Pas på dette Appel-motiv
Det originale litografi stammer fra mappen »Cobra 1973«, som består
af syv grafiske arbejder af Appel, Alechinsky, Corneille, Dotremont,
Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og Asger Jorn udført i 1971-72.
Mappen er udgivet af gallerierne Birch og Moderne i 150 eksemplarer.
(Bemærk antallet)
Appel-litografiet findes i et ukendt antal pirattryk. De er umiddelbart
ikke til at skelne fra de ægte, kun papiret afslører dem. Et par iøjnefaldende
detaljer er imidlertid lettere at afsløre. De farligste pirattryk, og
det gælder alle kunstnere, er dem uden nummer, E.A. (épreuve
d'artiste) eller H.C. (hors commerce), som markerer prøvetryk. Her er
det, uden at undersøge papiret (som man skal være lidt af en fagmand
for at kunne), umuligt at afsløre. Et fingerpeg kan være, at på de
falske »skinner« motivet på bagsiden af papiret ikke igennem,
som på ægte, er helt hvidt.
Litografiet øverst er falsk, set på nettet, med et nummer op til /100.
Billedet nedenunder er fra Kunsthallens Cobra auktion 11.-13. nov. 1998,
50-års jubilæumsauktion (auktion nr. 496). Billedet under Appels er et
træsnit af Asger Jorn (Van de Loo 417). Det er mappens dyreste, kan
koste omkring 8.000 kr. Hele mappen solgtes for 23.000 kr., men mange
mapper er splittet ad og bladene solgt enkeltvis. Har du et af disse
Appel-motiver, og det ikke er nummereret op til 150, så er det falsk.
Har du et med E.A., så bør det undersøges af en fagmand. Det kan godt
være ægte, da der er fremstillet flere prøvetryk. Men de er ikke fra
mappen »Cobra 1973«, hvor alle er nummererede.
Kunstnyt.dk
22. september 2013 |