Derain-sagen


Udskrift af dombogen
DOM

afsagt den 30.juni 2009 i sag
SS 3-4817/2008
Anklagemyndigheden mod
XXX (navneforbud)
cpr...
...
og
Svend Erik Olsen
cpr...

Denne sag er behandlet med domsmænd.

I alt 59 sider, her gengivet præmisserne, sidste 4 sider, med kommentarer
af redaktør Preben Juul Madsen, Kunstnyt.dk:


Rettens begrundelse og afgørelse.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen efter Grethe Meyers henvendelse til Ellekilde Auktionshus var hos Grethe Meyer i dennes lejlighed på Strandboulevarden i maj 2004 med henblik på indlevering af indboeffekter til auktion. Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved besøget viste interesse for et usigneret maleri af Derain, som Grethe Meyer ikke på det tidspunkt ønskede at sælge, og at tiltalte Svend Erik Olsen på baggrund af Grethe Meyers oplysninger om maleriet tilbød at undersøge maleriet.

Retten lægger videre til grund, at Grethe Meyer herefter indleverede maleriet til Ellekilde Auktionshus med henblik på - som det fremgår af indleveringskvittering af 9. maj 2004 - at maleriet skulle undersøges i Paris. Ved indleveringen anslog tiltalte Svend Erik Olsen værdien af "Maleri af Andre Derain" til 400-600.000 kr.
(Kunstnyt.dk: Det blev også undersøgt i Paris, af galleriejer Bailly)

Grethe Meyer videregav i forbindelse med indleveringen maleriets historie til tiltalte Svend Erik Olsen. Retten lægger til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen fik oplyst, at maleriet i 1990 havde været hos Kunsthallen, som havde afvist maleriet efter, at Jens Thygesen havde været i forbindelse med Michel Kellermann, der ikke ville optage billedet i fortegnelsen over Derains værker, samt at maleriet havde været undersøgt af Statens Museum for Kunst i 1991 og 1992 uden resultatet.

Retten lægger endvidere til grund, at Grethe Meyer og dennes familie trods de foretagne undersøgelser, herunder Kellermanns afvisning af at optage maleriet, ikke var i tvivl om maleriets ægthed. Efter vidnet Rikke Warmings forklaring om Grethe Meyers samtale med tiltalte Svend Erik Olsen sammenholdt med tiltalte Svend Erik Olsens værdiansættelse af maleriet ved indleveringen finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at det også var tiltalte Svend Erik Olsens opfattelse, at det var et maleri af Derain, og at det var baggrunden for hans tilbud om yderligere undersøgelse af maleriet i Paris.
(Kunstnyt.dk: At Grethe Meyer ikke var i tvivl om maleriets ægthed er sagen uvedkommende. Retten kan ikke ophøje Grethe Meyer til kunstekspert. Da hun sælger maleriet har den eneste Derain-ekspert, Michel Kellermann, afvist det som værende ægte flere gange. Rikke Warmings forklaring er også uden betydning for sagen. Hun kommer først ind i billedet efter det er solgt).

På baggrund af tiltalte Svend Erik Olsens forklaring lægger retten til grund, at tiltaltes undersøgelse af maleriet alene bestod i opslag i kataloger og søgning på Art Prices index. Retten lægger videre til grund, at maleriet i forbindelse med et eftersyn i juni 2004 var udstillet i Ellekilde Auktionshus, og at flere interesserede, herunder de senere købere, tiltaltes samlever XXX og galleriejer Charles Bailly, så på maleriet og fik oplysning om, at det var et afvist maleri med en minimumspris på 200.000 kr.
(Kunstnyt.dk: Maleriet kunne udelukkende undersøges gennem Michel Kellermanns ekspertise, og han havde flere gange inden salget erklæret det for værende ikke-ægte)

Efter tiltalte XXXs forklaring lægger retten til grund, at hun ved eftersynet fik oplyst, at maleriet var i auktionshuset med henblik på formidling af salg, og at hun ved eftersynet tilbød at købe maleriet for den oplyste minimumspris på 200.000 kr., som hun uden videre accepterede. Retten lægger til grund efter vidnet Torsten Krause Meyers forklaring, der bestyrkes ved vidnet Rikke Warmings forklaring, at Grethe Meyer først i august 2004 blev kontaktet telefonisk af tiltalte Svend Erik Olsen vedrørende undersøgelsen af maleriet. Tiltalte Svend Erik Olsen oplyste, at han nu havde fået undersøgt maleriet, og at det ikke var en ægte Derain, men muligvis et elevværk. Denne oplysning førte til, at Grethe Meyer nu opgav maleriet som ægte.
(Kunstnyt.dk: Efter at have set maleriet hos Ellekilde i København, fotograferet det, og hjemme i Paris gennemgået Michel Kellermanns 3-bindsværk om Derain, hvor billedet ikke fandtes, var det for Bailly umuligt at foretage sig andre undersøgelser. Kun Kellermann kunne afgøre ægtheden).

Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen i en telefonsamtale med Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer kort efter oplyste, at han havde en køber, der ville give det halve af maleriets værdi 200.000 kr., og at tiltalte hverken ved denne samtale eller ved senere henvendelser herom gav oplysning om, at køberen var hans samlever medtiltalte XXX, men derimod oplyste, at køberen var en amerikaner.
(Kunstnyt.dk: Det er 100 procent uden betydning for sagen, hvem Svend Erik Olsen sælger maleriet til. Ingen auktionshuse nogen steder i verden, inklusive Sotheby's og Christie's, oplyser køberes eller sælgeres navne. Det konstateredes også klart og tydeligt i nærværende sag, hvor Sotheby's har nægtet at oplyse navnet på køberen af det omtalte maleri på auktionen i New York 3. maj 2006

Efter vidneforklaringerne fra Torsten Krause Meyer og Karin Annelise Bruus finder retten ikke grundlag for at fastslå, at Grethe Meyer har modtaget tiltaltes breve af henholdsvis 12. maj og 24. juni 2004, eller at hun før telefonsamtalerne i august 2004 med tiltalte Svend Erik Olsen skulle have været bekendt med indholdet heraf.
(Kunstnyt.dk: Helt ubegribeligt, at retten kan fastslå dette. Brevene har været omtalt både i Berlingske Tidende og Politiken FØR afhøringen af Grethe Meyers børn. De kan oprindeligt kun komme ét sted fra, nemlig fra Grethe Meyer, som de er sendt til. Og hun har ikke udleveret dem til pressen. Så er der kun fire andre muligheder tilbage: Frue Meyers to børn, deres advokat Gangsted-Rasmussen, politiet og de anklagedes forsvarere. De sidste kan helt udelukkes. Politiet kan også udelukkes, de sender næppe sagsmateriale til pressen. Så er der kun de to børn og deres advokat Gangsted-Rasmussen, som er gift med med den ene af Grethe Meyers børn, Karin Annelise Bruus. At Gangsted-Rasmussen i retten som vidne fik lov til ikke at udtale sig, om det var ham, der havde udleveret de to breve, er helt grotesk. Der er efter undertegnedes mening tale om falsk forklaring for retten ).

Retten lægger således til grund, at Grethe Meyer først ved tiltalte Svend Erik Olsens henvendelse i august 2004 med oplysningerne om den foretagne undersøgelse samt købstilbudet besluttede at sælge maleriet, og at hun ønskede salget skulle ske uden auktion og til den tilbudte minimumspris på 200.000 kr. og gerne mere.
(Kunstnyt.dk: Sagen uvedkommende)

Retten finder det herved bevist, at tiltaltes urigtige oplysninger om, at den lovede undersøgelse af maleriet var foretaget samt resultatet heraf, har været bestemmende for Grethe Meyers beslutning om salg af maleriet, som hun indtil da anså for et ægte maleri af Derain med en proveniens, der var stillet spørgsmål ved gennem de tidligere foretagne undersøgelser.
(Kunstnyt.dk: Alle undersøgelser forud for salget fastslog, at maleriet ikke var malet af Derain).

Tiltalte Svend Erik Olsen, der er en erfaren kunsthandler og på det tidspunkt var direktør for auktionshuset, måtte på baggrund af de oplysninger, han havde modtaget fra Grethe Meyer om maleriets historie, og resultatet af tiltaltes undersøgelser blandt andet søgning i Art Prices index være klar over, at maleriet havde en betydelig værdi og i hvert fald på de 400. - 600.000 kr., som han i indleveringskvitteringen havde værdiansat maleriet til. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte ikke fik undersøgt maleriet i Paris og ikke rettede henvendelse til Statens Museum for Kunst, der senest havde undersøgt maleriet, men alene udtalte sig til Grethe Meyer på baggrund af egne opslag i kataloger.
(Kunstnyt.dk: Intet i maleriets historie forud for salget har fastslået, at maleriet var ægte. Og det skal gentages: Bailly undersøgte maleriet i Paris og meddelte Svend Erik Olsen, at det ikke kunne betragtes som ægte).

Når henses til, at tiltalte i juni måned 2004 ved eftersynet hos Ellekilde Auktionshus til interesserede oplyste en pris på maleriet på 200.000 kr., at det var på et tidspunkt, hvor Grethe Meyer endnu ikke havde fremsat ønske om salg af maleriet, og hvor tiltalte Svend Erik Olsen ved indleveringen af maleriet havde værdiansat det til 400. - 600.000 kr., finder retten det bevist, at det har været tiltalte Svend Erik Olsens hensigt at udnytte denne vildfarelse hos Grethe Meyer om undersøgelsen og værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig en betydelig fortjeneste ved salg af maleriet.
(Kunstnyt.dk: Den først opgivne pris er afgivet ud fra en formodning om, at det måske KUNNE være ægte, men efter Kellermanns gentagne afvisninger, senest over for stedsønnen Stoppenbach i Paris, var der ingen garanti for, at maleriet var ægte.)

Retten lægger til grund, at vidnet galleriejer Charles Bailly, der senere sammen med galleriejer Robert Stoppenbach købte maleriet, ved besigtigelsen af maleriet under eftersynet i juni 2004 hos Ellekilde Auktionshus viste interesse for maleriet og tilbød tiltalte Svend Erik Olsen nærmere at undersøge maleriet, og at Charles Bailly meddelte tiltalte Svend Erik Olsen resultatet af denne undersøgelse, inden de tiltalte Svend Erik Olsen og XXX kom til Paris med maleriet.
(Kunstnyt.dk: Det må igen gentages: Den eneste undersøgelse som kunne foretages i Paris havde Bailly foretaget, nemlig at lede efter det i Kellermanns trebindsværk. Når det ikke stod der, trods en større vandreudstilling i Norden i 1932, måtte denne undersøgelse være den eneste mulighed, da Kellermann jo havde afvist det flere gange).

Retten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte XXXs forklaring om baggrunden for køb af maleriet, når henses til at hun 5 uger efter købet af det maleri, som hun havde fået oplyst var uægte, til 200.000 kr., tog maleriet med til Paris og solgte maleriet til ca. 5 mill. kr. Retten lægger til grund, at tiltalte XXX som Svend Erik Olsens samlever bistod Svend Erik Olsen ved hendes personlige firma AV Francaise's køb af maleriet, og at det i realiteten var tiltalte Svend Erik Olsen, der købte og videresolgte maleriet til Charles Bailly og Robert Stoppenbach. Dette bestyrkes af, at tiltalte Svend Erik Olsen ikke på noget tidspunkt heller ikke over for Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst oplyste, hvem der var køber af maleriet, og det senere forløb med tiltaltes XXXs oprettelse af det selskab, hvortil salgssummen på de ca. 5 mill. kr. blev faktureret, og hvor de tiltalte begge er bestyrelsesmedlemmer samt den i 2005 oprettede samarbejdskontrakt om de tiltaltes fordeling af fortjenesten, hvorved de ca. 5 mill. kr. blev fordelt mellem de tiltalte som kommission med 50 % til hver. Retten finder endvidere, at tiltalte XXX har været klar over denne sammenhæng, og at hun ved sin bistand medvirkede til at påføre sælgeren af maleriet et tab.
(Kunstnyt.dk. Det må anses for 100 procent ligegyldigt for sagen, hvem der købte billedet, og hvem der eventuelt delte salgsprisen. Igen må det fastslås, at ingen steder i auktionsverdenen oplyses navnene på købere og sælgere. Det kan ingen forlange).

En dommer finder det ubetænkeligt efter det foran anførte at anse tiltalte skyldig i den rejste tiltale.
(Kunstnyt.dk. Nå!)

To dommere finder det ikke med den for domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte XXX har været klar over eller haft grundlag for at antage den mulighed, at tiltalte Svend Erik Olsen retsstridigt udnyttede en vildfarelse hos Grethe Meyer. Disse dommere finder, således som tiltalen er rejst, herefter ikke grundlag for at domfælde tiltalte XXX.

Efter stemmeflertallet vil tiltalte XXX være at frifinde. Retten finder det bevist, at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri efter straffelovens § 279.

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1,jf. § 279.

Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte Svend Erik Olsen har misbrugt den tillid, som Grethe Meyer og hendes familie havde til ham som erfaren kunsthandler og direktør i auktionshuset samt til, at bedrageriet angår et maleri til en betydelig værdi. Den usikkerhed, der var omkring billedets proveniens på salgstidspunktet i august 2004, og branchens karakter er imidlertid særlige momenter, som tillige har haft indflydelse på den straf, sagens økonomiske omfang ellers måtte betinge. Som følge heraf har retten henført forholdet under straffelovens § 285, stk. 1.
(Kunstnyt.dk: Det er for undertegnede meget svært at finde beviser for, at Svend Erik Olsen har misbrugt nogens tillid):

Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Thi kendes for ret:

Tiltalte XXX frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for XXX, herunder 243.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen.

Tiltalte Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 8 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 242.275 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jan E. Kornerup Jensen.

Sanne Bager

Udskriftens rigtighed bekræftes.

KØBENHAVNS BYRETS JUSTITSKONTOR, den [datoen mangler pjm]



(Siderne OCR-skannet af Preben Juul Madsen, Kunstnyt.dk 30. juni 2009)