Over hele verden, her i Berlin, sælges postkortet af Bjarne
Schilling, Politikens Læsernes Redaktør, som 14-årig i
konfirmationstøj. |
I 2013 vil Kunstnyt.dk følge Læsernes Redaktørs arbejde på
Discountavisen Politiken med discountredaktørens (næsten) originale kommentarer.
FÆL OG FIKTIV
30. januar 2013
Vi skrev i går på en af vores sjove dage, at fanger som i
eget hjem afsonede med fodlænke, havde nøgle til fodlænken og kunne
færdes frit, hvor de ønskede. Vi skrev også, at fanger i lukkede
fængsler havde nøgle til hoveddøren og bare skulle være hjemme inden
kl. 22:00. Ingen af delene passer, så det må være noget vi har
skrevet af efter en anden avis.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
29. januar 2013
I går havde vores journalister meget travlt. Derfor
havde de ikke selv tid til at skrive om DSB's kaffevognspersonale og
måtte citere B.T. Her sagde Anette Haugaard, underdirektør i DSB Tog,
at det især er lønnen til togpersonalet, der er årsag til de store
underskud. En årsløn ligger ifølge BT's historie på 475.000 kroner
om året. Det er en hel uanstændig høj løn, næsten det halve af det,
Politikens 800 dygtige journalister tjener.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-----
28. januar 2013
Den er vi ikke glade for. Vi skrev i går, at den hollandske
dronning Beatrix aborterer. Det var ikke rigtigt. Dronningen har ikke
været gravid i flere år. Der skulle havde stået, at hun abdicerer. Vi
har endnu engang måttet indskærpe over for bladets 800 journalister,
at de skal være yderst varsomme med at benytte Google som oversætter.
Vi har sendt dronningen en æske chokolade og en undskyldning.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
26. og 27. januar 2013
Opfordringen fra DRs sportsafdeling i TV1 25. januar om
at tage til Barcelona og støtte vores håndsboldspillere resulterede i,
at hele Politikens chefredaktion, 400 af avisens journalister samt
undertegnede smuttede derned og blev indlogeret på Ritz-Carlton Hotel Arts Barcelona
, et af byens billige mellemklassehoteller. Journalisterne fik hver det
billigste, hotellet kunne byde på, 265 euro pr. nat, mens jeg selv og
chefredaktionen bookedes ind på the
Royal Suite, Apartment, Bedroom 1: 1 King, Bedroom
2: 1 King, Bathrooms: 3, Skyline view,
som det annonceres, til kun 12.000 euro for en nat.
Da vi først er kommet hjem sent søndag aften, har jeg desværre ikke
nået at kigge de 11.900 mails igennem, som lå i indbakken. Det
beklagler jeg.
Efter kampen takkede Ulrik Wilbek os alle for den store støtte under
kampen. »Uden jeres store opbakning havde vi ikke scoret så mange
mål«, sagde en jublende lykkelig Ulrik.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-----
25. januar 2013
Vi skrev i dag i netavisen, at Danmark havde vundet verdensmesterskabet i håndbold ved at
besejre Spanien 30-24. Det var ikke helt rigtigt. Det var Kroatien, vi
slog, og ikke i finalen, men i semifinalen.
Vi skrev også, at Kasper Nielsen fra auktionshuset Bruun Rasmussen
havde scoret alle 30 mål. Det var ikke rigtigt. Kasper Nielsen fra
Bruun Rasmussen spiller ikke på håndboldlandsholdet, det er en anden
Kasper Nielsen. Men jeg forstår godt, journalisten kan tage fejl, når
to hedder det samme.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
----
24. januar 2013
Klummen »Chefredaktionens buldren«,
som vi bragte på Bagsiden i går, forekom flere hundrede
læsere bekendt. Formentlig fordi vi også bragte den på Forsiden, på
Kultursiderne, på Sportssiderne og under tv-programmerne.
Vi skrev i mandags, at ingen journalist på Politiken tjener over
10 mio. kr. Det er ikke rigtigt. Der skulle have stået, at ingen tjener
under 10 mio. kr.
På sportssiderne skrev vi i går, at Gary Glitter var tidligere
danmarksmester i landevejsløb. Det var en fejl. Det var ikke Gary
Glitter, men Ole Ritter. Gary Glitter er ishockeyspiller. Vi beklajer.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
23. januar 2013
Universet blev til for 13,7 år siden,
skrev vi i tv-oversigten i søndags. Men det er ikke rigtigt,
universet er 13,7 millioner år gammelt. Det var en
Googleoversættelsesfejl. Vores journalister har endnu ikke lært at
bruge Googles oversættelsesværktøj, så nu sender vi de første 300
på et Google-kursus.
Og en væsentlig detalje. Vi skrev i går, at Spassky var
verdensmester i Snak. Det var han ikke, han var verdensmester i skak.
Verdensmesteren i snak er Helle Thorning Schmidt. Vi klebager.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
22. januar 2013
POLITIKEN havde lige skiftet navn, men så ringede telefonen.
I lørdag bragte vi på bagsiden et foto fra Ordblindeinstitutet.
Alle på avisen jublede. Chefredaktionen indkaldte til stormøde. Nu
havde POLITIKEN fået den morsomste historie i årevis. På
Ordblindeinstitutet var de ordblinde. Kunne noget være morsommere? De
kunne ikke stave til Ordblindeinstituttet, de stavede det med kun et t i
endelsen.
Midt under mødet afbrød en af avisens mange praktikelever: »Jamen,
så har POLITIKEN stavet sit navn forkert siden avisens start i 1884.
Så skal den ikke hedde POLITIKEN, men POLITIKKEN, med to k'er«.
»Hvorfor fanden er der ingen, der har sagt det før«, brølede avisens
chefredaktør, den til andre tider meget morsomme Bo Lidegaard.
»Det må vi straks lave om«.
Og i løbet af et øjeblik var flere hundrede i gang med at ændre logo
og andet med navnet POLITIKEN. Det skulle omgående rettes til
POLITIKKEN.
Det første oplag af søndagsavisen med logoet POLITIKKEN var lige
færdigtrykt, da telefonen ringede: »Goddag! Det er Emma fra
Ordblindeinstitutskolen. Jeg er 9 år og vil bare sige, at det skilt I
har på bagsiden ikke er forkert, det er bare gammel stavemåde«.
Vild opstandelse på redaktionen. Jeg farede selv rundt og vidste ikke,
hvad jeg skulle gøre. Men ét skulle gøres. Logoet skulle laves
tilbage til POLITIKEN med det samme og hele det første søndagsoplag
skulle destrueres.
Det er den værste dag jeg nogen sinde har oplevet på avisen. Som tak
til Emma har vi foræret hende onsdagsvisen og en pose
lakridskonfekt..
Vi har hørt, at nogle få af de eksemplarer, som nåede ud i handelen
med logoet POLITIKKEN er sat til salg på Lauritz.com, som har vurderet
dem til 80.000 kr. stykket. Plus salær og gebyr.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
21. januar 2013
En travl dag i dag. Min ekskones nye mand havde
fødselsdag i dag, så jeg fik ikke set alle 461 mails igennem. Jeg
bruger natten til det. Undskyld!
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
19. og 20. januar 2013
Den er vi ikke så glade for på avisen. I fredags
skrev vi, at statsminister Helle Thorning Schmidt var en Vipper. Det
forstod ingen. Der skulle naturligvis havde stået VIP'er. Men ikke nok
med det, så skrev vi, at VIP var en forkortelse for Very Impotent
Person. Den var helt oppe at vende hos chefredaktøren, der ved alt om
impotens, og som omgående sendte statsministeren en undskyldning for at
have anklaget hende for at være impotent. Det kan kvinder ikke være.
Så er hun noget, så er hun frigid.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-----
18. januar 2013
Jeg får mange mærkelige breve fra læserne. I dag
kom et fra en, som kalder sig journalist. Han skrev: »Nixon
indrømmede, Clinton indrømmede, Bjarne Riis indrømmede og Armstrong
indrømmede. Nu må det være på tide, at Politiken indrømmer
løgnehistorierne om det ulovligt udførte maleri af Lauritz Tuxen og
justitsmordet i Derain-sagen«.
Breve af den type svarer vi naturligvis ikke på. Skal vi indrømme den
slags fejl, så bliver vi bare betragtet som utroværdige. Her er jeg
ikke bare enig med alle på Politiken, jeg er også enig med mig selv.
Er der noget, Politiken ikke er, så er det utroværdig. Hold lige fast
i, at kun 6 ud af 10 artikler i Politiken har fejl.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
17. januar 2013
I går handlede det udelukkende om kunst. Vi skrev, at
Asger Jorn døde i 1914. Det er ikke rigtigt. Det var det år, han blev
født. Så skrev vi, at Rembrandt var svensker. Det er ikke rigtigt. Han
var russer ... lige som Edvard Munch. Så fortalte vi i
Kulturtillægget, at der hos Lauritz.com var solgt et maleri af Roald
Hansen for 300 mio. kr. Det var ikke helt rigtigt. Det var kun 300 kr.
Men sælgeren fik dog 50 kr., så helt galt var det ikke. Så fik vi på
forsiden nævnt, at Lance Armstrong var født i Louisiana i Humlebæk.
Det var desværre forkert. Det var ikke Louisiana i Humlebæk, men
staten Louisiana i USA. Og det var ikke Lance Armstrong, men Louis
Armstrong.
Vores journalister er kun mennesker. Fejlene har imidlertid medført, at
samtlige avisens 800 journalister har fået et abonnement til Google.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
16. januar 2013
Politikens fans er kendt for at svine Politiken til,
skrev vi i går på side 18. Det er ikke rigtigt. Der skulle have
stået, at Politiken er kendt for at svine sine fans til. Vi beklager.
Det har vist sig, at vi på Politiken har svært ved at skelne
mellem ligge og lægge, mellem i og på, mellem ud af og ud ad samt har
hang til at skrive hængte i stedet for hang. Men det må huskes, at de
fleste på avisen kun er uddannet på Journalisthøjskolen, og der
lærer man ikke dansk.
Gérard Depardieus parisiske palæ ligger ikke i Rom, som vi
skrev på side 3 i PS søndag 13.1. Det ligger på venstre side, på
modsatte side af den anden side, kommer man fra syd.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
15. januar 2013
Millioner og milliarder. Det har åbenbart ikke
hjulpet, at 800 af avisens journalister har fået en regnemaskine. Hver
eneste dag blander de højt uddannede journalister milliarder og
millioner sammen. Så i weekenden, hele lørdag og hele søndag, skal de
på udvidet kursus i million- og milliardforståelse.
Det er lykkedes chefredaktionen at formå Stein Bagger, som har fået en
fri-weekend fra sin celle, til at komme og fortælle, hvordan man
behandler tal med mange nuller.
Universet rummer 17 milliarder planeter på størrelse med
Jorden, skrev vi på side 6 1 1. sektion 13.1. Men det er muligvis kun
17 millioner. Det undersøger vi en af dagene.
TV-programmerne i går var ved en fejl dem fra nytårsaften 1998.
Vi keblager.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
.......
14. januar 2013
Politiken er ikke nogen pengetank, som vi skrev på
bagsiden lørdag den 12.1. Den tilhører Onkel Joakim. Uakkk!
Vi glemte at skrive i artiklen Frankensteins Forlystelsespark på
side 4-7 Ibyen fredag den 11.1., at manuskriptet er skrevet af mig selv.
I lørdags skrev vi, at der fra Restaurant Noma var forsvundet en
125 år gammel stum tjener. Vi mente naturligvis en stumtjener. Vi
beklager.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
.......
12 og 13. januar 2013
Det er ofte ligegyldigt, om vores nyheder er nyheder. Og det
er altid ligegyldigt, om de er sande. Vores venner beskytter vi
naturligvis året rundt. Det forventer de. Blandt vores nærmeste venner
er dommerstanden, statens advokat og Erland Kolding Nielsen, direktør
for Det kgl. Bibliotek og Kulturværdiløsudvalget. Troværdighed,
troværdighed, troværdighed, troværdighed ... som jeg sluttede af med
at gentage, og gentage, og gentage.
Politiken har altid været først med håndsrækning til vennerne og
sidst med sandfærdige historier. Som jeg skriver i dag søndag i min
overskrift og underrubrik: »En opsang. Vi kan ikke beskyldes for
at have holdt os tilbage, hvad pinligheder angår. Det er tid til en
opsang«.
Jeg har derfor i dag haft indkaldt avisens ledelse til et opsangsmøde,
hvor jeg i klare, utvetydige vendinger fortalte dem, hvordan avisen
skulle skrives.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
11. januar 2013
I dag har jeg haft meget travlt. 4.033 læsere har sendt en mail, fordi
de ikke kan forstå,
at de
skal rejse over Egypten for at få et nats ophold i Flensborg og betale
4.198 kr. Her har jeg lyst til som Bertel Haarder at slynge ud i
spalten: Pis mig i øjet! Er der virkelig ingen, der kan forstå, at det
koster at tage over Egypten for at rejse til Flensborg? Hvor mange dumme
læsere har vi? Kig på annoncen og fortæl mig,
hvad det er, 4.033 læsere ikke forstår?
Heldigvis har vi et par tusinde andre læsere.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
10. januar 2013
Da der næsten ingen brokkemails var i dag, fik jeg tid til
en lang frokost med mine gamle venner på Ekstra Bladet, pensionisterne
Bent Flabert og Chris Wammel, der underholdt mig med dengang de begge
blev dømt for injurier. De havde på forsiden og hele side 4 en artikel
om en kendt skribent, som havde slået en kvinde bevidstløs og kastet
hende 32 meter henad asfalten. Heldigvis kom hun ikke noget til. Men på
grund af mangel på beviser, blev de begge dømt. De kunne ikke forstå,
de skulle bevise det. Mente, det var nok, det stod i Ekstra Bladet.
I morgen er der sikkert flere brokkehoveder, som vi kalder dem her på
avisen.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
------
9. januar 2013
Ruslands baltiske flåde med base i Kaliningrad opererer i
Nordhavet, skrev vi side 4 i 1. sektion 5.1. Vi mente naturligvis
Nordhavnen.
Ingen på avisen forstår, hvorfor vi nytårsaften havde sat
Berlingske Tidendes logo øverst på forsiden af Politiken. Der pågår
en større undersøgelse i huset.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
8. januar 2013
Millioner, billioner og trilliarder. Vores journalister har i
flere årtier haft et problem med tal. Det får jeg over 200 mails om om
dagen. Og på nettet har ondskabsfulde kritikere skrevet, at de er
talblinde. Selv jeg må indrømme, at de har svært ved at skelne mellem
millioner og milliarder. Af den grund har vores over 800 journalister af
ledelsen fået foræret en regnemaskine og et to måneders intensivt
kursus i at bruge den. Man må tænke på, at avisens journalister ikke
er revisorer, men for de flestes vedkommende kun har gået på
Journalisthøjskolen i fire år, hvor ingen lærer at skrive og regne,
og derefter kun haft syv, otte efterkurser.
2. januar skrev vi, at 200.000 mennesker måtte vente otte dage
på at få deres nytårsmeny fra Michelin-restauranten Kokkeriet i København.
Det er ikke rigtigt, det var kun 200 mennesker og kun i otte timer. De
fleste nåede at få maden hjem et kvart i 12, så de kunne nå at
trække champagnen op inden rådhusuret slog. At vi ikke skrev, at maden
var bestilt gennem SpotDeal, som ejes af Politiken, skyldes, at
Politiken naturligvis ikke er ansvarlig for noget som helst af det
Politiken sælger.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
--------
7. januar 2012
Den institution vi omtalte som »Det Svangerskabsforebyggende
Bureau« side 5 og side 8 »Det Svangerskabsudviklende Børnehjem«,
hedder ingen af delene. Det officielle navn er »De Danske Stats
Baner«.
195 minutter i timen foran fjernsynsskærmen tilbragte hver
dansker om året, skrev vi på side 2 den 5.1. Det lyder af meget, men
det var også om sommeren.
14 krebinetter om ugen, spiste hver dansker, skrev vi på
madsiderne i går. Det er ikke rigtigt. Det er om året, og det var ikke
krebinetter, men karbonader.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
--------
6. januar 2012
Begge kan have ret, hed min overskrift i søndagsavisen, hvor
jeg ikke har min sædvanlige rubrik, men får en hel spalte i
Kulturtillægget. Her har jeg plads til at fortælle om de læsere, der
irriterer os alle på avisen. Og her kan de ikke komme til orde. Fx
rettede vi ikke, da en læser klagede over, at vi forleden skrev, at
dronningen var fissefornem. Enhver ved, det er en tyrkfejl. Det blev
skrevet af en avislærling, som netop var udklækket fra
Journalisthøjskolen og nyforlovet.
Og redaktionen bruger meget tid på at ryste på hovedet, når der fx
brokkes over, at vi skriver ud af vinduet i stedet for ud ad
vinduet. Eller vi skriver i Nørrebrogade i stedet for på Nørrebrogade,
og på Island i stedet for i Island. Det betragter vi her
på avisen som ligegyldigheder. De fleste på avisen kommer fra Jylland,
og hvordan skulle de kunne vide, om det hedder i eller på?
Og fire gange om dagen får jeg en mail fra en læser, der i fuldt alvor
påstår, at skriver vi, at nogen er skudt, og de så ikke er skudt
alligevel, så er det, som han skriver, fordi vi er skudt i hovedet. Men
ikke døde. Man må finde sig i meget som læsernes redaktør.
I går gjorde vi opmærksom på, at en læser havde gjort
opmærksom på, at vi i avisen 29. september
1923 havde overset en kommafejl. Det har jeg nu undersøgt i
arkivkælderen. Det skulle være side 7, hvor vi skrev: Hr. Aage v.
Kohl holdt i fjor et meget omtalt Foredrag, "Kærligheden og
Kvinden". I Aften taler han om "Vore Døtres Moral". Den
kendte Forfatter vil beskæftige sig med sædelighedstilstandende i vort
Samfund, ikke ud fra snævre religiøse standpunkter, men fra et frit
liberalt syn.
Jeg har nu læst teksten igennem syv gange, og chefredaktør Bo
Lidegaard, som har studentereksamen, har læst den otte gange, men vi
kan ikke finde nogen kommafejl. Og så har læseren gjort opmærksom
på, at vi i avisen skrev Kjøbenhavn, med j. Det nåede jeg ikke at få
undersøgt. Vi arbejder kun nogle få timer om dagen, må man huske på.
Men bemærk venligst, at vi allerede dengang gjorde meget ud af at
oplyse om kvinden i samfundet, selv om 11 ud af avisens 10 journalister
var mænd.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
5. januar 2012
Den ring af bronze, vi nævnte som det vigtigste bytte ved et
røveri i Grækenland på side 3 i kultursektionen fredag den
28.12., var ikke på side 3 den 28., men på forsiden den 29. Og
bronzeringen var ikke af bronze, men af guld fra bronzealderen. Tror jeg
nok, det var.
Republikanerne var ikke republikanere, som vi skrev på side 10 i
1. sektion torsdag 3.1. De var demokrater.
En læser har gjort opmærksom på, at vi i avisen 29. september
1923 har overset en kommafejl. Det undersøger jeg til i morgen. Men tak
til læseren.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
--------
4. januar 2013
Det blev lige lovligt surrealistisk, da vi i går begravede
Dalís kone, Gala, i en krybbe under parrets middelalderslot. Vi mente
naturligvis en krybekælder.
Nils Bernstein kan vikle et anker til en svejsegenerator, skrev
vi i går. Vi mente naturligvis, at Nils Bernstein kan svejse en
generator til et vinkeljern ved at vikle det hele vejen rundt. Det er
slet ikke så indviklet.
I Jonas Elmers film »Let's get lost« er det ikke foran
Østerbrocafeen, Sidse Knudsen ærgrer sig over at have lært sin utro
kæreste at dyrke oralsex på hende, bare så han i dag kan bruge sine
færdigheder på andre kvinder. Det er naturligvis inde midt i
Oralværelset i Det Hvide Hus. Kilde: Clinton.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
--------
3. januar 2013
Anthony Hopkins spillede ikke Jack Klugman i den danske udgave af
Øst for Paradis, som vi skrev i går. Det var Jack Klugman, som spillede Anthony
Hopkins i Chaplins »Moderne Tider« fra 2016.
Prag blev næppe udsat for 25 graders frost i kombination med
regnbyger, som vi i går forudså i vejrprognosen. Det lyder heller ikke
sandsynligt, at der var 5 graders varme på Tenerife. Når jeg skriver
»næppe« og »ikke sandsynligt«, så er det, fordi jeg ikke har haft
tid til at undersøge det. Det tager hele dagen, og en del af natten, at
tjekke avisen, når der, som jeg tidligere har oplyst, er 60% fejl i
den. Kilde: Journalisten.
I går skrev vi, at Politikens nære ven, Det Kongelige
Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen, var født i Kolding. Det
er ikke rigtigt. Han er født i Jylland.
Der blev ikke født 15.426 børn på Bornholm nytårsaften 2012,
som vi skrev i går. Det var i hele Danmark og i hele tredje kvartal
2012. Jeg må have en alvorlig samtale med journalisten, som har været
ansat på Politiken i 45 år.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
-------
2. januar 2013
Cern kunne godt være en by i Schweiz, som vi skrev 29.12. Men
det er det ikke, det er navnet på Det Europæiske Kerneforskningsråd.
Men vi er kun mennesker på avisen, og som jeg tidligere udtalte til
Journalisten, er der kun fejl i 6 ud af 10 artikler i Politiken. Det er
vi stolte af.
Kulturministeren er nummer sjok på listen over ministrenes
rangfølge, stod der på side 3 i Bøger 29.12. Det var ikke den
nuværende kulturminister, hende med tasken, vi henviste til, men
dengang Brian Mikkelsen var kulturminister.
Artiklen om kunstsvindel på side 3 i kultursektionen fredag den
28.12. nævnte vi »André Degas«. Vi mente Derain. Degas hed Edgar,
men havde ikke noget med artiklen at gøre. Den var skrevet af min
hjerteveninde Camilla Stockmann, som aldrig laver fejl. »Fejlen« var,
fordi der på Politiken er forbud mod at nævne Derains navn, så det
var en lille »skjuler«.
Det var også derfor, at Michel Kellermann ikke blev nævnt ved navn, da
Camilla citerede: »Det
lykkedes Beltracci at få velrenommerede eksperter til at udstede ægthedsbeviser,
og det gør sagerne meget komplicerede«, siger Karl-Heinz Kind.
Indslaget handlede om kunstsvindleren Beltracci, som havde fået
Derain-eksperten Kellermann til at udfærdige en ægthedserklæring på
et maleri af Derain, som ikke var Derain..
For at skjule så meget som muligt om Derains navn, henviste jeg til
artiklen i kultursektionen 28.12. side 3. Men her stod to andre
artikler: »Biografer
overlever digitalisering« og »Berlingske-journalister gik hjem i
protest«.
Artiklen om kunstsvindel var overhovedet ikke med i avisen. Jeg er selv
en del af Politikens journalister og derfor loyal over for de fleste
grove bommerter.
Nu får jeg en reprimande af min chefredaktør Bo Lidegaard for at have
bragt navnet Derain så mange gange.
Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
--------
1. januar 2013
Der var desværre flere hundrede datafejl i den store
sportskalender i sektionen Årets Fund. Vi skrev bl.a., at Barack
Hussein Obama II var årets cykelfund i Aabenraa. Det er ikke rigtigt,
Obama kører ikke cykelløb, han er skiløber.
I artiklen om magasinet Newsweek skrev vi, at forsiden var en
ammende 80-årig kvinde. Men det blev bragt i Pravda. Og der var ikke
tale om en 80-årig ammende kvinde, derimod om hendes 96-årige elsker,
der bed hende i venstre brystvorte.
Det var ikke færgen over Randers Fjord, vi viste på forsiden i
går. Det var Intercitytoget på vej over Lillebæltsbroen.
Godt år i spå, skrev vi i klummen i går. Det forstod ingen.
Det gjorde jeg heller ikke selv. Der skulle have stået godt år i spa.
Men hvorfor vi skriver, at det var et godt år i spa, ved jeg ikke. Og
jeg har ikke kunnet spørge nogen, da jeg er den eneste mødt på
arbejde på avisen i dag. Jeg prøver at finde ud af det om et par uger.
Førertrøjen i cykelløbet Spanien Runndt er rød – ikke gul,
som vi hævdede i går i Den Store Søndagskryds 23. december. Der
var denne gang kun 16 andre fejl.
Godt nytår. Kærlig hilsen din Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling,
journalist.
|