Et kup?
Nej, en skandaløs bogudgivelse

21. april 2017 lå bogen "Et kup" hos boghandlerne. Herover er det på Rådhuspladsen hos Politiken. 10 eksemplarer havde Boghallen bestilt. Bogens underrubrik hedder "En sand beretning om kunstsvindel i Danmark" og handler om maleriet Paysage à la LÉstaque, formentlig malet af den franske kunstner André Derain. Den lille bog på 77 sider er skrevet af den forhenværende advokat Niels Gangsted-Rasmussen, far til Christian Gangsted-Rasmussen, administrator for boet efter Grethe Meyer, ejer af omtalte maleri. Hvorfor denne bog sendes på markedet nu, kan man godt undre sig over. Den bringer intet nyt i sagen bortset fra lidt usandheder og for sagen væsentlige undladelser. Den er 100 procent uaktuel, og ligner en bog udelukkende sendt på markedet for at gentage den urimlige anklage mod de to uskyldigt dømte, Jannie From og Svend Erik Olsen. Og hvorfor er de to så uskyldigt dømt? Det er de, fordi 17 retsmøder ikke beviste deres skyld. Ingen vidneudsagn, ikke et eneste, gav anledning til at dømme dem. I dommen findes ikke et eneste bevis for deres skyld. Det, som i dommen kaldes en begrundelse, er så langt fra virkeligheden, som den kan være, en "begrundelse", som hæderlige mennesker kun kan ryste på hovedet af. Hvorfor udsende denne bog mere end 10 år efter dommen, når der i 2011 udkom bogen "Retsagen om et formodet maleri af André Derain", som gengiver samtlige vidneudsagn, og som klart dokumenterer, at dommen er forkert, et ondskabsfuldt justitsmord. Hvorfor skriver Berlingske Tidende nu to fulde sider om bogen, når de ikke skrev om den fra 2011, som de modtog et presseeksemplar af? Niels Gangsted-Rasmussen har ikke forstået sagen, ejheller sat sig grundigt ind i den. At der er ikke er tale om bedrageri, kan bevises på få linjer: Da Svend Erik Olsen køber maleriet, er det flere gange erklæret falsk af den eneste ekspert branchen accepterer som Derain-ekspert, Michel Kellermann. Det ved sælgeren, Ruth Meyer. Det ved Svend Erik Olsen, det ved de senere købere, det ved alle. Det er en uangribelig kendsgerning. Så angribes Svend Erik Olsen for at have lovet at undersøge maleriet, men kun gjort det ved at henvise til Kellermann. Her vil jeg citere fra min egen Derain-bog: Svend Erik Olsen har ikke kunnet foretage andre undersøgelser end de allerede foretagne. Da han lover Grethe Meyer at udersøge det i Paris, har han uden tvivl haft en formodning om, at det kunne lade sig gøre. Det var jo også i hans egen interesse. Men han opdager snart, ved hjælp af den senere køber, Charles Bailly, at der ikke kan foretages yderligere, når det flere gange er afvist af Kellermann. Svend Erik Olsen kunne have rendt i Paris, ja i hele verden, til samtlige kunsthandlere og forevist dem billedet. Og selv om han kunne finde nogen, der ville erklære det ægte, kunne det ikke bruges til noget som helst. Kun én person, Michel Kellermann lyttede man til; han var internationalt erklæret overdommer i Derain-afgørelser. Sagde han nej, så var det falsk. Og det havde han gjort flere gange. At det forholder sig således, er gentaget og gentaget ved retsmøderne. Uden Kellermanns senere ægthedserklæring havde Sotheby's afvist det, det ved vi. Og vi ved også, at køberne på auktionen den 3. maj, New Yorker-milliardærparret Julian og Josie Robertsson, ikke havde købt det uden ægthedserklæringen. Mener nogen i fuldt alvor, at Svend Erik Olsen skulle have betalt fru Meyer 36 mio. kr. for et maleri, Kellermann på købstidspunktet havde erklæret falsk flere gange? Og som Kellermann først skriftligt erklærede ægte 7 måneder efter, Jannie From havde solgt det i Paris? Hvem mener det? Ræk venligst hånden i vejret og begrund! Det var den ene "begrundelse" for parrets bedrageri. Den anden er lige så skør. Den handler om, at Svend Erik Olsen havde fortalt fru Meyer, at han havde en amerikansk kunde, som ville betale 200.000, den mindstepris fru Meyer ville sælge for. Nu ved alle i branchen, at auktionsfolk aldrig oplyser om køber og sælger. Og kunne fru Meyer ikke være ligeglad med, hvem der købte hendes billede, bare hun fik prisen? At Svend Erik Olsens køber ikke var amerikaner, gør ham ikke til bedrager. I den forbindelse kan han lyve lige så tosset, han vil. Afsindigt sludder! Og den kendsgerning, at Jannie From havde overhørt telefonsamtalen, hvor fru Meyers søn på moderens vegne accepterer prisen på 200.000, gør ikke Jannie From til bedrager. Det er helt grotesk at påstå det. Men det blev hun dømt for. Vil du betale 149,95 kr. for Gangsted-Ramussens bog, så gør det. Du kan også læse "Retssagen om et formodet maleri af André Derain" gratis på nettet. Det er samme sag. Her får du alle detaljer, alle vidneudsagn uredigeret. Og naturligvis begge domme, fra byret og landsret, uredigeret. Det får du ikke i Gangsted-Rasmussens bog. Her får du fx at vide, at Svend Erik Olsen og Jannie From, før de solgte i Paris, havde fået at vide, at maleriet var ægte. Men det er der ikke ført bevis for, hvilket Gangsted-Rasmussen ved, hvis han har læst retsreferaterne. Men havde de fået det at vide, er det uden betydning for sagen, da det ene og alene er købstidspunktet, som er afgørende for, om der foreligger bedrageri. Og, vi gentager, på det tidspunkt var maleriet erklæret falsk. Af samme "ekspert", som senere erklærede det ægte, så hans papsøn kunne tjene 36 mio. kr. sammen med en anden køber. Gangsted-Rasmussen kommer ikke ind på afhøringen af sin søn, Christian Gangsted-Rasmussen, som nægtede at vidne, hvilket han senere blev tvunget til. Der var også noget med to breve, som Politiken var i besiddelse af. "Har De udleveret disse breve til Politiken", spurgte forsvarsadvokat Kornerup Jensen. Det ville Gangsted-Rasmussen ikke svare på. "Det må være let at svare på. Det kan besvares med et ja eller nej", sagde Kornerup Jensen. Men der kom ikke noget svar. Det var to håndskrevne breve fra Svend Erik Olsen sendt til fru Meyer, hvilket var ulovligt at udlevere. Men der skete aldrig noget. Hvem er skurkene i denne sag? Tænk lidt over det. Det er i hvert fald ikke de dømte, Jannie From og Svend Erik Olsen. Anklager i Østre Landsret var Anne Birgitte Stürup, også kendt fra sagen om Amagermanden, her fotograferet med forlægger Niels Nørgaard ved en reception i anledning af forlagets 150 års jubilæum. Niels Nørgaard er i øvrigt ophavsmand til historien om det ulovligt udførteTuxen-maleri, Man rejser sig fra bordet. Ved et tilfælde kom min kone, Lotte Seeger og undertegnede, til at sidde ved samme firepersoners bord som Stürup og hendes mand. Hvad var mere naturligt end at spørge Stürup, hvad beviserne var i sagen. "Man giver ikke 200.000 kr. for et falsk maleri", var hendes eneste kommentar. Hvis hun nu havde lyttet til Bailly, den ene af køberne i Paris, da han blev afhørt i retten, ville hun have hørt, at det kunne han godt finde på. Preben Juul Madsen Kunstnyt.dk 23. april 2017