God moderne auktion i Bredgade
125 solgte numre, vurdering på disse 9.865.000 kr. Hammerslag 11.635.000 kr.

Der var pænt fyldt op i salen.


Auktionens dyreste, Jan Krizaks kalkstensfigur, blev budt op i 640.000 kr.

Livlig auktion med mange gode hammerslag

Tirsdagens moderne auktion 888, 24. september, blev en underholdende affære takket være mange budkrige og pæne hammerslag. Millionbeløb nåede vi ikke, men der var mange positive overraskelser. Især tjekken Jan Krízek opnåede forbløffende salg. Auktionens højeste bud gik til hans skulptur “Figur i sandsten, 1946-47. Den var vurderet til kr. 250.000, men opnåede en pris på kr. 640.000. To andre tilsvarende skulpturer af samme kunstner fik hammerslag på kr. 240.000 og kr. 260.000. Også hans malerier klarede sig godt. Tre kvadratiske billeder fik hammerslag på kr. 240.000, 260.000 og 260.000.

Asger Jorns “Decollage. 71.” blev ikke solgt, men hans maleri “Tankeflugt, 1956” blev dagens næstdyreste salg. Prisen blev kr. 500.000 mod en vurdering på kr. 400.000. Også Ejler Bille overraskede positivt. Ikke mindre end kr. 410.000 opnåede hans maleri “Uden titel, 1949” mod en vurdering på kr. 200-250.000. Olaf Rudes maleri  “Landskab. Skejten. 1911.” Opnåede bud på kr. 290.000 mod en vurdering på kr. 300.000.

Ved seneste auktion opnåede et stort maleri af Xie “Lalan” Jinglan et hammerslag på ikke mindre end 1,5 mio. kr. Denne gang opnåede et noget mindre maleri med titlen “Månen er blå” et hammerslag på kr. 400.000 mod en vurdering på en halv million. Frederik Bruun Rasmussen lovede, at der ved november-auktionen vil blive sat yderligere seks malerier af den kinesiske maler til salg.

En række surrealistiske malerier opnåede pæne salgstal. Især Harry Carlsson klarede sig flot med et hammerslag på kr. 150.000 for “Interview med Sokrates”. Rita Kern og Wilhelm Freddie levede ligeledes pænt op til forventningerne.

Et stort prikket maleri af Tal R med titlen “Up” blev budt op af auktionens yngste byder. Det var billedhuggeren Peter Bonnéns meget unge datter. Hun bød kr. 250.000 for billedet, der var vurderet til kr. 300.000. Godt gået af en lille pige. Og så havde hun også held med sig i det næste forsøg. Her fik hun farmands “Skulptur i seks dele” for kr. 35.000 - 5.000 kr. under vurderingen.

Sidst, men ikke mindst bør det nævnes, at Sonja Ferlov Mancoba opnåede et hammerslag på kr. 280.000 for skulpturen “Fugl med unge”. Vurderingen var på kr. 125-150.000. “En lille  kvinde med et hul” blev solgt for kr. 130.000 mod en vurdering på kr. 50.000. J.F. Willumsen opnåede et overraskende hammerslag på kr. 92.000 (vurdering kr. 40.000) for et lille rødt billede af en kvinde med sin kat. Endelig opnåede Gary Kuehn et hammerslag på kr. 190.000 for “Ten compositions. 1960s”. Vurderingen var på blot kr. 50.000 kr.

På den moderne auktion solgte Bruun Rasmussen 125 værker til en samlet pris på kr. 11.635.000. mod en vurdering på kr. 9.865.000. Et flot resultat på en spændende og underholdende efterårsauktion.

Tekst og fotos: Niels Lyksted



Frederik Bruun Rasmussen havde skiftet hammeren ud med en kuglepen.
 Men det blev det ikke dårligere af.



Lalans Månen var blå havde huset måske forventet en lidt højere pris på end 400.000 kr., da man
 for ikke så længe siden havde solgt et af samme maler for 1,5 mio. kr.



Bonnén og datter. Se teksten ovenfor.


Her er budt 260.000 kr. for Ferlov Mancobas Fugl med unge. Det nåede op på 280.000 kr.


Værs'go! siger Frederik Bruun Rasmussen. Det er Deres bud, 290.000 kr.
Olaf Rude: Landskab, Skejten, 1911. 79 x 90 cm


Willumsens Kvinde med kat var ikke tidligere set på auktion. 92.000 kr. sluttede det på.
Det var lidt mere end vurderingens 40.000 kr.


Herligt billede af surrealistiske Harry Carlsson, Interview med Sokrates. 1934. Det ville en køber gerne betale
150.000 kr. for (plus salær). Det var 25.000 kr. over højeste vurdering. 110 x 85 cm.


Jan Krizaks Uden titel. Collage på krydsfinér. 1959. 50 x 50 cm. Hammerslag 260.000 kr.


Lidt anderledes kunstværk af amerikanske Gary Kuehn, Ten compositions fra 60erne.
Flere mente, at vurderingen på 50.000 kr. var for lidt, så slutbuddet nåede 190.000 kr.


410.000 kr. bød den nye ejer mod højeste vurdering på 250.000 kr. for Ejler Billes Uden titel-komposition.
Malet i Paris i 1949. 65 x 55 cm.

Brødtekst og samtlige fotos af Niels Lyksted.
Billedtekster Kunstnyt.dk
25. september 2019

Se alle hammerslag på husets homepage