Espen Olsen, og at regningen skulle sendes til ham. Det havde fået hotellet til at indgive politianmeldelse og tiltalte til at sende Espen Olsen et brev, hvori han (ironisk) takkede, fordi denne havde indgivet politianmeldelse

Espen Olsen havde ikke anmeldt tiltalte, og denne havde ikke tilbudt noget i pant for lånet af de 11.700 kr.

5. vidne kom direkte fra Sverige, den kendte Cobra-maler Erik Ortvad, der af anklageren og forsvareren blev tiltalt i De-form, mens dommeren sagde du.

Ortvad blev som det første spurgt, om han kendte tiltalte. »Har jeg mødt ham? Det tror jeg ikke«, sagde han. Det viste sig, at Ortvad kun havde set forsvareren, ikke havde drejet sig så meget, at han kunne se tiltalte. Det var altså forsvareren, han ikke havde set før.

Ortvad forklarede, at han havde mødt tiltalte på Silkeborg Kunstmuseum og at denne havde spurgt, om han kunne købe noget af ham. Det havde Ortvad sagt nej til, hvilket ifølge Ortvad havde gjort tiltalte sur.

Ortvad havde imidlertid inviteret tiltalte til Sverige, hvor han kom og blev en halv times tid. Solgte ham ikke noget, da jeg lever af min pension, sagde Ortvad.

På et tidspunkt ser Ortvad så i et katalog fra Bruun Rasmussen et af sine malerier , som han ikke havde solgt. Det var altså stjålet. Billedet blev trukket ud af auktionen.

Nu opdager Ortved, at han mangler flere billeder og anmelder dem stjålet. Pludselig får han sine malerier igen, nogle af dem kommer tiltalte med, som forklarer, han har købt dem i Belgien. Forsvareren spørger Ortvad: »Undrer De dem ikke over at billederne kom igen?«. »Jo«, sagde Ortvad muntert. »Jeg regner med, det er en verdensbegivenhed!«. Hvilken fik alle 15 i salen til at more sig højlydt. »Det var helt rørende, at han kom helt fra Belgien med de seks af billederne«, fortsatte Ortvad og fortalte, han havde foræret tiltalte et en akvarel og en tegning som findeløn og gav ham lov til at købe et maleri til 20.000 kr. Maleriet ville Ortvad også have foræret ham, men det ville han ikke tage imod.

Hvad der fik tiltalte, som havde meget små indtægter, til at købe 12 stjålne malerier og forære Ortvad dem, må betragtes som meget besynderligt. Det kan vel kun tolkes som dårlig samvittighed.

6. vidne, indkaldt af forsvaret og dagens sidste, var Kurt Trampedachs ekskone, Sofie Aller (gift 1999, separeret 2002). Hun fortalte, at hun havde forladt huset i Baskerlandet mellem 7. og 12. juni 2002, et par måneder før branden. Forsvarsadvokaten pointerede kraftigt over for hende, at hun ikke var anklaget for noget som helst, hvilket han dog tidligere mente ikke kunne udelukkes, da hun havde opholdt sig i huset kort før branden, og som den sidste efter Kurt Trampedach var rejst hjem.

Sofie Aller forklarede, hvad hun havde taget med hjem, og selv om det ikke helt stemte overens med det, hun tidligere havde opgivet, gav det ikke grund til mistanke hos forsvareren. Det var mest de mange tegninger, tiltalte var anklaget for at have stjålet, der havde hans interesse. Men intet tydede på, hun kendte noget til dem. Hun vidste dog, at hendes eksmand havde et stort antal tegninger liggende i huset. Hun havde talt med det franske politi, men var ikke på noget tidspunkt sigtet. Hun kendte ikke tiltalte, havde heller aldrig hørt om ham.

Dagens retsmøde sluttede med, at forsvarsadvokaten ønskede Kurt Trampedach ført som vidne, og at anklageren lovede at ringe til ham i Baskerlandet, hvor han i øjeblikket befinder sig. Men hun stillede sig meget tvivlende, om han ville komme.

Næste retsmøde blev fastsat til tirsdag den 22. marts kl. 9:30, hvor flere vidner skal afhøres.

Kunstnyt.dk
17. marts 2005

Retsmødet 22. marts 2005

Retsmødet startede med, at der blev fremlagt lægeerklæring fra Kurt Trampedachs læge, Flemming Bjørndahl, Hundige, om at det kunne få alvorlige følger for Trampedachs forsøg på at blive rask, hvis han skulle møde som vidne. Forsvareren undrede sig over denne sygemelding, da Trampedach få dage forinden i en tv-optagelse (sendt 21.3. 2005) virkede frisk. Lægen havde ikke tilset Trampedach, som forsat var i Sydfrankrig, men udelukkende skrevet sygemeldingen udfra en samtale med Trampedach og dennes bror, Ulrik Trampedach, der var tilhører, og på dommerens opfordring forklarede om forløbet

1. vidne var kunsthandler Kurt Beckmann Poulsen, St. Kongengade 3 i København. Han var, i lighed med vidnet, Peter Baaring, tidligere sigtet i sagen, men sigtelsen frafaldet. Beckman forklarede, at han havde kendt tiltalte gennem 8-10 år og bl.a. købt et par malerier af ham af Erik Ortvad, det ene solgt videre til en kunde på Fyn, som solgte det på www.lauritz.com. Erindrede ikke, at han havde afleveret det andet til salg hos Bruun Rasmussen, selv om der forelå en kvittering fra auktionshuset. Kunne ikke huske billedet, selv om han fik et foto forelagt af det. Dommeren afbrød forsvareren, da denne borede i Bechmans forklaring om de to billeder, hvilket fik forsvareren til at protestere over for dommerens afbrydelser. Det afviste dommeren og forklarede, at forsvarerens afhøring forvirrede vidnet. Beckman havde også af tiltalte købt tre malerier af Carl-Henning Pedersen, men undersøgte ikke, hvor de kom fra.

2. vidne var advokat Erik Stæhr-Hansen fra advokatfirmaet Jonas Bruun, som varetager Carl-Henning Pedersens interesser. Han fortalte, at han ikke var på sagen fra starten, men oplyste, at tiltalte var i besiddelse af det stjålne maleri, The Dog Star, som han fortalte var i Belgien og at han kunne fremskaffe det mod, at Carl-Henning Pedersen betalte 190.000 kr. Det afviste advokatfirmaet.

Stæhr-Hansen ville ikke, som den eneste hidtil, have vidnegodtgørelse.

3. vidne var direktør Peter Blom, Otterup, der ifølge anklageskriftet ville have risikeret et formuetab på 150.000 kr., hvis han havde lånt tiltalte dette beløb og fået det stjålne maleri, The Dog Star, som pant. Men Peter Blom mistede ikke de 150.000 kr., da lånet blev afvist.

Meget af dagen gik med at fastsætte værdien af de ting, tiltalte var anklaget for at have stjålet. Fra Galerie Asbæk havde man fået opgivet 450.000 kr. for The Dog Star, 145x206 cm, 250.000 kr. pr. styk for de lidt mindre, 80x102 cm samt 40.000 kr. stykket for akvareller.

Forsvaret havde ønsket Kurt Trampedach som vidne, og da han ikke dukkede op, kom talen ind på en udsættelse af sagen og tvinge Trampedach til at vidne.

Efter en samtale med tiltalte tilbød forsvareren at se bort fra Trampedach som vidne mod at dokumentere ud fra politiafhøringen af Kurt Trampedach, hvilket anklageren gik med til. Hun ville så gøre det samme med vidneafhøring af Reinhoud og dokumentere ud fra politirapporten.

Derpå læste forsvareren hele politirapporten op vedrørende afhøringen af Trampedach, hvilken var én stor anklage fra Trampedachs side mod alle andre end netop den tiltalte. Der blev sat navne på den person, Trampedach mente havde påsat branden i København og hvem der havde stjålet mange ting fra ham. Men på intet tidspunkt blev tiltalte anklaget af Trampedach. Så meget tydede på, det var et godt »bytte« for forsvaret at lade Trampedach blive i Baskerlandet..

Anklageren læste så politirapporten op vedr. Reinhoud, der åbenbart havde så lidt overblik over sine arbejder i atelieret, at han ikke vidste om noget var stjålet.

Mødet sluttede med forsvarerens oplæsning af personlige oplysninger om tiltaltes barndom, opvækst m.m. På et tidspunkt under oplæsningen forlod tiltalte pludselig stærkt bevæget retslokalet (skarpt fulgt af de to betjente, der havde ledsaget ham fra Vestre Fængsel). Tilbage i lokalet fortalte tiltalte, at han fik det dårligt, da hans mor blev nævnt.

Procedure og dom 23. marts 2005.

Dømt skyldig i 11 af de 13 anklagepunkter, dog frifundet for enkelte forhold i et par af de anklageforhold, han blev dømt for..

Dommen lød på fængsel i to år og seks måneder.

www.kunstnyt.dk
22. marts 2005