Stor Eckersberg-aften i Bredgade
72 solgte, vurdering af disse: 9.295.000. Hammerslag: 10.480.000
Her står aftenens tre dyreste i venteposition, inden de blev taget ud af skabet og vist frem på podiet. Alle tre malet af C.W. Eckersberg. I midten det dyreste, Udsigt gennem en Dør til løbende figurer, 1845, 31 x 27 cm. 2,1 mio. kr. bød Statens Museum for Kunst. I 2000 havde Kunsthallen helt det samme motiv under hammeren. I Kunst under hammeren 2001 skrev undertegnede: "En norsk køber fik højeste bud, 950.000 kr., på Udsigt gjennem en Dør til løbende Figurer, som Kunsthallen solgte i september 2000. I kataloget stod det opført som originalen af to med samme motiv, det andet solgt for 1.180.000 kr. hos Bruun Rasmussen okt. 1998. Kunsthallens billede virkede fladt, figurerne karakterløse, i forhold til Bruun Rasmussens, der var langt mere detaljeret og gennemarbejdet, og på eftersynet var der almindelig undren over, at Kunsthallen, som plejer at være meget grundige i deres undersøgelser, kunne erklære dette billede malet af Eckersberg. En kendt samler, som var interesseret, men selv syntes noget virkede forkert, blev frarådet at købe det. Senere måtte Kunsthallen tage billedet retur". Solgt i august 2001 som Efter Eckersberg for 25.000 kr.
I skabet herover er det til venstre En Storm, 1845, 32 x 28 cm. Det bød en dansk samler op til 1,6 mio. kr. Til højre En Fiskerbaad sejlende i godt Vejr. 1833, 35 x 44 cm.som nåede 550.000 kr.

Ikke alle Eckersberg landede "oppe i skyerne". Tegningen herunder, Corvetten Najaden Under Christiansøe, skiftede ejer ved 30.000 kr. I Bornholms Tidende skrev Tommy Kaas et par artikler om billedet. Det var nyt for ham, at Eckersberg havde været tæt på Bornholm. Men den var god nok, kunne Kasper Monrad fra Kunstmuseet fortælle ham.
I dag, 29. nov., kan Tommy Kaas så fortælle i sin avis, at tegningen kommer op at hænge på Bornholms Kunstmuseum, idet direktør Lars Kærulf fik hammerslag på det. Læs her.

Bent ser normalt ikke så alvorlig ud.


Der var fyldt godt op i salen. I midtergangen stod Ekstra Bladets fotograf og bredte sig, så det var svært at komme forbi. Avisen sendte direkte på video. Foto: Niels Lyksted.


Bemærk det lange hammerskaft. I udlandet, hos bl.a. Christie´s og Sotheby's, har auktionariusserne
 hammeren næsten skjult i hånden, så man fornemmer, de henter hammerslaget hjem med knoerne.
Foto: Niels Lyksted.


"Er er andre, der vil deltage i løjerne", spurgte Jesper Bruun Rasmussen, da der var budt 270.000 kr.
for Paul Fischers To unge kvinder og en båd på en strand. 37 x 54 cm. Det var der ikke.


Det ser ikke ud af ret meget, men L.A. Rings Langs Rugmarken gav Kasper Nielsen smukke ord med på vejen.
Og smukt er det, man får helt lyst til at gå en tur på stien. I baggrunden ses en stente, som er en overgang over et gærde. Hammerslaget nåede 220.000 kr. mod en vurdering på 80.000-100.000.
Jesper Bruun Rasmussen og Kasper Nielsen delte aftenens numre. Jesper tog sig af de første 68, Kasper de resterende til nr. 114. Det er altid Jesper som starter, han snupper de bedste, de dyreste. Men Kasper fik hentet adskillige gode bud hjem på blandt andre Mønsted, Exner og Janus la Cour, sidstes på 140.000 kr., et pænt stykke over vurderingen på 50.000-60.000 kr., vist nok købt af en udlænding. Et smukt bjerlandskab fra Alperne.


Bent og de øvrige "Blå drenge", som de kaldes, arbejder hårdt de to-tre timer auktionerne varer. Her viser Bent Paul Fischers Vodroffsvej nr. 58. På altanen frem. 50 x 38 cm. Auktionens femtedyreste med et bud på 320.000 kr. Foto: Niels Lyksted.


L.A. Ring kigger deprimeret på sit staffeli, som han opgivende har væltet på efterårsstien.
Han havde på det tidspunkt svært ved at sælge sine malerier. 78 x 67 cm. Hammerslag 70.000 kr.
Til højre passer Franziska Kampmann og Catrine bogholderiet. Foto: Niels Lyksted.

Se alle hammerslag på Bruun Rasmussens hjemmeside.
Marstrands morsomme En Auktionscene udgik. Under eftersynet faldt et andet
maleri ned på det, så det må restaureres. Kommer på en anden gang.

5. og 6. december gælder det moderne kunst

Blandt andet godt Troels Carlsens hyggespredende Fat takes a Hand. Velegnet til børneværelset.
Assemblage fra 2011. Vurdering 15.000-20.000 kr.

Kunstnyt.dk
28. november 2017