|
|
|
|
|
Tretten gode år med
Allis |
| Allis Helleland tiltrådte som leder af
Statens Museum for Kunst stort set samtidigt med at Anna Castberg satte
sig i direktørstolen på Arken. Castberg holdt ikke længe, som bekendt
havde hun ikke papirerne i orden. Så godt som ingen fagfolk kendte
hende, og det eneste undertegnede vidste var, at hun havde været
tilknyttet det engelske auktionshus Bonhams, og hvor hun i 1988
forsøgte at føre Bonhams frem med 100 skandinaviske kunstneres værker
under hammeren. Men fremstødet blev aldrig den store succes, dog
solgtes et høstmotiv af Knud Larsen for 298.000 kr., stadig rekord for
et maleri af denne kunstner. Anderledes holdbar var Allis Helleland, men det blev ikke 13 glansfulde år, hvor kritikken tog fart fra start, da hun afviste René Blocks store samling af Fluxus-ting, som indeholdt meget »skrammel«. Havde der været plads på museet, kunne det være blevet et internationalt tilløbstykke. Fluxus er trods alt en vigtig del af verdenskunstnen. I store træk må man nok erkende, at hendes 13 år var 13 gode år for kunsten, med mange fremragende udstillinger, ingen nævnt ingen glemt. Det er imidlertid et spørgsmål om sagen med de 30 malerier, hun kort tid inden sin retræte ville have »hjem«, berømte værker, der i årtier havde været udlånt til Glyptoteket, var en smart handling. OK, de ejes af den danske stat og dermed af Statens Museum for Kunst. Men det havde nok pyntet i hendes karakterbog, havde hun taget slåskampen umiddelbart efter tiltrædelsen i 1994. Nu var det gratis for hendes karriere. Bogen er en kavalkade af presseklip kombineret med fotografier og værker fra museet. Et stort interview er lagt i skødet på Lisbeth Bonde, kendt for fremragende kunstbøger og kunstanmeldelser i Weekendavisen, Information samt Kunstavisen, hvor undertegnede havde den store ære at arbejde tæt sammen med hende gennem flere år, og hvor hun sammen med bl.a. Alex Steen, Bent Irve og Torben Weirup hørte til stjerneskribenterne. Det fører for vidt her at kommentere det næsten 50 siders store interview hende og Allis Helleland imellem, men Lisbeth Bonde stiller mange kritiske spørgsmål. Et af dem omkring et auktionshus, der fik stillet lokaler på museet til rådighed for husets første auktion. Men det havde Helleland ingen betænkeligheder med, holder hun fast i. Sidst i bogen på 256 sider vurderer 21
kulturpersonligheder direktørens periode, og det er både ris og ros.
Det er klart, at Bjørn Nørgaard ikke kunne lide, da hans
kæmpeskulptur Muren blev fjernet fra fronten af museet, men helt bitter
er han ikke i sine kommentarer. Ekstra Bladets Bent Flabert lever op til
sit tilnavn, når han omtaler Nørgaard og Per Kirkeby som nyrige
snobber, mens storsamleren John Hunov taler om »mange kunstneriske
fejldispositioner, fejlkøb og problematiske ophængninger«, men
slutter af med at erklære hende sin store kærlighed. Succesgalleristen
Nicolai Wallner er til lutter ros, samme er Jacob og Patricia Asbæk,
kunstnerne Viera Collaro, Dorte Jelstrup og Michael Kvium. Og
naturligvis er der lutter højrøde roser fra kulturminister Brian
Mikkelsen, som slutter med, at »Allis Hellelands 13 år i Sølvgade har
for alvor leveret et meningsfyldt indhold til formuleringen i
Museumslovens § 7, stk. 1, hvor der står: »Statens Museum for Kunst
er Danmarks hovemuseum for billedkunst«. Preben Juul Madsen |
