gauguin.dk bedrager sine kunder
Sælger værdiløse Picasso-reproduktioner med falske signaturer,
som gauguin.dk påstår er ægte



Billedet herover er købt hos gauguin.dk for 2.500 kr. i hammerslag. Med salær og afgift til Copydan
i alt kr. 3.275,00 (se regningen længere nede). Der er ikke tale om en litograf men om en reproduktion, et tryk,
fra Vollard Suiten, som Picasso udførte i begundelsen af 1930erne bestående af 100 forskellige motiver.
De originale er meget sjældne og derfor kostbare, et enkelt af de bedste blade kan koste omkring én mio. kr.
Hele serien er for en del år siden solgt for 6 mio. kr. Markedet flyder med værdiløse reproduktioner
af disse billeder, som kunstsvindlere har sat falske signaturer på. Ingen af dem er originalt signeret af Picasso.


Øverst til højre på billedet ses en lidt ulæselig tekst. Spejlvender man den, som det ses herover, kommer
teksten Paris 27 mars x x x ׀׀׀ frem. Der står ganske enkelt, at Picasso udførte denne etching
i Paris 27 marts 33 (1933). Når teksten forekommer spejlvendt på det originale fra 1933, skyldes det, at
Picasso i originalpladen har ridset selve motivet spejlvendt for at få det vendt rigtigt ved trykningen.
Men da Picasso ikke har ridset den lille tekst spejlvendt, som selve motivet, forekommer den naturligvis
spejlvendt under trykningen. Det ses ofte på grafiske arbejder af Picasso, men også hos andre kunstnere.
(Apropos spejlvendt, så tænker ikke alle over, at står man foran spejlet,
ser man faktisk en »forfalsket« gengivelse af en selv. Løfter man fx højre arm,
vil man i spejlet se, at det er »venstre« hånd der løftes).

gauguin.dk har flere gange haft andre Picasso-motiver fra Vollard Suiten til salg, alle
sammen »ægte« Picasso-motiver, men alle falsk signeret Picasso. Sælger man disse værdiløse
reproduktioner som ægte, originalt signeret Picasso, så er der simpelthen tale om svindel.
I påsken 2006 havde gauguin.dk tre andre af disse falske billeder under hammeren.
Se mere om dem her

Endvidere henvises til brev fra Picasso Administration, der klart tager afstand
fra disse tryk/reproduktioner fra Vollard Suiten alle falsk signeret Picasso.

kunstnyt.dk har af køberen fået tilladelse til at offentliggøre
vedkommendes køb af ovenstående »Picasso«
samt hans korrespondance med gauguin.dk

Fra: niels andersen
Sendt: 13. april 2006 12:05
Til: aarhus@gauguin.dk
Emne: Køb af falsk Picasso lito.?

Vedr. lot 63670 købt 17/1-06
Der er sået tvivl om hvorvidt signaturen på litografiet er ægte. Vil I
stadig fastholde at signaturen er ægte? Såfremt I mener at signaturen er
ægte, vil jeg gerne bede om dokumentation.
Hører jeg ikke fra Jer inden udgangen af april 2006, vil jeg overgive sagen
til politiet.

Fra: Gauguin Århus
Dato: 13. april 2006 15:26:38
Til: "niels andersen"
Emne: SV: Køb af falsk Picasso lito.?

Til Niels Andersen !

Jeg mener ikke vi har korresponderet om denne sag før, så jeg forstår ikke
at du anfører: ”Vil I stadig fastholde….”

Vor beskrivelse af billedet var som anført nedenfor:

Pablo Picasso (1881-1973) - CD Litografi på kunstpapir. Fra SUITE VOLLARD.
Trykt i Tyskland 1956.
Sign. med blyant/kridt Picasso. Ark: 28x21 cm.

Altså anfører vi at signeringen er med navnet Picasso, men ikke at dette er
sket af Picasso.

Et ægthedscertifikat er så dyrt, at prisen for et tilsvarende litografi med
certifikat vil ligge omkring kr. 30.000,-, medens litografier uden
certifikat sælges i udlandet til omkring kr.5.000,-.

Altså mener vi ikke, at der er forskel mellem beskrivelse og det købte
billede.

Mener du, at der foreligger en reklamation omkring dette forhold, anføres i
vore almindelige salgsbetingelser, at du har udvidet returret på 2 år fra
købet, såfremt reklamationen vedrører ægthed.

Håber dette er et fuldt uddybende svar på din korte mail.

Med venlig hilsen
Gauguin Århus
Poul Kjærgaard
70 10 41 31 (8-12 hverdage)

kunstnyt.dk. Kommentar:
Billedet sælges helt klart som originalt signeret af Picasso. Beskrivelsen: Sign. med blyant/kridt Picasso
er naturligvis underforstået originalt signeret af Picasso. Er det ikke ham, der har signeret, skal det
selvfølgelig fremgå af beskrivelsen.
At et certifikat koster kr. 30.000 er det rene vrøvl. Enhver med professionel indsigt i Picassos
arbejder ved, at ingen af disse tryk efter Vollard Suiten er signerede af Picasso, hvorfor et certifikat
er helt overflødigt. Det er noget gauguin.dk og andre auktionshuse har pligt til at vide. Og for gauguin.dks
vedkommende er de bekendt med kendgerningerne.

Fra: niels andersen
Sendt: 14. april 2006 09:22
Til: aarhus@gauguin.dk
Emne: RE: SV: Køb af falsk Picasso lito.?

Til Poul Kjærgaard.

Må jeg lige minde dig på den titel I solgte lottet under:

Pablo Picasso (1881-1973) - Sign. lito fra SUITE VOLLARD CD

Rigtig nok har vi ikke skrevet sammen før. Vi talte sammen, da jeg
afhentede litografiet. Jeg spurgte til signaturens ægthed. Den var du sikker
på var ægte, hvilket du nævnte stod i overskriften og citat fra dig: "du kan
komme efter mig, hvis den er falsk"

Fra: Gauguin Århus
Dato: 14. april 2006 13:24:12
Til: "niels andersen"
Emne: SV: SV: Køb af falsk Picasso lito.?
Hej Niels Andersen !
Jeg kan desværre ikke huske samtalen i forbindelse med udleveringen. Men er
det ikke det samme jeg skriver til dig nu.
Ingen titel eller overskrift er fuldgyldig for den faktiske beskrivelse -
ligesom avisoverskrifter.
Mvh
Gauguin
Poul Kjærgaard.

kunstnyt.dk. Kommentar:
Her tilstår Poul Kjærgaard, gauguin.dk, at deres beskrivelser af det de sælger
ikke behøver at være sandt. Ubegribeligt, man kan føre forretning på den måde.

Fra: niels andersen
Sendt: 14. april 2006 16:41
Til: aarhus@gauguin.dk
Emne: RE: SV: SV: Køb af falsk Picasso lito.?

Kære Poul.

Sender lige min faktura i en vedhæftet fil. Som det fremgår står der:
"sign." hvilket jeg kun kan opfatte som signeret af kunsteren.

Et konkret spørgsmål:

Vil det sige, at du vidste at signaturen ikke var fra Pablo Picasso´s egen
hånd?

Venligst
Niels Andersen
---
Fra: Gauguin Århus
Dato: 15. april 2006 10:01:38
Til: "niels andersen"
Emne: SV: SV: SV: Køb af falsk Picasso lito.?

Til Niels Andersen !

Jeg har ikke tid til yderligere diskussion af denne sag med en beskeden
hammerslagspris på kr. 2500,-.

Enten, returnerer du litografiet under henvisning til, at du ikke mener, at
signeringen ikke er ægte, og du modtager det betalte beløb retur

eller du må leve med tvivlen herom.

Med venlig hilsen
Gauguin Århus
Poul Kjærgaard
Mobil 30342754

kunstnyt.dk. Kommentar:
Her ses det tydeligt, at Poul Kjærgaard, gauguin.dk, ikke vil indrømme, at signaturen
er falsk. Han ved, den er falsk, men overlader det til køberen selv at være ekspert.

Den 19. april 2006 returnerede Niels Andersen det falske billede til gauguin.dk i Århus og fik sine penge retur.
Herved har gauguin.dk erkendt at have solgt en reproduktion med en falsk signatur.
Nu bliver det spændende at se, hvornår dette tilbageleverede falskneri igen sættes til salg af gauguin.dk.

Herunder fakturaen for købet af »Picasso«



© kunstnyt.dk
20. april 2006