Bruun Rasmussens auktion over ældre kunst
Slaget i Køge Bugt solgt
for 780% over vurderingen

Jesper Bruun Rasmussen i gang med hammeren. Her er der bud fra telefonerne.

Førstedagen på Bruun Rasmussens auktion 866, 20. september, bød på salg af ældre kunst.
Mest blev budt for Peder Mønsteds En forårsdag i skoven ved Sæby Å. 1897. 105 x 179 cm
herover i midten.
  Birte Stokholm fik over telefonen hammerslag på 1,2 mo. kr., hvilket resulterede
i et langt bifald. Det er femte millionhammerslag på et Mønsted-maleri,
kun overgået af et salg
 i London på 1.231.000 kr. for et snebillede.



Chr. Mølsteds Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677 var for stort til at blive vist frem under selve auktionen.
Her fotograferet under eftersynet ved siden af Vilhelm Pachts motiv fra Nytorv, solgt for 31.000 kr.
Bruun Rasmussen har solgt Mølsteds maleri før, i 1995 for 28.000 kr. og i 1999 for 65.000 kr. Så det
var et pænt hop opad til en rekordpris på 390.000 kr. Den gamle rekord for et Mølsted-maleri
var 200.000 kr. i 2004, også solgt hos Bruun Rasmussen.


Her en tilfreds Kasper Nielsen med buddet på 390.000 kr.


P.C. Skovgaards Et siellandsk Landskab var også for stort til at komme op på podiet og blev på væggen med Bent vogtende over det. Det nåede laveste vurderingspris på 600.000 kr. og købtes af Skovgaard Museet, hvor det tidligere har været udstillet. Maleriet blev i 1841 erhvervet af Kunstforeningen på Charlottenborg for 200 rigsdaler til udlodning og efterfølgende vundet af justitsråd Hald. Skovgaard-rekorden er på 1 mio. kr., for Parti af Isilinge Skov, solgt i 2002 af Bruun Rasmussen. (Se "Kunst under hammeren 02")


Hen mod slutningen af auktionen var der 18 portrætter af den oldenbogske kongerække til salg.
Det lignede noget, Kasper Nielsen hurtigt fandt en køber til. Men sådan skulle det ikke gå.
Vurderingen var sat til 100.000 til 150.000 kr., men sidste bud sluttede først på 380.000 kr.
Bent har kun to arme, den ene til kuglepennen, så han kunne ikke vise alle 18 på en gang, kun
 et enkelt. Men det påvirkede altså ikke budgiverne.


Jesper Bruun Rasmussen kigger forgæves efter bud over 420.000 kr.
på I.L. Jensens blomster i kurv, vurderet til 500.00-600.000 kr.
Men buddene udeblev, så ikke solgt.


Bedre gik det med Otto Baches Skibet Skield under reparation i Christianshavns dock.
Et spændende motiv og en del anderledes end de fleste af Baches malerier.
30.000-40.000 kr. var vurderingen, men det skiftede først ejer ved 100.000 kr.


14 billeder af Gerda Wegener og et enkelt af Einar Wegener var i kataloget lanceret som Sexual Identity and Sensuality. Det er flere år siden katalogerne udelukkende havde engelske tekster.
Det af Einar Wegener, med Pont Neuf-broen i Paris, nåede 18.000 kr. Gerda Wegeners Siddende ung kvinde i blå trøje herover ramte lige højeste vurdering på 15.000 kr.
Syv af Gerda Wegener nåede ikke mindstepriserne og måtte trækkes tilbage. Det ser ikke ud til, at Arkens store Wegener-udstilling og filmen "Den danske pige", som resulterede i en Oscar, har påvirket priserne i opadgående retning.

Hammershøis akademitegning herunder af en dreng fra 1883 gik også en del over vurderingen, 190.000 kr. i hammerslag mod 75.000-125.000 kr. Den er udført, da Julius Exner var leder af Modelskolen. 38 x 36,5 cm måler tegningen, som er bag glas, hvorfor der forekommer spejlinger.



Her får Jakob Dupont hammerslag på katalognummer 168, Portræt af operasangeren Edmon Kean
 (1787-1833), kendt for sin rolle i Othello. 20.000-30.000 kr. var vurderingen, men Jakob havde en kunde
 i røret, som ville byde 42.000 kr. Det var auktionens tredjesidste nummer, og klokken blev over 19, da
Kasper Nielsen sagde tak for i dag. Det vil sige, auktionen fortsatte med udvalgte bøger og breve, som
Jesper Bruun Rasmussen tog sig af. Til flotte priser. Tv var til stede.

Auktionen havde 171 numre, 99 solgtes, 58 procent.
Vurderingen på de 99 solgte: 7.194.000 kr. Hammerslag på de 99: 8.743.000 kr.

Selv om et Mønsted-maleri solgtes for 1,2 mio. kr., var det ikke Mønsteds dag. 6 var med, de fleste ikke solgt.
Det kneb også for malerier af Paul Fischer og Anna Ancher.

Og Eckersbergs Trængsel i en dør, vurderet til 600.000-800.000 solgtes for 420.000, ret meget under vurderingen.

Se alle salg hos Bruun Rasmussen.


Kunstnyt.dk
21. september 2016