At male de kongelige
Kunstnyt.dk har talt med den internationalt anerkendte kunstner
Ralph Heimans om at male portrætter af de kongelige. Det skete i
forbindelse med åbningen af hans retrospektive udstilling på
Frederiksborg Slot.
I anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag
åbner Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot to
udstillinger og afslører et nyt portræt af Kronprinsen.
Kunstneren bag portrættet er den australsk fødte maler Ralph
Heimans. Han kendes bedst herhjemme som ophavsmanden til
portrættet af Kronprinsesse Mary fra 2006 - ligeledes bestilt af
Det Nationalhistoriske Museum.
Da de nye udstillinger bl.a. skal vise de historiske bånd mellem
Storbritanien og Danmark, er det naturligt at præsentere en
række malerier af Ralph Heimans. Han har ikke blot portrætteret
Kronprinsen og Kronprinsessen, men også den britiske
kongefamilies overhoveder: Dronning Elizabeth II og Prins
Philip.
"Det
var en stor ære for mig at få mulighed for at portrættere
Dronning Elizabeth II i 2012. Anledningen var 60-året for hendes
tronbestigelse, der er fandt sted i Westminster Abbey. Det var
derfor oplagt at vise dronningen i kirken, mens hun tænker
tilbage på begivenheden dengang og andre store begivenheder i de
efterfølgende år", fortæller Ralph Heimans.
Portrættet af Dronning Elizabeth II blev malet i Buckingham
Palace, mens baggrunden, Westminster Abbey, er hentet fra et
foto taget specielt til formålet. Samme fremgangsmåde benyttede
Ralph Heimans i forbindelse med portrættet af Prins Philip fra
2017, som er med på udstillingen på Frederiksborg Slot.
“Prinsen ses her i på Windsor Castle med the Grand Corridor
som baggrund. Foran prinsen er der et portræt af Dronning
Victoria og hendes familie. Bag ham en buste af hans mor,
prinsesse Alice. Bagest ses en dør, der fører til the Tapestry
Room, det værelse hvor Dronning Victoria blev født,”
fortæller Ralph Heimans.
Maleriet af Prins Phillip viser tydeligt forbindelsen til
Danmark, idet prinsen bærer Elefantordenen - den højeste danske
udmærkelse. I øvrigt blev Prins Philip født Prins af Danmark.
Hans oldefar var Christian IX. Også Kronprins Frederik er
portrætteret med Elefantordenen.
På det nye portræt ses Kronprinsen ses i bevægelse, hvilket er
usædvanligt i forbindelse med kongelige portrætter. Det skyldes
Ralph Heimans særlige interesseret for at vise personer, der er
på vej ind i en ny fase i deres liv. Kronprinsen er på vej til
at blive konge, men bevægelsen her fortæller også, at han er på
vej hen til sin familie, der befinder sig i den modsatte ende af
lokalet. Familien ses i spejlet bag Kronprinsen.
Portrættet af Kronprinsesse Mary fra 2006 var Ralph Heimans
første arbejde for de kongelige. Og der er tydelige referencer
fra det nye portræt af Kronprinsen til portrættet af
Kronprinsessen. Portrætterne er malet i det samme værelse på
Fredensborg Slot. Og i begge tilfælde har Ralph Heimans valgt et
spejl i baggrunden. I Kronprinsens portræt er spejlingen reel,
mens spejlingen bag Kronprinsesse Mary er fortællingen på hendes
australske baggrund.
Ralph Heimans husker de indledende overvejelser bag portrættet:
“Kronprinsesse Mary var en spændende, modebevidst kvinde.
Men rollen som kronprinsesse var ny. Maleriet skulle vise
overgangen til hendes nye tilværelse og samtidig afspejle, hvor
hun kom fra. Kronprinsessen ses derfor i færd med at tage en
handske på klar til nye udfordringer. I spejlet bag hende ses -
ikke et europæisk barokpalads - men Constitution Dock fra
hjembyen Hobart i Tasmanien.”
Ralph Heimans holder af at portrættere de kongelige:
“Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er meget
ligefremme personer, som er lette at komme i kontakt med. Og så
hjælper det naturligvis også, at de er på samme alder som jeg.
Lidt anderledes er det at male det britiske kongehus, hvor
regentparret er på alder med mine bedsteforældre. Hertil kommer,
at rollen som regent er noget anderledes end i Danmark.”
“Dronning Elizabeth lever en atypisk tilværelse. Hun er
konstant omgivet af mange personer, samtidig med at det
forventes, at hun optræder med en vis værdighed og tiltales på
en ærbødig måde. Alligevel var det let at omgås hende under
portrætteringen. Det samme gælder Prins Phillip. Da jeg skulle
portrættere ham, trådte han bare ind lokalet, uden at der var
andre repræsentanter fra hoffet til stede,” fortæller Ralph
Heimans.
Med mindre det drejer sig om
kongelige portrætter, arbejder Ralph Heimans primært i sit
atelier i den sydlige del af London. Her kan han få
komplet arbejdsro.
“Jeg isolerer mig helt fra omverdenen, når jeg maler.
Mobiltelefonen bliver derfor udenfor. Af stor inspiration for
mit arbejde er imidlertid musik. Jeg spiller fx gerne symfonier
af Mahler og Shostakovich for fuld udblæsning. Og jeg kan lide
at arbejde til ud på de tidlige timer omkring klokken to om
natten. Mørket og stilheden giver en særlig intimitet, der
fremmer arbejdet med portrætterne", fortæller Ralph
Heimans.
I de seneste år har Ralph Heimans malet en serie portrætter af
forfattere, der har skrevet romaner inspireret af Shakespeare.
Tilsamtlige malerier har han fundet gamle rammer, som han selv
har istandsat til lejligheden. Serien blev til i 400-året for
skuespilforfatterens død og er en del af udstillingen på
Fredensborg Slot. Seneste værker fra Heimans hånd er fornemme
portrætter af pianisten og dirigenten Vladimir Ashkenazy samt
skuespillerinden Dame Judy Dench.
Andy Warhol nåede at portrættere både den britiske og den danske
dronning.
Var det en opgave for Ralph Heimans?
“Det vil jeg naturligvis meget gerne. Det er spændende og
udfordrende at male de kongelige. Og så er de meget behagelige
at være sammen med," slutter Ralph Heimans.
Tekst: Niels Lyksted
Af rettighedsmæssige årsager er det ikke muligt at vise alle
Ralph Heimans’ kongelige portrætter, men de er tilgængelige
her:
|