 |
|
|
Venice:
Canaletto and his Rivals |
||
|
The National Gallery præsenterer med udstillingen »Venice: Canaletto and His Rivals« de bedste vedutisti fra 1700-tallet. Udstillingen er kronologisk opbygget og vi bliver nøje guidet gennem hele århundredet, lige fra begyndelsen med hollænderen Gaspare van Wittels (kaldet Vanvitelli) capriccio fra 1697 over Canalettos virke i midten af århundredet til afslutningen på æraen med Francesco Guardis død i 1793 og republikkens fald ved Napoleons invasion tre år senere. Venetiansk malerkunsts storhedstid strækker sig over knap fire hundrede år, med sin spæde start ved Paolo Veneziano i 1300-tallet, manifesteringen i renæssancemestrene Bellini, Giorgione, Titian og med sin slutning med 1700-tallets vedutisti personificeret ved Canaletto. Man kan med fordel, som undertegnede, besøge National Gallerys 1.sal inden man går til særudstillingen i kælderen. Så kan man ved selvsyn opleve ovennævnte kunstnere, der alle er rigt repræsenteret. Vedute-genren er primært et 1700-tals fænomen. Enkelte kunstnere som f.eks. Gentile Bellini og Vittore Carpaccio forsøgte sig inden for feltet et par hundrede år før Vanvitelli påbegyndte den tradition, der det følgende århundrede skulle udstille de smukkeste sider af Venedig. Vanvitellis succes skyldtes i høj grad, at han formåede at tage det bedste fra den livlige og farverige italienske palette og tilsætte nederlandske dyder som følsomhed overfor lys, vejrforhold og arkitektoniske detaljer. Dernæst var Vanvitelli god til at tilpasse sine kompositioner så de stemte overens med hvad bestillerne af værkerne forventede. Ser vi eksempelvis på hans fremragende The Molo from the Bacino di San Marco, 1697, noteres det at han har tilladt sig at ændre på Palazzo Ducale, som har fået tilføjet lidt ekstra gotisk islæt omkring vinduerne, og tre af Basilica San Marcos kupler er synlige selvom kun en kan ses fra den vinkel. Også Canaletto tilpassede sine billeder så de fremstod mest attraktive. Han brugte eksempelvis camera obscura til at ændre synsvinklen en smule, og til at foretage justeringer i arkitekturen så den passede bedre i kompositionen, eksemplificeret ved Campanile San Marco, der ind i mellem er blevet forkortet en del. Når man går fra sal til sal er det også påfaldende at Venedig, i hvert fald indtil man når rummet med Guardis malerier, altid er en by badet i solskin. Efter Vanvitelli drog mod Rom blev vedute-genren videreført af den lokale maler Luca Carlevarijs, der i dag regnes som faderen af venetiansk vedutismo. Carlevarijs fulgte i fodsporene på Vanvitelli i forhold til detaljerigdom og arkitektonisk nøjagtighed. Hvor nogle af de senere venetianere, Canaletto i almindelighed og Guardi i særdeleshed, var mere optaget af byen og stemningen, var Carlevarijs meget optaget af figurerne i billederne. Han havde sågar en skitsebog med modeltegninger af personer, som blev genbrugt i flere af hans kompositioner. Med Carlevarijs øgedes populariteten for veduterne, dels i kraft af hans kontinuerlige virke og dels fordi flere og flere briter tog på »The Grand Tour« til Venedig og gerne ville have en souvenir med hjem. Carlevarijs forsynede turisterne med veduter indtil starten af 1720'erne. Her stoppede den unge Canaletto sit arbejde som teatermaler, og dedikerede i stedet sit liv til fremstilling af Grand Canale, Piazzata San Marco, Ponte de Rialto og alle de andre turistmål i byen. Hans talent var uomtvisteligt og hans britiske agent Joseph Smith, der samtidig var konsul, havde kontakt til de vigtige udenlandske kunder. I takt med at man bevæger sig fra rum til rum, kan man konstatere at Canaletto går ned i format. Dette sker som konsekvens af den øgede efterspørgsel, og fordi malerierne ganske enkelt var lettere at fragte, hvis de ikke var for store. For det utrænede øje vil mange af
udstillingens værker ligne hinanden, både i forhold til motiv og stil.
Som en trøst, har tilskrivningen af værkerne gennem tiden også
forvoldt de lærde, heriblandt kuratoren Charles Beddington, store
kvaler. Især Canalettos og hans nevø, Bernardo Bellottos, stil minder
meget om hinanden, og det gøres ikke lettere af at Bellotto modtog sin
træning af Canaletto og ind i mellem også signerede sine billeder med
onklens navn. Bellottos dyr og mennesker er dog ikke lige så gode som
onklens og Beddington beskriver især hvordan de to kan skelnes fra
hinanden i deres behandling af skyer, der hos Bellotto mest minder om
glasur i forhold til Canalettos, der mere leder tankerne i retning af
vat. Med udstillingens titel in mente, er det
oplagt at se fra hvilke kanter Canalettos position var truet, få kom nær,
men den samtidige Michele Marieschi er den der kom nærmest, havde det
ikke været for hans tidlige død i en alder af bare 33 år. Begge havde
de tidligere været teatermalere så multiperspektiver og og rumillusion
var ikke fremmed for dem. Han var desuden meget billigere end Canaletto.
En udefrakommende begivenhed skulle i midlertid sætte en stopper for
turiststrømmen til Venedig. Den Østrigske arvefølgekrig spredte sig
til Norditalien i 1740'erne og blokerede ruterne i alperne og turisterne
blev væk fra Venedig. Dette kan have været grunden til at både
Bellotto og Canaletto besluttede sig for at søge nye græsgange, og
forsøge at fortsætte karriererne i hhv. Østeuropa og London. Det tog
lidt tid for Canaletto at finde fodfæste i London, men han nåede at
male nogle fremragende billeder fra Themsen, som dog ikke findes i nærværende
udstilling. Da Canaletto vender tilbage fra England er efterspørgslen ikke så stor mere og Canaletto vender sig mod kompositioner han ikke har prøvet før. Koloreringen ændres i en mere monokrom retning, og det er tonevarians frem for en varieret palette. Da Canalettos karriere går på hæld, melder den sidste rival sig med fremkomsten af Francesco Guardi. Guardi er noget mere impressionistisk anlagt end sine forgængere, vedute-genren tager en ny drejning i retning af noget mere abstrakt og dæmpet, og mange af Guardis værker har blege nuancer og et skitseagtigt præg. Det stringente og detaljerede udtryk de tidligere vedutisti har efterladt, ignoreres af Guardi, der går sine egne veje. Det Guardis motiver mangler i detaljerigdom har de til gengæld i atmosfære og bevægelse. Den skitseagtige karakter, gør hans billeder meget levende i forhold til de gode, men dog lidt statistiske billeder af de tidlige vedutisti. Når man ser Guardis billeder skulle man næsten tro, at han var en umiddelbar forløber for impressionisterne og ikke at de der skulle gå hundrede år inden den bevægelse begyndte. I 1797 invaderede Napoleon byen og den venetianske republik der havde eksisteret i over 1000 år faldt. Napoleon plyndrede Venedig på samme måde som venetianerne havde plyndret Konstantinopel nogle århundrede tidligere. Nok var Venedig faldet som republik og frarøvet sine kunstskatte, men arven levede videre og inspirerede kunstnere i mange år frem. Læs
om udstillingen på The National Gallerys egen hjemmeside |
||
|
Kunstnyt.dk |
