Bredgade 27. oktober 2009
Begrænset succes på Bruun Rasmussens aftenauktion
over udvalgte moderne kunstnere


Aftenens dyreste blev Per Kirkebys Efterårserindring, 1987. 200x200 cm, vurderet
til mellem 600.000 og 800.000 kr., hammeren banket i ved 675.000 kr. af
Peter Christmas-Møller, som forinden sagde: »Et af de flotteste Kirkeby vi har haft
i huset, så længe jeg kan huske«. Det er ikke rekord for et arbejde af Kirkeby, det er
930.000 kr. i 2004 for Abnehmen, malet i 1986 og et noget større lærred på
300x200 cm, solgt hos Villa Grisebach i Berlin. Det er lige før maleriet herover
kvalitetsmæssigt er bedre end det solgt i Berlin.


Det er altid en fornøjelse at gå til eftersyn hos Bruun Rasmussen, flot opsætning som her med Verner Pantons Pantonova,
et modulsæt på 11, som solgtes på auktionens første dag for 20.000 kr. mod vurderingens 15.000-18.000 kr.
I bagrunden Michael Kviums Stay Blind Painting fra 1999, vurderet til mellem 800.000 og 1.000.000 kr., men
som ikke fandt nogen køber, der ville byde over 650.000 kr. I det hele taget var det ikke Kviums aften, kun et enkelt
ud af syv solgtes. Det solgte var et såkaldt A-nummer, 476A, uden for kataloget, da det i sidste øjeblik var »importeret«
fra Lauritz.com, hvor det så sent som dagen før eftersynet, den 20. oktober, havde fået hammerslag på 100.000 kr.,
men auktionen annulleret. Lauritz.com satte det på igen med det samme, men også denne gang blev det annuleret uden
at nogen nåede at byde. Bruun Rasmussen vurderede det til 100.000-125.000 kr., men hammerslaget blev kun 80.000 kr.
Se de to annullerede auktioner hos Lauritz.com, den første og den anden.


Ejler Billes to malerier herover, Composition fra ca. 1935 (tv) og Composition fra 1954
fandt ingen ny ejer. Vurderingerne på hhv. 400.000-500.000  og 350.000 kr. var for høje.
Ingen bød over hhv. 260.000 kr. og 275.000 kr.


Husk Mit Navn, som kan være svært, da han ikke er medtaget i katalogets navneregister, er en dansk graffiti-kunstner, som
er blevet »stueren« og maler nogle underholdende motiver som Flydende mand herover i midten. Vurdering 40.000 kr. Hammerslag 38.000 kr. Til venstre er det en af kometerne i dansk kunst, John Kørner, med en komposition fra 2001, som
var vurderet til 200.000 kr. men som »mirakuløst« kunne erhverves for kun 105.000 kr. »Det var billigt«, sagde Christmas-Møller. Men mon ikke, det var vurderingen, der var overvurderet. Kathrine Ærtebjerg (th) syntes
også overvurderet, 100.000 kr., da ingen ville byde over 72.000 kr. Af fire Ærtebjerg, som også hører til
kometerne, solgtes kun et enkelt, for 85.000 kr., 10.000 over vurderingen.

Der var megen god moderne kunst på aftenauktionen, men vurderingerne er stadig for optimistiske. Finanskrisen
kradser åbenbart stadig. Men visse numre klarede sig over forventning, fx var der længe gang i buddene på den
italienske maler Gastone Novellis Grande stella piena di vita fra 1964, et oliebillede på 81x100 cm. Efter adskillige
bud kunne husets direktør Claus Poulsen række hånden i vejret, da hans telefonforbindelse havde budt 380.000 kr.
mod vurderingens 200.000-250.000 kr., auktionens næsthøjeste bud.

Gastone Novellis Grande stella piena di vita, 1964. 81x100 cm.

Af højt vurderede danske gik det ikke for Asger Jorns Menighed fra 1942, et ellers udmærket maleri, som ikke
kunne komme op over 95.000 kr., kun 5.000 kr. under laveste vurdering.

Klik ind på Bruun Rasmussens hjemmeside, men vær klar over, at billederne ikke ligger til skue ret mange dage.

Kunstnyt.dk
28. oktober 2009
Fotos: Bruun Rasmussen og Kunstnyt.dk