|
Emil Carlsen fødtes et halvt års tid efter guldaldermaleren Christen Købke døde, den 19. oktober 1848, og døde
2. januar 1932 i New York. Emil Carlsen udvandrede i 1872 til USA, har boet i Chicago, Boston, San Francisco og sidst på Manhatten i New York. Inden han forlod Danmark nåede han en enkelt udstilling på Charlottenborg, en tegning af Christian IIIs monument i Roskilde, som han fik Den Neuhausenske Præmie for. I USA fik han et stort navn med sine opstillinger, landskaber og marinebilleder. Prismæssigt er hans billeder solgt for mest i udlandet, topprisen er fra 1990 hos Christie's i New York, »Løg og brun krukke«. 1894, et i størrelse beskedent maleri på 26x31 cm, det 15. dyreste hammerslag på en dansk maler. (Se det) Emil Carlsen er repræsenteret på flere amerikanske museer, i Danmark kun med en tegning i Københavns Bymuseum. |
»Studie i gråt«, 1905. 86,4x96,5. Olie på lærred Tilhører Dallas Museum of Art.
|
|
Kim Lykke Jensen, journalist og forfatter, har forsket
godt og grundigt i Emil Carlsen, og det er der kommet en rigtig god bog
ud af, med et væld af oplysninger, hidtil ukendte herhjemme. Kim Lykke
Jensen fortæller levende og formår at gøre læseren interesseret i
denne dansk-amrikanske maler, der opnåede en kolossal popularitet i
USA, men ikke herhjemme, selv om enhver kunsthandler kender ham. Men
ikke den ellers meget vidende kunsthistoriker Karsten R.F. Ifversen, hvilket han
erkendte i en anmeldelse i Politiken af bogen. Emil Carlsen glemte aldrig sit fødeland, og var en flittig besøger. I sær grad holdt han af Skagen, hvor fra de fleste af hans danske motiver er hentet. Forfatteren skriver: »På Skagen malede Emil Carlsen overvejende billeder af havet, klitterne og stranden. Hans allerbedste marinebilleder stammer fra opholdene på Skagen. Hjemme i USA kunne han ikke få den samme kvalitet ud af sine havbilleder«. Emil Carlsen vadede i flotte anmeldelser »over there«, og har hentet megen inspiration fra franske maler Jean-Baptiste Chardin (1699-1779), kendt for sine opstillinger med køkkenredskaber, fisk og vildt. Kim Lykke Jensen skriver om Carlsen: »Han blev også mere fokuseret på den enkelte krukke ellers skåls skønhed og ikke mindst samspillet med de fintstemte baggrunde i billederne«. I 1921 gav kunsthistorikeren A.E. Bye i Princeston University Press Carlsen en fornem omtale: Genstandene har en mere mystisk betydning for Carlsen; de fryder hans ydre øje som de ville gøre hos enhver anden maler, men Carlsen har også et indre øje, en evne til at se alt det, som andre ikke ser – en rytme og musik og poesi, en renhed og ophøjethed og sublimitet, der gør hans stilleben opstillinger klassiske«. Søren Emil Carlsen er ikke et større værk, bogen er »kun« på 94 sider, rigt illustreret i farver. Til gengæld kommer den hele vejen rundt. Emil Carlsen underviste også, og vi får navne på 25 af hans elever. Desuden en værdifuld litteraturliste. Bogen er indbundet og rimelig i pris, 199 kr. Boghandlerne har den. Preben Juul Madsen Kunstnyt.dk 24. oktober 2008 |