Bredgade 8. marts 2021
Forrygende auktion
over ældre kunst
91 numre. Solgt 82. Vurdering af disse 5.635.000 kr. Hammerslag 9.454.000 kr.

Auktionen fik en flyvende start med dette fremragende maleri af Eiler Sørensen, der har portrætteret L.A. Ring. Vurderingen lød på 20.000-30.000 kr., normalpris for hans dyreste malerier. Men det mente flere var for lidt, hvorfor det havnede helt oppe på 140.000 kr. Højeste hammerslag for at maleri af Sørensen var 28.000 kr., solgt i samme hus 10. marts 2005.
Piger ved en sø en sommerdag, er motivet.
Eiler Sørensen var uddanneet på Akademiet under Exner og Frederik Vermehren. Udstillede over 30 gange på Charlottenborg.

Fem af L.A. Ring bød auktionen på. Her en vinterdag i Sankt Jørgensbjerg
ved Roskilde, hvor mange af Rings motiver er hentet. 270.000 kr., 20.000
over højeste vurdering. Bent, med sit navn på visiret, holder frem.

Jesper Bruun Rasmussen på arbejde.

Det er længe siden et maleri af Zahrtman er solgt for 240.000 kr.
Mest herhjemme fik Bruun Rasmussen i september 2007 med 276.000 kr.

Helt tilbage i 1992 fik Sotheby's i London £40.000 for

Women in a bright interior (1915).

Anja Bering Hansen har sit eget lille hus, hvor hun passer kommissionerne.
Her byder hun for en kunde.
Online-foto.

Ved kaminilden, Henny Brodersen i færd med at ordne sit hår. Krøyer var nærmest besat af Henny Brodersen, gift med kæmner Hans Brodersen, og brugte hende som model utallige gange. Hans store kærlighed til hende kommer klart til udtryk i hans store Skt. Hans bål, hvor hendes strålende smil og hele fremtoning er meget iøjnefaldende. Ved kaminilden er fra 1906 og dedikeret ”Til Henny fra Sören”, 61 x 51 cm. Vurderet til 600.00-800.000 kr., hammerslag 850.000 kr.
Et smukt maleri, som før har været udstillet og senest var på auktion 10.december 2020 hos Bukowskis i Stockholm.

Auktionens næsthøjeste hammerslag var på Berthe Wegmanns Trompe l´oeil.
650.000 kr. blev slutbuddet, 350.000 over højeste vurdering.
Det var senest på auktion 29. november 2010, også i Bredgade, hvor det ikke nåede mere end 30.000 kr. Den høje pris hænger naturligvis sammen med Wegmanns portræt af Marie Krøyer, som på juleauktionen solgtes for 3,1 mio. kr. Et andet af Wegmann, høstmotiv fra Frankrig, kunne købes for 45.000 kr.

Frederik Bruun Rasmussen stærkt koncentreret. Online-foto.

Tærskepladsen i Civita d´Antino, herover, en pastel fra 1890. 36 x 61 cm. Vurdering 200.000-300.000 kr. Hammerslag 420.000 kr., telefonbud.
Det er fra samme rejse, hvor Krøyer malede Vinhøsten, der fik daværende direktør for Skagens Museum, Knud Voss, til at blive rasende over, at han ikke havde fået at vide, det var sat til salg hos Københavns Auktioner, på Bøje Nielsens bo, hvor det skandaløst blev købt for en slik af boets administrator, en advokat, som tjente en lille million ved at sende det til London.

I.C. Dahl er god for hammerslag over millionen. Her blev det "kun" 380.000 kr.

Efter andejagten. Hundebåden går ind, er titlen på Simon Simonsens herlige maleri fra 1899. 47 x 70 cm. Med hammerslaget 130.000 kr. var det et stykke over højeste vurdering på 80.000 kr.

Alexa byder med. Online-foto.

"Jeg har læst, at det i dag er kvindernes kampdag", sagde Jesper Bruun Rasmussen. På auktionen var syv malerier af kvinder. Efter det sidste solgtes, Berthe Wegmanns høstarbejde fra Frankrig, sagde Jesper:
 "Så forlader vi de kvindelige kunstnere og går over til rigtige mænd". De rigtige mænd var "kedelige"portrætter af kongelige, fra Frederik II til Frederik VI.
 
Man ville nok helst have fortsat med nogle kvindelige.
Herover Anna Ancher: Efter endt dagsværk. 1924. Hammerslag 220.000.



Kasper bød, før han selv overtog hammeren. Online-foto.

Har der gennem tiderne været en auktion uden P Mønsted?
Auktion nr. 900 havde 10 med. Et af dem dette skovinteriør fra 1911.
Det sneg sig lige 200.000 over højeste vurdering på 120.000 kr.
Hammerslag 320.000 kr.
Mønsted er god for flere over millionen.

Grønland på langs. Smukt maleri af Emanuel A. Petersen.
Solgt for tre gange højeste vurdering, 150.000 kr.

 

Fotos: Niels Lyksted
Online-fotos. Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
8. marts 2021

 
Se alle hos Bruun Rasmussen.