I begyndelsen af 1974 var han pludselig forsidestof i aviserne, men nok ikke på en måde, der bekom ham helt vel. Skriverierne handlede nemlig om svindel, om plagiater af hans malerier naturligvis påsat falske signaturer. Egentlig startede det hele indirekte med en Folmer Bendtsen-forfalskning, der var fundet i en kunsthandel i Vester Voldgade i København. Billedet blev sporet tilbage til en maler og kunsthandler, Jørgen Hjortberg, der fortalte politiet, at han havde byttet sig til det på en villavej, hvor han havde mødt en ukendt mand, der gik rundt med billedet. Det lød jo meget sandsynligt, og da det kan være svært at spore ukendte mænd, der går rundt på villaveje med falske Folmer Bendtsen-malerier, så stoppede politiet efterforskningen, men kom ad omveje i forbindelse med Karms.

Hjortberg, der var kendt som en habil kopist og malede under flere pseudonymer, bl.a. Flemming Rindom, Jarlø, J.E. Brogård og J. Krohn, blev senere indkaldt som vidne i Karms-sagen. Her udtalte han bl.a., at han kunne lave et maleri i stil med Karms på et par timer. Og meget bedre.

Thulin, som nægtede sig skyldig i anklagerne, forklarede i retten, at han gennem flere år havde købt malerier af Karms og en overgang havde kontrakt om eneret til køb. Han oplyste endvidere, at han holdt salgsudstillinger over hele Sjælland og leverede malerier i udvalg til kunsthandlere, som han i udstrakt grad byttede billeder med. Leverede han billeder i udvalg, noterede han kunsthandlernes navn på en papirlap, som han tilintetgjorde, når handelen var afsluttet. Hos Karms fik han sjældent kvittering, men skrev selv disse med Karms' navn, som han kalkerede fra en tidligere kvittering. Det havde Karms givet ham lov til, sagde han. Han førte ikke bog over indkøbene fra Karms. Thulin forklarede videre, at han havde erstattet alle de billeder, som Karms havde erklæret falske, men at han ikke havde været i stand til at se forskel på billederne. Da politiet kom ind i sagen, havde han otte billeder stående signeret Karms, som han brændte, men han vidste ikke, om de var falske. Denne handling kaldte Thulins advokat, Søren Søltoft Madsen, for en panikhandling!

Bedrageriafdelingen på Københavns politigård og Rigspolitichefens tekniske afdeling gjorde en fortræffelig indsats i Karms-sagen. Ved sammenligninger med billeder Karms stillede til rådighed og de af Karms erklærede falske, påvistes en klar forskel både i malemåde og vedrørende signaturerne. Også Billedkunstskolernes farvetekniske laboratorium ved Kunstakademiet erklærede, at "det tydeligt fremgår, at der er tale om to forskellige malemåder" og henviste samtidig til politiets "egen undersøgelse, der er meget grundigt udført".

Når politiet og Kunstakademiet taler om "to forskellige malemåder", så kan det naturligvis kun forstås derhen, at det ikke er samme person, der har malet billederne, da man har svært ved at forestille sig, at samme person anvender to markant forskellige malemåder til at male samme type motiver. I erklæringen fra Akademiet skete det højst besynderlige, at selve oplysningerne om de tekniske undersøgelser var skrevet af én person, lektor Fenge-Hansen, mens en afsluttende "konklusion" på tre linjer var formuleret af professor ved Akademiet, maleren Ole Schwalbe, med følgende ordlyd: "På grundlag af det foreliggende materiale ser Billedkunstskolerne sig ikke i stand til at afgøre, hvorvidt de undersøgte billeder skyldes to forskellige ophavsmænd"

En konklusion, som er i direkte modstrid med resultatet af undersøgelserne. Men hvorfor? Måtte Allan Karms, der jo ikke tilhørte "parnasset", for enhver pris ikke få ret?

Dommen fik Karms' advokat, Niels-Ulrik Kopp, til at fare i blækhuset og skrive til vicepolitimester Ole Nørgaard, at han fandt dommen 100% forkert. Hans argument var: 1) at Akademiets tekniske undersøgelser klart gjorde gældende, at der var tale om to malemåder, underforstået to ophavsmænd. 2) at anklagemyndigheden havde begået en fejl ved at føre de kunsthandlere, der havde solgt de af Karms erklærede falske malerier, som vidner. Man burde på forhånd have vidst, at disse ikke ville erkende at have solgt falske billeder. 3) at retten har taget fejl vedrørende maleri nr. 21, idet Karms har udtalt, at der af andre er blevet rettet væsentligt på billedet, hvorfor politiets erklæring om, at det er falsk, virker naturlig. Endvidere fremførte advokat Kopp, at det forekom urimeligt, at denne lille divergens ud af 73 malerier kunne bevirke, at politiets erklæring i sin helhed blev tilsidesat.

Anklagemyndigheden, repræsenteret ved statsadvokat Erik Merlung, kunne tilsyneladende heller ikke lide dommen, som ankedes til Landsretten. Men så langt nåede den aldrig. Den 22. august 1977 frafaldt anklagemyndigheden anken uden begrundelse, og trods flere henvendelser både til Merlung og rigsadvokat Per Lindegaard, lykkedes det ikke at få nogen begrundelse. Samtidig besluttede anklagemyndigheden at udlevere billederne til ejermændene, heriblandt Thulin, med følgende tekst stemplet på bagsiden: "Det oplyses herved, at dette maleris ægthed under en straffesag er blevet draget i tvivl, og Allan Karms forklarede under sagen, at han ikke har malet det".