Meget svært at se, dette billede |
|
Dette billede er næppe malet af C.W. Eckersberg. Sådan malede han ganske enkelt ikke. Maleriet solgtes hos Ellekilde 3. marts for 2.150.000 kr. efter at have været solgt for 42.000 kr. som tilskrevet Anton Melbye hos Bruun Rasmussen 9. oktober 1998 på en speciel marineauktion. Allerede på eftersynet hos Ellekilde var flere skeptiske, syntes ikke, det lignede Eckersberg. Men nogen ville altså betale over to millioner kr. Foreløbig er handelen sat i bero, mens auktionshuset efterforsker mere i sagen. Billedet er ikke registreret i Hannovers fortegnelse over Eckersberg, og der findes ingen oplysninger om, at Eckersberg skulle have malet orlogsdamperen Geiser, som er dampskibet på billedet, mens det vides, at Anton Melbye har, i hvert fald i 1847 og udstillet på Charlottenborg. Men det er næppe det aktuelle billede, da de tre orlogsskibe ikke er nævnt i kataloget fra dengang. Preben Juul Madsen 12. marts 2001 © kunstnyt.dk |
Udsnit af billedet til venstre. Denne form for sø kendes ikke hos Eckersberg. De skarpt aftegnede bølgetoppe og bløde bevægelser er helt atypisk for Eckersberg. Herover en typisk sø malet af Eckersberg. Selv om Eckersberg malede søen på flere måder, så er det svært at finde noget eksempel på en sø malet som på øverste billede. Mange mente i øvrigt, at Eckersbergs hav var noget underligt noget. I det satiriske Corsaren fra tiden drillede man ham ved at påstå, at hans hav ikke lignede hav, men mere blåt uldgarn. Og Holger Drachmann, der selv var marinemaler, omtalte senere Eckersbergs sø som kold i farven og at den »under sit dække synes embryonisk [på fosterstadiet, uudviklet] at gemme vinterens kulde og is« |