Frederiksberg ret
I snestorm startede 2. marts
2005 sagen mod en 45-årig kunsthandler for at have stjålet
en række kunstværker af Carl-Henning Pedersen, Erik Ortvad, Kurt
Trampedach og den belgiske billedhugger Reinhoud.
13 punkter indeholder anklageskriftet, heraf enkelte for ikke at have
betalt for hotelophold.
Den sigtede har siden 8. maj 2004 siddet varetægtsfængslet og blev
fremstillet under bevogtning af to betjente.
Gentagne gange havde anklagede problemer med at svare på anklagerens
præcise spørgsmål. Han nægter sig skyldig i alle forhold, undtagen
et enkelt, hvor et maleri blev stjålet fra Carl-Henning Pedersens
lejlighed på Frederiksberg. Det var også svært at komme uden om, da
han mere eller mindre blev taget på fersk gerning.
Der var i alt afsat 5 retsmøder, og 12-14 personer skulle afhøres.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.
Retsmødet 9. marts 2005:
Efter afhøringen af den sigtede, ser sagen ud til at smuldre
vedrørende flere af anklagerne for tyveri af kunstværker fra Kurt
Trampedach. Den sigtede er således anklaget for at have stjålet et
maleri og fem antikke (ikke antikvariske, som der står i
anklageskriftet) indianske sten samt diverse perler. Men tingene blev
først anmeldt stjålet halvandet år senere, og er aldrig fundet i
sigtedes besiddelse. Og det kom frem under afhøringen, at ved siden af
døren ind til Trampedachs atelier i København, hvor tyveriet skulle
have fundet sted, var et stort hul, så enhver kunne række en arm ind
og lukke døren op »indefra«.
Kunsthandleren er også sigtet for ikke at have betalt for tre
hotelophold. »Hvorfor har du ikke det?«, spurgte anklageren, hvortil
sigtede for et af forholdene svarede, at han ikke kunne finde
receptionen. I et andet tilfælde ville han ikke vente en halv time på
at komme til at betale, sagde han.
Da anklageren spurgte: »Hvorfor betalte du så ikke efterfølgende«,
svarede han, at det var et ledende spørgsmål. »Det er ikke ledende«,
brød dommeren ind. Tilstede i retten var en kvinde fra et af de tre
hoteller, i Hillerød, som afleverede et krav om tilgodehavende
på kr. 3.965, 50 for logi, telefon og minibar.
Næste retsmøde er 22.3., hvor blandt andre Carl-Henning Pedersens
kone, fotografen Sidsel Ramson skal afhøres. Carl-Henning Pedersen selv
er ikke indkaldt som vidne.
Torsdag den 17. marts 2005 startede
vidneafhøringerne i sagen.
Forinden gentog den anklagede kunsthandler sin tilståelse af at have
stjålet flere malerier fra Carl-Henning Pedersens hjem på
Grundtvigsvej 8B, 4., Frederiksberg. Tre malerier fra samme sted
nægtede han dog at have stjålet.
Forsvareren, Hugo Steinmetz, krævede flere tiltaleforhold afvist, da
han ikke mente at kunne forsvare sin klient på grund af manglende
kendskab til politiets undersøgelser i Sverige og Frankrig.
Anklageskriftet var ikke klart nok formuleret, mente forsvareren. Det
blev afvist af dommeren, Niels Foldberg, og de to domsmænd.
1. vidne var en langturschauffør, Peter Baaring, som kom
helt fra Sydeuropa for at vidne. Han fortalte, at den tiltalte havde
pralet med at have stjålet malerier og andet fra Kurt Trampedachs
atelier i Baskerlandet. Endvidere, at han havde stjålet skulpturer fra
den franske billedhugger Reinhoud i Frankrig. Vidnet havde dog aldrig
set nogen af kunstgenstandene. Vidnet fortalte også, at den tiltalte
havde fortalt, hvor nemt det var at stjæle. Han fortalte også, at
tiltalte havde oplyst, at han havde gemt tyvekosterne på en banegård,
da han ikke turde sælge dem med det samme.
Vidnet fortalte, at han selv var blevet kontaktet af politiet og afhørt
i et MacDonald-cafeteria som sigtet for medvirken til indbruddet hos
Carl-Henning Pedersen, ved blandt andet at have skaffet en låsesmed.
Men sigtelsen var frafaldet. Han havde lovet politiet et brev fra den
tiltalte, hvis han fik garanti fra politiet om at slippe for tiltale.
Der var lidt usikkerhed omkring dette brev, kunne ikke finde det, så
det er vel ikke indleveret, sagde han. Han fortalte, at der i brevet
ikke stod noget, der var en anklage mod tiltalte. Til Kunstnyt.dk
fortalte han i en pause, at han havde været sigtet i 7-8 måneder, og
at sigtelsen først for en måneds tid siden var frafaldet. Det fortalte
han ikke som vidne.
2. vidne var Kurt Trampedachs bror, Ulrik Trampedach, der
fortalte, at hans bror var syg, var manio-depressiv. Vidnet bekræftede,
hvad tiltalte tidligere havde fortalt, at han af tiltalte havde købt
nogle tegninger af Kurt Trampedach for 12.000 kr., tegninger, man
påstod var stjålet fra Trampedachs atelier i Baskerlandet. Ulrik
Trampedach fik også tilbudt en skulptur og en maske, som Kurt
Trampedach havde erhvervet for flere år siden. Disse to genstande ville
tiltalte sælge ham for 60.000 kr., hvilket Ulrik Trampedach afviste.
Nogle dage senere sendte tiltalte en fax til Ulrik Trampedach med
trusler om at anmelde Kurt Trampedach til Told & Skat for at sælge
sin kunst uden om skattevæsenet. Der blev arrangeret et nyt møde, hvor
det endte med, at tiltalte forærede Ulrik Trampedach både skulpturen
og masken.
Den 24. august 2002 brændte Kurt Trampedachs hus i Baskerlandet.
Ulrik Trampedach fortalte, at hans bror mere end et år senere savnede
nogle tegninger, masken m.m., og at dette først var anmeldt på dette
sene tidspunkt.
Ulrik Trampedach fortalte, at der tre dage før branden, den 21.8. 2002,
havde været indbrud i atelieret, men han vidste ikke, om de mange
tegninger og masken var stjålet ved denne lejlighed. Forrespurgt af
forsvareren, om nogen havde været under mistanke, svarede vidnet nej.
Senere fortalte han dog, at en svensker (er vist nordmand), Svante, der
boede i området, var blevet set omkring Trampedachs hus umiddelbart
før branden. Men han havde åbenbart ikke været under mistanke.
Da forsvareren blev ved at bore i tyveriet af masken, afbrød dommeren
ham: »Kan vi ikke blive færdige med den maske?« »Ikke før jeg er
færdig«, sagde forsvareren. »Spørg kort«, sagde dommeren. »Nej!
Jeg varetager min klients interesserer«, svarede forsvareren. Under det
tre retsmøder har der været flere »slagsmål« mellem dommer og
forsvarer, der forsvarer sin klient fortræffeligt.
Tiltalte er også anklaget for at have stjålet billeder fra Trampedachs
atelier i København. Her kom det frem, at Kurt Trampedach en dag, han
havde smækket sig ude, havde lavet et stort hul i muren, så man kunne
række en hånd ind og lukke døren op »indefra«. Dette hul forblev
urepareret i halvanden måned. »Det var noget lort«, sagde vidnet.
Ulrik Trampedach sluttede af med at sige, at han siden april 2004 har
forhandlet sin brors malerier.
3. vidne, Knud Bjarne Christensen, mødte op i arbejdstøj og en
plasticpose med planter. Tiltalte havde reflekteret på en avisannonce,
hvor vidnet havde tilbudt at låne penge ud. Tiltalte ville låne
150.000 kr. mod pant i fire skulpturer og et maleri, som vidnet ud fra
et foto i en kunstbog havde fået Bruun Rasmussen i Århus til at
vurdere til 200.000 kr. Vidnet sagde, at tiltalte havde sagt, det var
ham selv, der havde malet billedet. Kunstnerens navn blev ikke nævnt
under afhøringen, men da der var tale om et maleri af Carl-Henning
Pedersen, skulle tiltalte så, hvis vidnets udtalelse var korrekt, have
udgivet sig for at være Carl-Henning Pedersen.
Lånet blev ikke til noget, da vidnet følte, tiltalte virkede
utroværdig. Kunstbogen, tyk som en telefonbog, sagde vidnet, var
tilsendt ham med posten og kostede 45 kr. at sende tilbage, sagde vidnet
lidt sur over beløbet. Vidnet havde ikke forstand på kunst, sagde han.
4. vidne var tømrermester Esben Olsen, der var blevet
påført et formuetab på 11.700 kr., som han havde lånt tiltalte.
Pengene var aldrig betalt tilbage. Tiltalte havde kendskab til, at
vidnet havde 600.000 kr. til gode hos en, der var gået fallit. Tiltalte
havde så tilbudt at inkassere de 600.000 mod en eller anden procentdel
af beløbet. Men det var aldrig blevet til noget, som tiltalte tidligere
havde forklaret, idet Espen Olsen havde medvirket til en
politianmeldelse mod tiltalte for ikke at have betalt en hotelregning.
Tiltalte havde sagt på hotellet, at han var ansat hos Espen Olsen, og
at regningen skulle sendes til ham. Det havde fået hotellet til at
indgive politianmeldelse og tiltalte til at sende Espen Olsen et brev,
hvori han (ironisk) takkede, fordi denne havde indgivet politianmeldelse
Espen Olsen havde ikke anmeldt tiltalte, og denne havde ikke tilbudt
noget i pant for lånet af de 11.700 kr.
5. vidne kom direkte fra Sverige, den kendte Cobra-maler Erik
Ortvad, der af anklageren og forsvareren blev tiltalt i De-form,
mens dommeren sagde du.
Ortvad blev som det første spurgt, om han kendte tiltalte. »Har jeg
mødt ham? Det tror jeg ikke«, sagde han. Det viste sig, at Ortvad kun
havde set forsvareren, ikke havde drejet sig så meget, at han kunne se
tiltalte. Det var altså forsvareren, han ikke havde set før.
Ortvad forklarede, at han havde mødt tiltalte på Silkeborg
Kunstmuseum og at denne havde spurgt, om han kunne købe noget af ham.
Det havde Ortvad sagt nej til, hvilket ifølge Ortvad havde gjort
tiltalte sur.
Ortvad havde imidlertid inviteret tiltalte til Sverige, hvor han kom og
blev en halv times tid. Solgte ham ikke noget, da jeg lever af min pension,
sagde Ortvad.
På et tidspunkt ser Ortvad så i et katalog fra Bruun Rasmussen et af
sine malerier , som han ikke havde solgt. Det var altså stjålet.
Billedet blev trukket ud af auktionen.
Nu opdager Ortved, at han mangler flere billeder og anmelder dem
stjålet. Pludselig får han sine malerier igen, nogle af dem kommer
tiltalte med, som forklarer, han har købt dem i Belgien. Forsvareren
spørger Ortvad: »Undrer De dem ikke over at billederne kom igen?«.
»Jo«, sagde Ortvad muntert. »Jeg regner med, det er en
verdensbegivenhed!«. Hvilken fik alle 15 i salen til at more sig
højlydt. »Det var helt rørende, at han kom helt fra Belgien med de
seks af billederne«, fortsatte Ortvad og fortalte, han havde foræret
tiltalte et en akvarel og en tegning som findeløn og gav ham lov til at
købe et maleri til 20.000 kr. Maleriet ville Ortvad også have foræret
ham, men det ville han ikke tage imod.
Hvad der fik tiltalte, som havde meget små indtægter, til at købe 12
stjålne malerier og forære Ortvad dem, må betragtes som meget
besynderligt. Det kan vel kun tolkes som dårlig samvittighed.
6. vidne, indkaldt af forsvaret og dagens sidste, var Kurt
Trampedachs ekskone, Sofie Aller (gift 1999, separeret 2002). Hun
fortalte, at hun havde forladt huset i Baskerlandet mellem 7. og 12.
juni 2002, et par måneder før branden. Forsvarsadvokaten pointerede
kraftigt over for hende, at hun ikke var anklaget for noget som helst,
hvilket han dog tidligere mente ikke kunne udelukkes, da hun havde
opholdt sig i huset kort før branden, og som den sidste efter Kurt
Trampedach var rejst hjem.
Sofie Aller forklarede, hvad hun havde taget med hjem, og selv om det
ikke helt stemte overens med det, hun tidligere havde opgivet, gav det
ikke grund til mistanke hos forsvareren. Det var mest de mange
tegninger, tiltalte var anklaget for at have stjålet, der havde hans
interesse. Men intet tydede på, hun kendte noget til dem. Hun vidste
dog, at hendes eksmand havde et stort antal tegninger liggende i huset.
Hun havde talt med det franske politi, men var ikke på noget tidspunkt
sigtet. Hun kendte ikke tiltalte, havde heller aldrig hørt om ham.
Dagens retsmøde sluttede med, at forsvarsadvokaten ønskede Kurt
Trampedach ført som vidne, og at anklageren lovede at ringe til ham i
Baskerlandet, hvor han i øjeblikket befinder sig. Men hun stillede sig
meget tvivlende, om han ville komme.
Næste retsmøde blev fastsat til tirsdag den 22. marts kl. 9:30, hvor
flere vidner skal afhøres.
Kunstnyt.dk
17. marts 2005
Retsmødet 22. marts 2005
Retsmødet startede med, at der blev fremlagt lægeerklæring fra
Kurt Trampedachs læge, Flemming Bjørndahl, Hundige, om at det
kunne få alvorlige følger for Trampedachs forsøg på at blive rask,
hvis han skulle møde som vidne. Forsvareren undrede sig over denne
sygemelding, da Trampedach få dage forinden i en tv-optagelse (sendt
21.3. 2005) virkede frisk. Lægen havde ikke tilset Trampedach, som
forsat var i Sydfrankrig, men udelukkende skrevet sygemeldingen udfra en
samtale med Trampedach og dennes bror, Ulrik Trampedach, der var
tilhører, og på dommerens opfordring forklarede om forløbet
1. vidne var kunsthandler Kurt Beckmann Poulsen, St.
Kongengade 3 i København. Han var, i lighed med vidnet, Peter
Baaring, tidligere sigtet i sagen, men sigtelsen frafaldet. Beckman
forklarede, at han havde kendt tiltalte gennem 8-10 år og bl.a. købt
et par malerier af ham af Erik Ortvad, det ene solgt videre til en kunde
på Fyn, som solgte det på www.lauritz.com.
Erindrede ikke, at han havde afleveret det andet til salg hos Bruun
Rasmussen, selv om der forelå en kvittering fra auktionshuset. Kunne
ikke huske billedet, selv om han fik et foto forelagt af det. Dommeren
afbrød forsvareren, da denne borede i Bechmans forklaring om de to
billeder, hvilket fik forsvareren til at protestere over for dommerens
afbrydelser. Det afviste dommeren og forklarede, at forsvarerens
afhøring forvirrede vidnet. Beckman havde også af tiltalte købt tre
malerier af Carl-Henning Pedersen, men undersøgte ikke, hvor de kom
fra.
2. vidne var advokat Erik Stæhr-Hansen fra advokatfirmaet Jonas Bruun, som varetager Carl-Henning Pedersens
interesser. Han fortalte, at han ikke var på sagen fra starten, men
oplyste, at tiltalte var i besiddelse af det stjålne maleri, The Dog
Star, som han fortalte var i Belgien og at han kunne fremskaffe det mod,
at Carl-Henning Pedersen betalte 190.000 kr. Det afviste advokatfirmaet.
Stæhr-Hansen ville ikke, som den eneste hidtil, have vidnegodtgørelse.
3. vidne var direktør Peter Blom, Otterup, der ifølge
anklageskriftet ville have risikeret et formuetab på 150.000 kr., hvis
han havde lånt tiltalte dette beløb og fået det stjålne maleri, The
Dog Star, som pant. Men Peter Blom mistede ikke de 150.000 kr., da
lånet blev afvist.
Meget af dagen gik med at fastsætte værdien af de ting, tiltalte
var anklaget for at have stjålet. Fra Galerie Asbæk havde man fået
opgivet 450.000 kr. for The Dog Star, 145x206 cm, 250.000 kr. pr. styk
for de lidt mindre, 80x102 cm samt 40.000 kr. stykket for akvareller.
Forsvaret havde ønsket Kurt Trampedach som vidne, og da han ikke
dukkede op, kom talen ind på en udsættelse af sagen og tvinge
Trampedach til at vidne.
Efter en samtale med tiltalte tilbød forsvareren at se bort fra
Trampedach som vidne mod at dokumentere ud fra politiafhøringen af Kurt
Trampedach, hvilket anklageren gik med til. Hun ville så gøre det
samme med vidneafhøring af Reinhoud og dokumentere ud fra
politirapporten.
Derpå læste forsvareren hele politirapporten op vedrørende
afhøringen af Trampedach, hvilken var én stor anklage fra Trampedachs
side mod alle andre end netop den tiltalte. Der blev sat navne på den
person, Trampedach mente havde påsat branden i København og hvem der
havde stjålet mange ting fra ham. Men på intet tidspunkt blev tiltalte
anklaget af Trampedach. Så meget tydede på, det var et godt »bytte«
for forsvaret at lade Trampedach blive i Baskerlandet..
Anklageren læste så politirapporten op vedr. Reinhoud, der åbenbart
havde så lidt overblik over sine arbejder i atelieret, at han ikke
vidste om noget var stjålet.
Mødet sluttede med forsvarerens oplæsning af personlige oplysninger
om tiltaltes barndom, opvækst m.m. På et tidspunkt under oplæsningen
forlod tiltalte pludselig stærkt bevæget retslokalet (skarpt fulgt af
de to betjente, der havde ledsaget ham fra Vestre Fængsel). Tilbage i
lokalet fortalte tiltalte, at han fik det dårligt, da hans mor blev
nævnt.
Procedure og dom 23. marts 2005.
Dømt skyldig i 11 af de 13 anklagepunkter, dog frifundet for enkelte
forhold i et par af de anklageforhold, han blev dømt for..
Dommen lød på fængsel i to år og seks måneder.
www.kunstnyt.dk
22. marts 2005
|