Cavling 2011

Preben Juul Madsen er indstillet af:

Joan Schersat Mikkelsen

Niels Nørgaard

Svend Erik Hendriksen

Allan Nobel Andreasson

Annelise Rasmussen

Anne og Kurt Jensen

Morten Monberg

 

Preben Juul Madsen/JSM

Jeg vil gerne indstille Kunstnyt.dk's Preben Juul Madsen, redaktør, journalist (DJ) og forfatter (DF) til Cavling-prisen 2011 for:

"Sandheden om et ulovligt udført maleri af Tuxen: Man rejser sig fra bordet"

Kulturværdiudvalget har snorksovet i timen
Onsdag den 22. december 2010 bragte TV2 indslaget Dansk kunstskat endte ulovligt i New York. Forlæggeren og lokalhistorikeren Niels Nørgaard havde forsket i sagen, og med bogen: Ordrupvej fra Øresund til Jægersborg som oplæg, udgivet på Strandbergs Forlag, med tekster af Karin Kryger og Niels Nørgaard selv, fortaltes historien. Det fik formanden for Kulturværdiudvalget, Erland Kolding Nielsen, som tillige er direktør for Det Kongelige Bibliotek, til at udbryde: »Det er helt klart en international politisag. Det er nyt for mig. Det er nyt for Kulturværdiudvalget. Det er nyt for Statens Museum for Kunst. Det er nyt for den danske stat.«

Denne sag er yderst alvorlig for Kulturværdiudvalgets formand, hele kulturværdiudvalget samt statens advokat, som blot ud fra en telefonopringning får Politiken til at viderebringe det helt groteske, at Kunsthallens daværende direktør, Jens Thygesen, var forbryder ved at udføre det omtalte maleri ulovligt, idet der var udførselsforbud.

Trods flere opfordringer til Kolding Nielsen, Kulturværdiudvalget og Politiken, har ingen af dem ønsket at dementere. Heller ikke TV2 har ønsket at fortælle sandheden.

"Sandheden om et ulovligt udført maleri af Tuxen: Man rejser sig fra bordet", 28 sider, som klart dokumenterer, at det ikke var Jens Thygesen, som var skurken, ses i fuld længe ved at klikke på linket: Læs udførligt om sagen her.

Med venlig hilsen

Joan Schersat Mikkelsen, cand.mag.

---

Preben Juul Madsen/NN

Til Cavling-komiteen,

Jeg vil gerne indstille forfatter og journalist Preben Juul Madsen til Cavling-prisen 2011 for hans arbejde med at afdække sagen om retssagen om handelen med et maleri af Derain.

Arbejdet er mundet ud i en bog som Juul Madsen selv har skrevet, udgivet og finansieret af egen lomme.

Juul Madsen har mig bekendt ingen anden aktie i sagen, end at han føler sin retfærdighedsfølelse krænket.

Cavling-prisen skal måske ikke gives for sproglig excellence, men for den ihærdighed og terrier-standhaftighed Juul Madsen har udvist i sit forsøg på at afdække hvad der egentlig er foregået.

Den massive stilhed og afvisning han har oplevet hos alle instanser og medier er bemærkelsesværdig og hans vedholdenhed og personlige indsats for at afdække sagen omkring de dømte, som han ikke ellers kender, bør belønnes med Cavling-prisen 2011.

Der er indleveret 5 eksemplarer af Juel Madsen bog ”Sagen om et formodet maleri af André Derain”, 2011.

Med venligt håndtryk,

Niels Nørgaard
Forlægger

---

Preben Juul Madsen/SEH

Emne: Indstilling til Cavling prisen

Undertegnede Svend Erik Hendriksen, kollektiv medmodtager af Nobels Fredspris 1988, indstiller hermed journalist, redaktør og forfatter Preben Juul Madsen til Cavling prisen 2011.

Indstillingen begrundes i nedenstående:
Journalist, redaktør og forfatter Preben Juul Madsen har gennem snart en menneskealder skrevet om dansk kunst og salg af kunst i danske auktionshuse, auktions årsbøgerne ’Kunst under Hammeren’ 1977-2006 er et opslagsværk hvor hovedparten af auktionssalgene i Danmark er nøje optegnet. En ren guldgruppe for kunstkendere og kunsthandlere. Dette er en supplerende bemærkning.

Jeg vil dog især og primært, i forbindelse med indstillingen, fremhæve bogen ’Sagen om et formodet maleri af Andrè Derain’, udgivet på eget forlag, hvor optakten og hele rets forløbet er nøje beskrevet. Ædelt og dybdeborende journalistik om kunstverdens finurligheder og retssystemets svagheder.

Understøttende skal nævnes Internet-siden http://www.kunstnyt.dk/ samt artiklen ”Sandheden om et ulovligt udført maleri af Tuxen: Man rejser sig fra bordet” http://www.kunstnyt.dk/pdf/tuxen.pdf hvor Kulturarvs Styrelsen får læst og påskrevet.

Preben Juul Madsen har gennem sit virke som kunstjournalist, forfatter og redaktør samt sit personlige engagement og med sin meget store viden om dansk kunst, utrætteligt og uegennyttigt, igennem næsten en menneskealder, bidraget væsentligt til kunst- og kulturformidlingen i Danmark.

Hvis nogen fortjener Cavling prisen 2011, så er det Preben Juul Madsen for sit fremragende arbejde og dybdegående research i forbindelse med bogen ”Retssagen om et formodet maleri af Andrè Derain”. Den er ikke at finde på bogudgivelsernes top 10 salgsmæssigt, men den er efter min opfattelse kvalitetsmæssigt en klar vinder journalistisk og i kunsthistorisk sammenhæng.


Med venlig hilsen
Svend Erik Hendriksen

---

Preben Juul Madsen/ANA

Cavling-komiteen

Indstilling af journalist Preben Juul Madsens (DJ) og (DF) bog ”En retssag om et formodet maleri af André Derain”.

Cavlingprisen gives til en journalist, som i sit virke, initiativ og talent i 2011 har markeret sig.

Preben Juul Madsen har gjort det igen, denne gang med bogen ”En retssag om et formodet maleri af André Derain”, hvis indhold burde få alle op af stolene.
Preben Juul-Madsen magter på sin helt egen måde at få læseren med bag ”gardinet”, hvis altså læseren tør tage bogen i hånden og læse den. Preben Juul Madsen løfter i bogen sløret for forfaldet i den dømmende magt, én af samfundets tre hovedinstitutioner.
Bogen er proppet med detaljer, og beskriver på uhørt elegant vis hvordan personer ser ud efter en tur gennem den dømmende magt.
Bogen fortjener meget mere plads i den almene debat; den er enestående og afslørende; en rigtig varm kartoffel for systemet.
Preben Juul Madsen har i årtier virket som bragende god journalist og i det sidste årti daglig skrevet afslørende fakta på sin hjemmeside http://www.kunstnyt.dk
Det er store ord herover, men der er altså en hel del Rooney-60-minutes over Preben Juul Madsen; hans behagelige humor, han er skarp og afslørende på sin helt egen journalistiske måde.

Det har krævet stort initiativ og talent at skrive bogen ”Retssagen om et formodet maleri af André Derain”, intet er glemt eller gemt i bogen om retssagen. Det er tydeligt at forfatteren har brugt flid og snilde for at kunne skrive det han ville.


Allan Nobel Andreasson

--- 

Preben Juul Madsen/AR

Til Cavling-komiteen

Jeg indstiller herved journalist og forfatter Preben Juul Madsen til Cavlingprisen 2011 for bogen ”Retssagen om et formodet maleri af André Derain”, som udkom maj 2011.

Bogen fortæller om en dom, som ikke kan lade sig gøre, som er helt forkert. Preben Juul Madsen giver ikke udtryk for sin personlige mening, men dokumenterer den forkerte dom på overbevisende måde gennem domsudskrifter og vidneudsagn.

Bogen handler i første række om den forkerte dom, men kritiserer også pressen og politikerne for passivitet. Det er fornemt journalistisk arbejde, som fortjener at påskønnes med årets Cavlingpris.

Jeg kan ikke lade være med supplerende at gøre opmærksom på Preben Juul Madsens hjemmeside http://www.kunstnyt.dk/, som dagligt året rundt hudfletter auktionsbranchen og afslører dens skumle bagsider, ofte ved at blande humor ind i omtalerne, f.eks. meget rammende at omtale Lauritz.coms vurderingseksperter som overvurderingseksperter. Han har en skarp pen, men det synes at være nødvendigt, når man følger med på siden.

Bogens bagsidetekst:
”Retssagen om et formodet maleri af André Derain” er historien om et maleri købt af en kendt dansk auktionsdirektør for 200.000 kr. og solgt videre for 5 mio. kr. Et par år efter fik det hammerslag i New York på 36 mio. kr.

Auktionsdirektøren og hans samlever blev anklaget for bedrageri, og 17 retsmøder senere, de 12 i byretten, blev de i Østre Landsret hver idømt ét års fængsel for bedrageri ved, som begrundelsen lyder, at have bedraget maleriets ejer ved på købstidspunktet at have vidst, at maleriet var ægte og senere ville indbringe flere millioner kr. Men det vidste de ikke, og det blev der heller ikke ført bevis for.

I bogen dokumenterer forfatteren, at dommen var forkert. Da maleriet blev købt, var det af Derain-eksperten Michel Kellermann to gange forinden erklæret uægte. Det var det stadig, da parret solgte det i Paris til to kunsthandlere. Først syv måneder efter salget foreligger en skriftlig ægthedserklæring, fra samme Kellermann, som tre gange forinden nåede at erklære det for et falskneri. Forfatteren overværede samtlige retsmøder, og bogen indeholder hans referater fra alle 17 retsmøder samt domsudskrifterne i fuld længde fra begge retsinstanser.

Med venlig hilsen
Annelise Rasmussen

--- 

Preben Juul Madsen/AKJ

Til Cavling-komiteen
Vi indstiller herved journalisten og forfatteren Preben Juul Madsen til Cavlingprisen 2011 for hans daglige informationer og uvurderlige forbrugeroplysning på http://www.kunstnyt.dk

Preben Juul Madsen er i vide kredse kendt for den uundværlige auktionsårbog, ”Kunst under hammeren”, som han var forfatter til gennem 30 år og som udkom sidste gang i 2006, en bog savnet af alle, som følger med i auktionsverdenen.

Men til alt held er Preben Juul Madsen fortsat med at informere om kunsten på www.kunstnyt.dk med vægt på det som sker på danske og udenlandske kunstauktioner, både det positive og negative. Kigger man på hans cv: www.kunstnyt.dk/omkunstnyt.htm, fortæller det om årtiers aktive arbejde inden for kunstbranchen med bøger om så forskellige emner som genremalerier og kunstforfalskninger samt i nogle år som redaktør på ”Kunstavisen”. I særlig grad har kunstforfalskning haft hans interesse, men desværre har han i flere år ikke opdateret den internationalt kendte http://www.artfakes.dk hvor han i fire-fem år, blev det vist til, afslørede hundredvis af falsknerier hovedsagelig solgt på eBay.com.

Preben Juul Madsens tidsskrift, blog eller hvad man nu kan kalde http://www.kunstnyt.dk er helt unik, findes ikke tilsvarende nogen steder i hele verden. Han må have en kolossal indsigt i kunstens verden, ellers kan han ikke dagligt afsløre auktionshusenes manglende ekspertise. Det går mest ud over Lauritz.com, hvor han ”driller” deres mange vurderingseksperter (som han meget morsomt omtaler som overvurderingseksperter) ved at afsløre, at de ikke er så store eksperter, som de gerne vil give udtryk for. Flere hundrede gange om året afslører han forfalskninger eller forkerte beskrivelser af varerne, hvilket gøres fagligt overbevisende, humoristisk, ironisk og indimellem sarkastisk. Værdifuld er også hans top ti-lister over verdens dyreste kunstværker og alle danske solgt over én million kr.

http://www.kunstnyt.dk/ øser Preben Juul Madsen med daglige opdateringer ud af sin viden og viderebringer en værdifuld forbrugeroplysning. At det ikke er løse påstande, han kaster om sig med, bevises ved, at auktionshusene dagligt har travlt med at ændre deres tekster og adskillige gange ligefrem tvinges til at annullere auktionerne.
Cavlingprisen gives til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i 2011.

Vi mener, at Preben Juul Madsen til fulde opfylder kravene og fortjener Cavlingprisen 2011.

Med venlig hilsen
Anne og Kurt Jensen

---

Preben Juul Madsen/MM

Dansk Journalistforbund
Cavling-komiteen,

Jeg mener at Preben Juul Madsen med bogen Retssagen om et formodet maleri af André Derain gør sig fortjent til Cavling prisen.

Preben Juul Madsen har med bogen tydeliggjort at dommen er forkert.

Maleriet var på det tidspunkt da de dømte købte det erklæret falsk flere gange og blev først erklæret ægte 7-8 måneder efter at de dømte havde solgt det.

Jeg synes det er en beundringsværdig bedrift Preben Juul Madsen har gjort med denne bog og håber Cavling-Komiteen vil påskønne dette med en pris til ham.

PS: Jeg ser, at Preben Juul Madsen i dag har lagt en lektørudtalelse på som jeg vil linke til: http://www.kunstnyt.dk/lektoerudtalelse-derainbogen.htm

De bedste hilsner,

Morten Monberg

 

10. november 2011