Kopi efter guldaldermaleren Ernst Meyers kendte
Capri-motiv sættes i forbindelse med flere berømte tyske malere


28. februar 2009 er maleriet herover under hammeren hos det tyske auktionshus Mehlis i Plauen,
 vurderet til 2.400 Euro, ikke nogen voldsom høj pris. Auktionshuset forsøger at sætte flere tyske
malere i forbindelse med billedet, som er af en rimelig god kvalitet. Men det er næppe malet af nogen
af de omtalte tyskere. 74 x 92,5 cm. Gå til Mehlis.


Herover Ernst Meyers originale maleri fra 1836, senest solgt hos Bruun Rasmussen i København
september 2007 for 90.000 kr. 77x89 cm. I kataloget er det dateret 1856, men det er uden tvivl identisk med
dét malet i 1836 og udstillet på Charlottenborg i 1837 tilhørende godsejer F. Scavenius af Gjorlev,
som Bruun Rasmussen også henviser til, men med forkert årstal. Maleriet solgtes hos Winkel & Magnussen på Scavenius'
dødsboauktion 26. november 1925 for 4.000 kr. Størrelsen dengang opgivet til 76x89 cm. (Herunder)


Her en lidt dårlig gengivelse af maleriet fra Winkel & Magnussens katalog
i 1925. Det kan kun være det samme maleri, som Bruun Rasmussen solgte
september 2007. Derimod er der store forskelle i flere detaljer på dette og
dét til salg i Tyskland. Selv om Ernst Meyer havde for vane at gentage sine
motiver, så har det i Tyskland ikke samme kvaliteter som Meyers arbejder,
hvorfor det er en senere kopi. Bruun Rasmussen solgte fornyligt samme motiv
i en mindre størrelse, en såkaldt replik udført af Ernst Meyer.
Per Kirkeby har brugt samme motiv i en litografi.


Herover originalteksten fra Charlottenborgs katalog i 1837, i øvrigt samme år,
Christen Købkes berømte »Et parti af Østerbro i morgenbelysning« var udstillet.
Købkes maleri solgtes senere på auktion i 1866 for 871 rigsdaler, købt af Den Kgl. Malerisamling,
i dag Statens Museum for Kunst. 
 
Fotos: Mehlis, Bruun Rasmussen og Winkel & Magnussen.
Tekst Kunstnyt.dk